Nederdrægtigheden fejrer for tiden store triumfer i vort lille, hyggelige dronningerige. Den fremmeste eksponent på det retspolitiske område er uden for al konkurrence Dansk Folkepartis Per Dalgaard, den helt almindelige mand af folket, der har opnået sæde i Folketingets Retsudvalg.

Ritzau kunne den 24. februar 2003 berette om endnu en af hans sublime sejre: Mobilsnak i fængslet skal stoppes.

Den 21. januar stillede den helt almindelige mand dette skarpsindige spørgsmål til dronningerigets høje justitsminister: ’Vil ministeren venligst oplyse, om ministeren har tænkt sig at tage

initiativ til, at de såkaldte "mobildræbere" tillades i de danske fængsler?’

Den farlige udvikling på mobilsnak-området beskrives af Ritzau således:

’I takt med mobiltelefonens udbredelse i hele landet de seneste fem-seks år, har også fængslerne oplevet flere og flere mobiltelefoner inde bag de lukkede porte, selv om det ikke er tilladt for de indsatte at have en mobiltelefon på sig under opholdet i fængslerne eller arresthusene. Bevæbnet med mobilen kan indsatte i landets fængsler forpurre politiets efterforskning eller planlægge ny kriminalitet. Hvor fængselsbetjente for seks år siden fandt cirka 15 telefoner om året, er tallet i dag oppe på flere hundrede illegale mobiltelefoner.’

Det kan naturligvis fremkalde gåsehud hos selv den mest forhærdede avislæser med gode, småborgerlige holdninger. Og derfor vil landets minister for den højere retfærdighed da også iværksætte et forsøg med mobildræbere på Vestre

Fængsel, som det bør huskes! huser en afsoningsafdeling for de væmmelige ’rockere’.

Men hvorfor skulle fanger ikke have lov til at besidde en mobiltelefon?

For det første bruger Danmark langt mere varetægtsfængsling end lande, som vi normalt sammenligner os med. Landets dommere har vist en ualmindelig velvillighed overfor politiets krav om fængsling i varetægt inden der

overhovedet er taget stilling til sigtedes eventuelle skyld. Det har de gjort gennem mange årtier.

Udtrykt enkelt og klart så smider man mistænkte ind i en ofte beskidt celle, hvor pågældende er afskåret fra kontakt med omverdenen, og overladt til en mere eller mindre engageret beskikket forsvarers mulige barmhjertighed. Enkelte er heldige at have et socialt netværk, som kan bistå dem gennem sagens behandling ved retten. Men de fleste har intet, eller i hvert fald svage, netværk.

Det er under disse forhold, en sigtet skal forberede sit forsvar. Politiet og

anklagemyndigheden har derimod alle muligheder til deres rådighed: Adgang til alverdens ny teknologi, registre, vidner etc. Hertil kommer så

Retsplejelovens overdådige muligheder for at give pålæg til sagens implicerede, varetægtsfængsling i isolation, skjult bevisførelse (dvs. at holde dokumenter skjulte for sigtede) og meget andet, som det vil føre for vidt at nævne her. Sammenfattende er det berettiget at påstå, at når en mistænkt først er blevet varetægtsfængslet, så er pågældende med stor sandsynlighed også dømt.

For det næste er gennemsnitsfanger ikke en litterært præget befolkningsgruppe. Ordblindhed - eller læse- og skrivehandicap, som det udtrykkes i nutiden,- er blandt dem stærkt overrepræsenteret i forhold til normalbefolkningen. Det sætter en knivskarp begrænsning for deres muligheder

for at opretholde kontakt til omverdenen. Det tog fængselsvæsnet konsekvensen af, og tillod strafafsonere at ringe til fire i forvejen -af

institutionen - godkendte telefonnumre. Skal fanger, der afsoner straf, ringe til andre, må de gennem en ydmygende procedure, hvor bevogtningspersonalet kan demonstrere deres magtbeføjelser, -hvilket ofte er en for personalet kærkommen situation.

Helt barok bliver virkeligheden i fængslerne på baggrund af fængselsvæsnets eget principprogram. Her kan man finde det såkaldte normaliseringsprincip:

’Kriminalforsorgen skal ved tilrettelæggelsen af dagligdagen, og hver gang der træffes konkrete afgørelser, have forholdene i det almindelige samfund for øje. Erfaringerne har vist, at den traditionelle fængselssituation i sig selv kan vanskeliggøre en egentlig målrettet ehandlingsindsats. Der er desuden en række sideeffekter forbundet med et traditionelt fængselsophold, som kan ophæve de positive effekter, som måtte komme af en behandlingsindsats.

Ved at indrette forholdene således, at de mindst muligt afviger fra dagligdagen uden for fængslerne, vil der være mindre grundlag for

aggression, mindre apati og i det hele taget ske en begrænsning af de negative sider af fængselsopholdet og dermed også blive bedre grobund for en behandlingsmæssig indsats i bred forstand.

Der er tale om et grundlæggende og meget bredt princip, som på sin vis kunne siges at omfatte flere af de følgende principper. Netop fordi det er så bredt, kan det imidlertid være hensigtsmæssigt at udskille særlige områder

til selvstændige principper, som fx åbenhed og ansvarlighed.

Normaliseringsprincippet indebærer bl.a., at de indsatte og kriminalforsorgens klientel i det hele taget forbliver omfattet af de almindelige retssikkerhedsgarantier i samfundet. På grund af fængslernes karakter af totale institutioner kan der være særligt behov for at sikre indsattes retssikkerhed.

Princippet betyder også, at de fysiske forhold i institutionerne bør tilpasses forholdene i det almindelige samfund og dermed også ændres i takt

med ændringer udenfor.’

Næppe et øje vil være tørt efter læsningen af dette ophøjede princip. Men enhver, med blot et overfladisk kendskab til virkeligheden i danske

fængsler, ved, at det er hule løgne fra ende til anden. Smuk human staffage, der udelukkende har til formål at bedøve den almindelig borgers

tankevirksomhed, og bilde offentligheden medsamt udlandet ind, at vort lille dronningerige er Verdens mest perfekte og gennemførte demokrati.

På skræmmende mange punkter tåler denne hykleriske tirade i princippet sammenligning med Saddam Husseins fremstilling af hans Irak.

Nu vender vi imidlertid tilbage til den helt almindelige mand, Per Dalgaard, eksponenten for den folkelige retfærdighed. Den 8. januar 2003 stillede denne brillante retspolitiker nemlig den ligeså brillante minister for fængselsvæsnets ophøjede udadlelighed dette begavede spørgsmål:

’Vil ministeren oplyse, hvorledes ministeren forholder sig til den kendsgerning, at Folketingets Ombudsmand kan påføre kriminalforsorgen ekstra omkostninger ved at forlange solarier på fængselsafdelinger, hvor "stærke fanger" såsom rockere befinder sig?’

Uhadada! Hvad kan det ikke udvikle sig til, hvis solariebrune "rockere" kan forlade fængsler efter endt afsoning? Næeh, lad os komme tilbage til de

tider, hvor enhver kunne genkendes på den typiske fængselskulør. Så ved vi da, hvem vi har for os!

Endnu vides ikke hvor meget forsøget med mobildræberne vil komme til at koste fængselsvæsnet. Men antageligt vil det blive en meget bekostelig affære. Så lad os for fuldstændighedens skyld se hvad den retfærdige

minister svarede:

’Direktoratet for Kriminalforsorgen har oplyst, at man går ud fra, at spørgsmålet refererer til Folketingets Ombudsmands inspektion af

Statsfængslet i Nyborg, hvor talsmændene fra afdelingen for negativt stærke indsatte på et møde med ombudsmanden oplyste, at de ønskede et solarium på afdelingen, men at statsfængslet havde givet afslag herpå.

Ombudsmanden har i sin rapport af 22. januar 2002 om inspektionen på side 66 refereret talsmændenes ønske om solarium. Ombudsmanden har endvidere anført i sin rapport, at han efterfølgende via et indlæg fra fællestalsmanden i Savklingen er blevet opmærksom på, at der på alle afdelinger vil blive opsat solarier, og at ledelsen telefonisk har bekræftet over for en af

ombudsmandens medarbejdere, at der er bestilt solarier til alle afdelinger i fængslet.

Direktoratet for Kriminalforsorgen har indhentet en udtalelse fra Statsfængslet i Nyborg og fra Folketingets Ombudsmand. Det fremgår af

udtalelserne, at spørgsmålet om solarium på afdelingen blev drøftet uformelt mellem ledelsen og ombudsmandens repræsentant under inspektionen for snart to år siden, men såvel statsfængslet som ombudsmanden har anført, at det er vanskeligt at huske, hvad der præcist blev drøftet.

Det fremgår dog af udtalelserne, at ombudsmandens repræsentant nævnte, at der på baggrund af den omstændighed, at der er et særligt regime på

afdelingen, kunne argumenteres for, at de indsatte havde særlige forhold, f.eks. adgang til solarium. Ledelsen oplyste i den forbindelse, at der allerede var opstillet solarium på fængslets kontraktafdeling. Det fremgår endvidere, at statsfængslet på baggrund af drøftelsen konstaterede, at ombudsmanden fandt, at det ikke var urimeligt med solarium på afdelingen.

Statsfængslet har bemærket, at man ikke opfattede drøftelsen som en henstilling fra ombudsmanden i klassisk forstand, hvilket synspunkt ombudsmanden har tilsluttet sig.

Der har således ikke været tale om, at ombudsmanden har forlangt, at der blev opstillet solarium på afdelingen.

Det kan i øvrigt oplyses, at statsfængslet herefter besluttede at anskaffe solarier til alle øvrige afdelinger. De indsatte betaler for brugen af solarierne, og det er beregnet, at udgiften til anskaffelsen af solarierne vil være tjent ind i løbet af en kortere årrække.’

Vi kan altså konstatere, at fangerne kommer til at betale for alle herlighederne selv inklusive driften. På nøjagtigt samme måde, som de ville komme til det uden for fængslets trygge verden. Blot skal man have in mente, at fangerne får ca. 7-8 kr. i timen for deres tvangsarbejde. Nuvel,

spørgsmålet om hvorvidt fanger skal betale for en ekstra service som solarier kan gøres til genstand for megen hidsig debat, men den vil være af mest ideologisk karakter. Den helt almindelige mand vil antageligt mene, at fanger bør sidde lænkede til væggen det meste af tiden. Sådan er

2tidsånden2. Og han giver blot den anstændige bærme mæle. At han dermed påfører fængselsvæsnet udgifter, som kan sammenlignes med de - midlertidige udgifter til anskaffelse af solarier, er en helt anden historie uden nogen form for opbyggelighed.

Når man så samtidig ved, at den helt almindelige mand kommer fra et parti, som hidser til krig mod en despot som Saddam Hussein, netop fordi han er

grusom, og holder sine fængselsfanger indespærret under middelalderlige forhold, griber man sig uvilkårligt til hovedet og spørger: Er dette en

ond drøm, eller er det en dansk Saddam, som er på spil?

Svaret er desværre: Ja, vi står over for en pendant til Iraks uindskrænkede hersker! Og han er valgt af folket. Det oplyste danske folk, som lever i ældgammel civilisation. En kulturnation, som har fostret berømte sønner og døtre: H.C. Andersen, Niels Bohr, Søren Kierkegaard, Piet Hein og Karen Blixen m.fl.

Tænk over det, når Danmark, sammen med USA og England, går i krig for frihed og demokrati!

Debatindlægget findes også på www.faklen.dk