Som inspirationskilde for queerteorien kan blandt andet nævnes Michel Foucault, men det er især Judith Bulter, der har skabt det teoretiske fundament for queerforskningen.

En måde at forstå queerteori og dens forhold til køn på er at tage titlen på Judith Butlers bog Gender Trouble bogstaveligt.

For det er »kønsballaden«, der er omdrejningspunktet for queerteorien. Butler opfordrer til at være »critically queer«, dvs. at være ulydig mod de etablerede kønsidentiteter. For ifølge Butler er der ikke noget sandt eller naturligt ved hverken identitet, køn eller seksualitet.

Afnaturalisering af det heteronormative

Skal man kort karakterisere queerteoriens formål, må det derfor være at afnaturalisere og problematisere »sande« og »naturlige« begreber og kategorier.

Ved at afnaturalisere det heteronormative kan man afdække, hvordan vi bliver »forledt« til at tro, at diskursen beskriver objektet (den sande, naturlige heteroseksualitet eller den usande, unaturlige homoseksualitet), mens den i virkeligheden skaber det selvsamme objekt.

Det er altså naturaliseringsprocessen som queer har til formål at udfordre, hvad enten den optræder i litteratur, i filosofi, kunst, kulturen og så videre. En måde at udfordre naturaliseringen kan for eksempel være i form af kvindelig maskulinitet, hvilket positioneringer som »butch« og «drag king« er et udtryk for. Feminitet uden kvinder og maskulinitet uden mænd kan i et queer-regi, ses som en afstandstagen fra heteronormative forestillinger om hvad mænd og kvinder bør være.

Queeraktivisme

Et andet aspekt af queer er den aktivistiske del, som startede med gruppen Queer Nation i 1990. Queerbevægelsen var fra sin start et radikalt brud med traditionel homopolitik, som den var blevet ført siden 1970erne. Den tydeligste forskel markerer sig allerede i brug af ordet »queer«, hvor en forklaring i en engelsk-dansk ordbog lyder: mærkelig, underlig, tvivlsom, fordægtig, homoseksuel.

Dette kan sættes i modsætning til betegnelsen »gay« som giver følgende forklaringer ved et opslag i en ordbog: livlig, munter, lystig, strålende, broget, pyntet, udsvævende, homoseksuel.

Afvigerstrategi

Hvor homobevægelsen tidligere havde stræbt efter at få heteroseksuelles accept, blandt andet ved at (be-)vise at de var lige som heteroseksuelle, bare lidt anderledes, så valgte queerbevægelsen fra start en bevidst afviger- og anti-assimilationsstrategi. Antinormalitet er det ord, der for mange er blevet synonymt med queer. Bruddet med homobevægelsen kom også til udtryk ved, at queerbevægelsen gik på tværs af køn, seksualiteter og identiteter. Queer kan derfor ses som en mere åben kategori end bøsse/lesbisk, fordi den også inkluderer transseksuelle, biseksuelle og i princippet alle individer, der måtte føle sig inkluderet af begrebet. Et stort stridspunkt inden for queerteori er, hvorvidt heteroseksuelle også kan kalde sig queer.

En vigtig pointe for queerbevægelsen var desuden, at queer ikke nødvendigvis skulle defineres og dermed ensrettes. Dette har ført til mange forskellige måder at »læse« queer på, og de mange divergerende meninger om hvad queer er og hvad det står for, er både teoriens politiske styrke og dens svaghed. Det er queers styrke, fordi det giver queer en mangfoldighed og en rummelighed, som gør at queerteori netop ikke begrænses til at være en normativ akademisk retning. Men det er også teoriens svaghed, at den måske favner for bredt og at der i dens mangfoldighed ligger en mulighed for, at queer bliver afpolitiseret.