»Queer - du mener vel bøsse?« Sådan reagerede mange bøsser, da jeg begyndte at tale om queerbegrebet. Jeg stødte første gang på Queer som teoretisk begreb i 1997 gennem en af mine biseksuelle venner. Samtidig begyndte en af mine bøssevenner at lave queerlæsninger af kunst og litteratur.«

Tiina Rosenberg i "Queerfeministisk agenda", Atlas Forlag

Vi associerede selv begrebet til bøssebevægelsen med det samme og forestillede os, at queer med sin åbenhed måske endeligt kunne gøre op med homobevægelsens »We are family«-myte og rykke ved den homo-normativitet, der ofte kendetegner hbt-bevægelsen (hbt står for homo-, bi-, og transseksualitet)

Et begreb med mange betydninger

Queer har sluppet fokuseringen på mændene og omfatter nu også kvinder og transseksuelle. Efter at have cirkuleret rundt i de akademiske kredse i Sverige i et stykke tid, har queerbegrebet nu fået en teoretisk ramme og er blevet udvidet med en queerfeminisme

Men uden for den teoretiske referenceramme er queerbegrebet stadig »lige så flydende som glidecreme«.

Queer er efterhånden blevet et almindeligt begreb i medierne, der bruger det, hvor det nu kan passe ind. Selv i homopressen og af homo-, bi- og transseksuelle generelt bruges queer efter smag og behag. Men det er en typisk reaktion, når den fælles sprogkode for en bestemt gruppe bliver udvidet.

Der eksisterer en holdning om, at queer skal være et begreb med flydende grænser. Dermed risikerer man dog at tage brodden fuldstændig ud af queer. Og hvad skulle pointen være med det? Hvis et begreb kan betyde hvad som helst, mister begrebet ikke bare brodden, men også selve funktionen.

Begyndelsen for queer

Tiina Rosenberg skitserer i sin nye bog, hvordan queerbegrebet kom til verden, og hvordan det oprindeligt blev mødt af de akademiske homoseksuelle. Det, der forener queer-teoretikerne, er holdningen til den normative heteroseksualitet som et problem, der bør udsiges. Hun forklarer begrebets historiske koblinger, og hvordan queerteorien er udsprunget fra hbt-studier. Og at queer i dag er den samlende betegnelse for hbt.

Som teoretisk værktøj er den enkleste definition på queer, at det river den normative heteroseksuelle struktur ned, og at queer i øvrigt har lighedspunkter med de generelle kønsteorier.

Men queerteorien indeholder også identitetsskabelse. Rosenberg gør rede for, hvordan begrebet har skabt hidsige diskussioner om, hvem der er berettiget til at kalde sig queer og dermed indgå i fællesskabet. Transseksuelle anses for eksempel for at være mere queer end biseksuelle. Mens andre igen mener, at queer mere handler om at nedbryde normer frem for at være en seksuel etiket.

Ikke en generel oprørsteori

Rosenberg siger i sit afsluttende kapitel: »Selvom den queerteoretiske position er åben for alle, der ønsker at deltage i en kritik af heteronormativiteten, er queerteori ikke en generel oprørsteori. Jeg tillader mig selv at være normativ på dette område, da jeg er bekymret over den måde, som mange i den offentlige queerdebat har negligeret queerteoriens oprindelige udspring på. Derfor kan queerteorien ikke anbefales uden et minimum af kendskab til teorier om feminisme og homoseksualitet.«

Uklar dagsorden

Rosenbergs bog har titlen queerfeminisme, men de mange gennemgange af forskellige opfattelser af queerbegrebet optager plads, og queerfeminismen udforskes ikke ordentligt. Den queerfeministiske dagsorden er desuden svær at få ordentligt fat i. En dagsorden plejer at skue fremad, men i dette tilfælde er der primært tale om tilbageblik indtil nu. En queerdagsorden bør omfatte både teori og praksis. Og i praksis står det endnu værre fat. For hvad adskiller egentlig queerbevægelsen fra hbt-bevægelsen?

Queer vs. hbt

Queer Nation i USA, som beskrives i bogen, skrev i 1990 et kort manifest, der understregede det aktivistiske. Mit indtryk er, at Queer Nation ikke bare angreb homofobiske heteroer, men også positioner i homo-verdenen.

Samtidig med, at Queer Nation dels ville sprænge nogle grænser, dels stille spørgsmål indad til i bevægelsen og også konfrontere udadtil, virkede det som om, de ville indkapsle queer i en verden uden for hetero-verdenen. Fremhævelsen af ulighederne betød et særstandpunkt omkring de seksuelle præferencer. Siden da er der dog sket meget. Queerbevægelsen har fokuseret på andet og mere end det rent seksuelle og har desuden selvkritisk opdaget, at bevægelsen domineres af en vesterlandsk tankegang og ikke mindst af middelklassens måde at anskue verden på.

Queerfeminismen har behov for udvikling

Rosenbergs indgang til queerfeminismen går naturligt nok gennem Judith Butler. Butler er kendt for at sætte spørgsmålstegn ved kønsbegrebet; for at fremføre begrebet dragking; for radikalkonstruktivisme og for at være sværttilgængelig og ekstremt abstrakt. Hun er blevet kritiseret for sine mangler og har da også siden hen korrigeret sig selv.

Kapitlet om queerlæsninger i Rosenbergs bog burde forkortes til fordel for en udbredning af queerfeminismen. Sammensmeltningen af det biologiske og det sociale køn i dragking og butcherisme burde problematiseres. Dragking og butch/femme er to fænomener som ofte romantiseres af queerfeminister, der gerne ser på disse gennem nogle lidt for abstrakt teoretiske briller. Er dragking og butcherisme så fuldstændigt kønsoverskridende, som hun påstår? Hvem er egentlig dragkings ifølge den definition, som Judith Butler, ekspert i køn og litteratur, lancerede i starten af 1990’erne.

Det skal nævnes, at for Rosenberg, som for så mange andre, er det angloamerikanske køn i dag en social konstruktion. Mens historikeren Yvonne Hirdman og andre, som introducerede køn i Sverige i dag udvider genusbegrebet ud over det sociale køn.

En måde at leve på

Rosenberg følger poststrukturalismen og endda queerteoriens forkærlighed for det brede kulturantropologiske kulturbegreb, der beskriver en måde at leve på. Men set ud fra et magtperspektiv ændrer queers kulturelle mening sig hen imod en kultursociologisk mening. Der er en grundliggende social funktion i at give det sociale liv en mening og en sammenhæng. Problemet er, at det kultursociologiske syn sjældent lægges til det socialantropologiske i queerteorien.

En socialistisk lighedstanke

Til slut diskuterer Rosenberg forudsætningerne for at have et socialt liv som queer, og hun sætter bl.a. fokus på lighedsbegrebet, som hun mener bør omdefineres. Jeg mener dog, at der allerede eksisterer en definition af lighedsbegrebet, der sagtens kan bruges som fortolkningsramme i miljøet: nemlig socialismens. Det virker lidt mærkeligt, at Rosenberg påstår, at det er Iris Young, der har fundet på, at: »lighed kræver at undertrykte og underbemidlede grupper særbehandles«. - Det er jo grundtanken i socialismens lighedstanke.

Spørgsmål og opdatering er udviklende

»En måde at leve på« lokker de individliberale med. Men »en måde at leve på« er også identitetsdannende, og Rosenberg mener, det har en vigtig funktion i queerteori og queerfeminisme. Derfor fortsætter queer, hvad homoseksuelle og feministiske studier startede.

Rosenberg påpeger til slut, at identitetspolitiske bevægelser risikerer at: »forstene og forblive knyttet til de grundlæggende værdier og idealer, som der nødvendigvis må sættes spørgsmålstegn ved og som i øvrigt må revurderes indimellem.« Og hun fortsætter: »Queerteorien har været et forsøg på at udvikle og uddybe en teori om hetero-normativitet […]. Som sådan har den været nødvendig for, at homoseksuelle og feministiske studier ikke helt skulle miste deres teoretiske skarphed og forsvinde i empiri og dokumentarisme.«

Med det fanger hun, hvad queer hidtil har tilført homoseksuelle og feministiske studier i Sverige. Der er opbygget queer – og queerfeministiske grupper, men om der opstår en selvstændig bevægelse, vides endnu ikke. Vi ved heller ikke, hvordan hbt-bevægelsen vil forandres gennem queer.

Rosenbergs bog er en introduktion til queer og queerfeminisme. Den kan bruges som en grundbog i queerteori og kønsvidenskab. Den er akademisk og kunne til tider godt være mere enkel i sine videnskabelige forklaringer, men den er forståelig for alle, der er interesserede i at vide mere om queerbegrebet.

Tiina Rosenberg er afholdt for sin særlige tilknytning til homobevægelsen, og hun er respekteret for sin viden og sin måde at formidle den på. Og hun må meget gerne følge denne bog op med en debatbog om queerfeminisme.

af Anki Bengtsson

Oversat af Rikke Lauritzen

Læs den originale anmeldelse på svensk på Yelah.net