I 1970’erne opfandt jeg begrebet ”anti-system-bevægelse” for at have en formulering, der kunne samle det, der historisk og analytisk havde været to forskellige og på mange måder rivaliserende former for folkelige bevægelser – de der gik under navnet ”sociale”, og de der var ”nationale”. Som sociale bevægelser opfattedes primært socialistiske partier og fagforeninger; de søgte at skærpe klassekampen indenfor hver enkelt stat mod borgerskabet eller arbejdsgiverne. Nationale bevægelser var dem, der kæmpede for en nationalstat, enten ved at forene adskilte politiske enheder, der blev opfattet som del af en nation – for eksempel i Italien – eller ved at løsrive sig fra stater, der opfattedes som imperialistiske og undertrykkende af den pågældende nationalitet – kolonier i Asien eller Afrika for eksempel.

Begge typer bevægelser opstod som betydelige bureaukratiske størrelser i anden halvdel af det nittende århundrede og voksede sig stærkere over tid. Begge havde tendens til at sætte deres egne mål over alle andre former for politiske mål – og, især, over deres nationale eller sociale rivals mål. Dette førte ofte til gensidige fordømmelser. De to typer samarbejdede sjældent politisk, og hvis de gjorde, opfattede de det som regel som en midlertidig taktik, ikke en grundlæggende alliance. Ikke desto mindre afslører disse bevægelsers historie mellem 1850 og 1970 en række fællestræk.

1. De fleste socialistiske og nationalistiske bevægelser udråbte sig som ”revolutionære”, det vil sige stående for en fundamental forandring af sociale relationer. Ganske vist havde begge typer ofte en fløj, nogen gange placeret i en separat organisation, som argumenterede for en mere gradvis tilgang og derfor undgik revolutionær retorik. Men generelt betragtede magthavere i begyndelsen – og ofte i årtier – alle disse bevægelser, selv de mildere udgaver, som en trussel mod deres stabilitet eller endda mod selve deres politiske strukturers overlevelse.

2. For det andet var begge varianter i starten politisk ret svage og måtte kæmpe en hård kamp op ad bakke for overhovedet at eksistere. De blev ofte undertrykt eller forbudt af deres regeringer, deres ledere blev arresteret, og deres medlemmer blev ofte udsat for systematisk vold fra staten eller fra private styrker. Mange tidlige udgaver af disse bevægelser blev totalt knust.

3. For det tredje gennemgik begge typer bevægelser i de sidste tre årtier af 1800-tallet en parallel serie af store debatter om strategi, som rakte fra dem, hvis perspektiv var ”stats-orienteret”, til dem der så staten som en væsentlig fjende og i stedet lagde vægt på individuel forandring. I den sociale bevægelse førtes debatten mellem marxister og anarkister; i den nationale bevægelse mellem politiske og kulturelle nationalister.

4. Det, der historisk skete i disse debatter – og det er den fjerde overensstemmelse – var, at de, der stod for den ”statsorienterede” position, vandt. Det afgørende argument i begge tilfælde var, at den umiddelbare kilde til reel magt lå i statsapparatet, og at ethvert forsøg på at ignorere dets centrale politiske rolle var dømt til at mislykkes, eftersom staten effektivt ville undertrykke ethvert fremstød for anarkisme eller kulturel nationalisme. I slutningen af 1800-tallet formulerede disse grupper en såkaldt to-fase-strategi: 1) tag først magten i statsapparatet; 2) lav verden om. Dette gjaldt for både de sociale og for de nationale bevægelser.

5. Det femte fællestræk er mindre åbenlyst, men ikke desto mindre reelt. Socialistiske bevægelser brugte ofte nationalistisk retorik i deres argumenter, mens den nationalistiske diskurs ofte havde et socialt indhold. Resultatet var en større udviskning af de to positioner, end deres fortalere nogensinde anderkendte. Det er ofte blevet påpeget, at socialistiske bevægelser i Europa ofte fungerede mere effektivt til at skabe national sammenhængskraft end både konservative og staten selv; og kommunistpartierne, der kom til magten i Kina, Vietnam og Cuba, var åbenlyst nationale befrielsesbevægelser. Det var der to grunde til. For det første tvang mobiliseringsprocessen begge grupper til at forsøge at drage bredere og bredere dele af befolkningen til deres lejr, og en udvidelse af deres retoriske spændvidde hjalp i den henseende. Men for det andet indså lederne af begge bevægelser ofte underbevidst, at de havde en fælles fjende i det eksisterende system – og at de derfor havde mere til fælles med hinanden end deres offentlige erklæringer antydede.

6. Den folkelige mobiliseringsproces, som de to former for bevægelser anvendte, var grundlæggende ret ens. Begge typer startede i de fleste lande som små grupper, der ofte bestod af en håndfuld intellektuelle plus nogle få militante fra andre lag. De, der havde succes, havde det, fordi de ved hjælp af langvarig skoling og organisering var i stand til at sikre en folkelig basis i koncentriske cirkler af militante, sympatisører og passive støtter. Når den ydre cirkel af støtter voksede sig stor nok til, at de militante kunne handle, med Mao Tsetsungs udtryk som fisk, der svømmer i vand, blev bevægelserne alvorlige udfordrere af den politiske magt. Vi bør naturligvis notere os, at grupper der kalder sig ”socialdemokratiske” havde tendens til at vokse sig stærke i verdensøkonomiens kerneområder, mens de, der kaldte sig som nationale befrielsesbevægelser, i almindelighed blomstrede i semiperifære og perifære zoner. Sidstnævnte var også tilfældet for kommunistpartier. Begrundelsen virker åbenlys. Dem i de svagere zoner så, at kampen for lighed var bundet op på deres evne til at vriste kontrollen med statsapparatet fra imperialistiske magter, uanset om disse udøvede direkte eller indirekte kontrol. Dem i kerneområderne var allerede stærke stater. For at gøre fremskridt i deres kamp for lighed måtte de vriste magten fra deres egne dominerende lag. Men præcis fordi disse stater var stærke og velhavende, var opstand en upassende taktik, og disse partier benyttede stemmesedlen.

7. Det syvende fællestræk er, at begge disse bevægelser kæmpede med spændingen mellem ”revolution” og ”reform” som de vigtigste forandringsmetoder. Uendelige diskussioner har drejet sig om denne debat i begge bevægelser – men den viste sig til sidst for begge at bero på en misforståelse af virkeligheden. Revolutionære var i praksis ikke særlig revolutionære og reformister ikke altid reformistiske. Forskellen mellem de to tilgange blev åbenlyst uklar i takt med, at bevægelserne fulgte deres politiske baner. Revolutionære måtte gøre mange indrømmelser for at overleve. Reformister lærte, at hypotetiske legale veje til forandring ofte blev effektivt blokkeret i praksis, og at det krævede magt, eller i det mindste truslen om magt, at bryde gennem forhindringerne. Såkaldt revolutionære bevægelser kom som regel til magten som en konsekvens af, at krige tilintetgjorde de eksisterende myndigheder, det var ikke deres egen undergravende formåen. Som bolsjevikkerne efter sigende konstaterede i Rusland i 1917: ”magten lå og flød i gaderne”. Når de havde installeret sig, søgte bevægelserne at blive ved magten, uanset hvordan de var kommet der; det krævede ofte, at militansen måtte ofres sammen med solidariteten med deres ligesindede i andre lande. Den folkelige støtte til disse bevægelser var i begyndelsen lige stor, uanset om det havde vundet med våben eller stemmesedler – den samme fest i gaderne lykønskede deres magtovertagelse efter en lang periode med kamp.

8. Endelig havde begge bevægelser et problem med at implementere to-fase-strategien. Så snart ”fase et” var fuldført, og de var kommet til magten, forventede deres tilhængere, at de fuldførte fase to: at forandre verden. Hvad de opdagede, hvis de ikke allerede vidste det, var, at statsmagten var mere begrænset, end de havde troet. Hver stat var begrænset af at være del af et mellemstatsligt system, i hvilket ingen nations suverænitet var absolut. Jo længere de blev på posten, jo mere syntes de at udsætte realiseringen af deres løfter; en militant mobiliserende bevægelses kadrer blev til funktionærer i et magthavende parti. Deres sociale position forandredes og ligeledes gjorde uundgåeligt deres individuelle psykologi. Det, der i Sovjetunionen var kendt som nomenklaturet, lod til at opstå i en eller anden form i enhver stat, hvor en bevægelse overtog kontrollen – det vil sige en privilegeret kaste af højere embedsmænd med mere magt og mere velstand end resten af befolkningen. Samtidig blev den almindelige arbejder henvist til at slide endnu hårdere og ofre endnu mere i den nationale udviklings navn. Den militante faglige taktik, der havde været central i den sociale bevægelse, blev ”kontrarevolutionær”, frarådet på det kraftigste og som regel undertrykt, når bevægelsen var kommet til magten.

En analyse af verdenssituationen efter 1960’erne afslører, at disse to slags bevægelser lignede hinanden mere end nogensinde. I de fleste lande havde de gennemført ”fase et” i to-fase-strategien og var kommet til magten stort set alle vegne. Kommunistpartier herskede over en tredjedel af verden, fra Elben til Yalu; nationale befrielsesbevægelser dannede regering i Asien og Afrika, populistiske bevægelser i Latinamerika og socialdemokratiske bevægelser, eller deres slægtninge, i størstedelen af den pan-europæiske verden, i det mindste med jævne mellemrum. De havde imidlertid ikke lavet verden om.

1968 og efter

Det var en kombination af disse faktorer, som dannede baggrund for et principielt træk ved verdensrevolutionen i 1968. De revolutionære havde forskellige lokale krav, men delte to grundlæggende argumenter næsten alle vejne. Først og fremmest modsatte de sig både USA’s hegemoni og Sovjetunionens hemmelige indforståethed med dette hegemoni. For det andet fordømte de Det Gamle Venstre for ”ikke at være en løsningen, men en del af problemet”. Dette andet fællestræk voksede frem af de folkelige støtters massive desillusionering over de traditionelle anti-system-bevægelsers faktiske opførsel, når de kom til magten. I disse lande blev der gennemført en række reformer – som regel blev uddannelse og sundhedsinstitutioner forbedret, og der blev indført beskæftigelsesgaranti. Men der blev ved med at findes markant ulighed. Fremmedgørende lønarbejde var ikke forsvundet; tværtimod var dets andel af den samlede arbejdsaktivitet vokset. Der var en lille eller ingen udvidelse af reel demokratiske deltagelse, enten på regeringsplan eller på arbejdspladsen – men ofte var det modsat. På internationalt plan blev disse lande oftest ved med at spille en rolle i verdenssystemet meget lig den de havde spillet før. Således havde Cuba været en sukkereksporterende økonomi før revolutionen og forblev en sådan bagefter, i hvert fald indtil Sovjetunionens forsvinden. Kort sagt havde for lidt forandret sig. Trængslerne var måske forandret sig en smule, men de var ligeså virkelige og lige så udbredte. Disse landes befolkninger blev opfordret til at være tålmodige af de magthavende bevægelser, for historien var på deres side. Men tålmodigheden blev brugt op.

Konklusionen, som verdens befolkninger drog af de klassiske, nu magthavende anti-system-bevægelsers præstationer, var negativ. De ophørte med at tro på, at disse partier kunne frembringe en storslået fremtid eller en mere lige verden, og de gav dem ikke længere deres legitimation; og idet de tabte tilliden til bevægelserne, trak de også deres tro på staten som forandringsmekanisme tilbage. Det betød ikke, at store dele af befolkningen ikke længere ville stemme på sådanne partier ved valg; men det var blevet en defensiv stemme, på de mindst ringe, ikke en bekræftelse af ideologi eller forventninger.

Fra maoisme til Porto Alegre

Siden 1968 har der været en stadig søgen efter en bedre form for anti-system-bevægelse – en der faktisk kunne føre til en mere demokratisk, lige verden. Der har været fire forskellige slags forsøg på dette, hvoraf nogle stadig fortsætter. Det første var opblomstringen af de mange maoismer. Fra 1960’erne til omkring midten af 1970’erne opstod der et stort antal forskellige, konkurrerende bevægelser – som regel små, men nogen gange imponerende store – som kaldte sig maoistiske, hvorved de mente, at de på en eller anden måde var inspireret af Kulturrevolutionens eksempel i Kina. Dybest set argumenterede de for, at Det Gamle Venstre havde fejlet fordi, det ikke prædikede revolutionens rene lære, som de nu selv fremførte. Men disse bevægelser løb alle ud i sandet af to grunde. For det første skændtes de forbitret med hinanden om, hvad den rene lære var, og blev derfor lynhurtigt bittesmå, isolerede, sekteriske grupper. Eller hvis de var store, som i Indien, udviklede de sig til nyere versioner af Gamle Venstre-bevægelser. For det andet, og mere grundlæggende, desintegrerede maoismen i Kina med Mao Tsetsungs død, og deres inspirationskilde forsvandt. I dag eksisterer der ingen af den slags bevægelser af betydning.

En anden, mere varig udgave af de, der hævder anti-systemisk status, var de nye sociale bevægelser – de grønne og andre miljøforkæmpere, feminister, kampagnerne for racemæssige og etniske ”minoriteter”, som de sorte i USA eller beurs i Frankrig. Disse bevægelser påberåbte sig en lang historie, men de blev i virkeligheden først væsentlige i 1970’erne eller genopstod på det tidspunkt i en ny og mere radikal form. De var stærkere i den pan-europæiske verden end i andre dele af verdenssystemet. Deres fællestræk lå først og fremmest i deres afvisning af Det Gamle Venstres to-fase-strategi, dets indre hierarkier og dets prioriteringer – ideen om at kvinder, ”minoriteter” og miljøet var sekundære og burde behandles ”efter revolutionen”. Og for det andet var de dybt skeptiske overfor staten og statsorienterede strategier.

I 1980’erne var alle disse nye bevægelser blevet delt internt mellem det, de tyske Grønne kaldte fundis og realos [”fundamentalister” og ”realister”, red.]. Dette viste sig at være en genopførelse af ”reformister versus revolutionære”-debatten fra begyndelsen af det tyvende århundrede. Resultatet var, at fundis-erne tabte i alle sager og mere eller mindre forsvandt. De sejrrige realos fik i stigende grad udseende af en art socialdemokratisk parti, der ikke var særlig forskellig fra den klassiske variant, dog med mere retorik om økologi, sexisme, racisme eller alle tre elementer. I dag er disse bevægelser stadig betydningsfulde i visse lande, men de virker ikke mere anti-systemiske end det Gamle Venstre – især fordi Det Gamle Venstres eneste lære af 1968 var, at de også måtte inkorporere bekymring om økologi, køn, seksualitet og racisme i deres programmatiske erklæringer.

En tredje type, der påkalder sig anti-systemisk status, har været menneskerettighedsorganisationerne. Naturligvis fandtes nogle, som Amnesty International, før 1968, men de blev generelt først en politisk kraft i 1980’erne, hvor de blev hjulpet af Præsident Carters optagelse af menneskerettighedsterminologi i sin håndtering af Mellemamerika og underskrivelsen af Helsinki-aftalen i 1975 om de kommunistiske stater i Øst- og Centraleuropa. Begge gav Establishment-legitimitet til det store antal organisationer, der nu beskæftigede sig med borgerrettigheder. I 1990’erne førte mediernes fokus på etnisk udrensning i især Rwanda og på Balkan til markant offentlig diskussion om disse emner.

Menneskerettighedsorganisationerne hævdede at tale i ”civilsamfundets” navn. Betegnelsen antyder strategien: civilsamfundet er per definition ikke staten. Begrebet trækker på en 1800-tals-distinktion mellem le pays légal og le pays réel – mellem de der har magt, og de der repræsenterer folkelige synspunkter – og stiller spørgsmålet: hvordan kan civilsamfundet udfylde hullet mellem det selv og staten? Hvordan kan det komme til at kontrollere staten eller få den til at afspejle dets værdier? Distinktionen synes at antage, at staten for tiden er kontrolleret af små privilegerede grupper, hvorimod ”civilsamfundet” består af den oplyste befolkning.

Disse organisationer har haft den gennemslagskraft, at de har fået nogle stater – måske alle – til at styre deres politik i retning af varetagelse af menneskerettigheder. Men i processen er organisationerne i stigende grad blevet staternes vedhæng snarere end deres modstandere, og de virker overordnet set ikke særlig antisystemiske. De er blevet NGO’er, som befinder sig i kerneområder, men søger at implementere deres politik i periferien, hvor de ofte opfattes som agenter for deres hjemstater snarere end disses kritikere. Under alle omstændigheder har disse organisationer sjældent mobiliseret masse-opbakning. De satser snarere på at udnytte den magt og position, som deres elite-medlemmer besidder i centret.

Den fjerde og seneste variant har været de såkaldte anti-globaliseringsbevægelser – en betegnelse, der i højere grad benyttes af disse bevægelsers modstandere end af dem selv. Mediernes brug af betegnelsen rækker ikke meget længere tilbage end dækningen af protesterne ved WTO-mødet i Seattle i 1999. Selvfølgelig var ”globalisering” blevet en vigtig del af retorikken hos de neoliberale fortalere for fri handel med varer og kapital i løbet af 1990’erne. Mediernes fokus var på Verdens Økonomiske Forum i Davos, og den institutionelle implementering skete gennem ”the Washington Consensus”, IMF’s politik og styrkelsen af WTO. Seattle var ment som en nøglebegivenhed i udvidelsen af WTO’s rolle, og de bemærkelsesværdige protester, som faktisk forstyrrede afholdelsen af mødet, tog mange på sengen. Demonstranterne omfattede mange nordamerikanere fra Det Gamle Venstre, fagforeninger, nye bevægelser og anarkistiske grupper. Alene det, at AFL-CIO [det nordamerikanske fagforbund, red.] var indstillet på at være på samme side som miljøgrupper i så militant en aktion, var noget nyt, især i USA.

Efter Seattle førte den kontinuerlige serie af demonstrationer mod mellemstatslige møder, som var inspireret af den neoliberale dagsorden, til dannelsen af Verdens Sociale Forum, hvis første møder er blevet holdt i Porto Alegre; det andet, i 2002, tiltrak over 50.000 delegerede fra over tusind organisationer [i 2003 samledes over 100.000, red.]. Siden da har der været en række regionale møder som forberedelse til VSF 2003.

Denne nye fordrer af rollen som anti-systemisk bevægelse har forholdsvis andre karakteristika end de tidligere forsøg. For det første søger VSF at forene alle de tidligere typer – Det Gamle Venstre, nye bevægelser, menneskerettighedsgrupper og andre, som ikke let lader sig placere i disse kategorier – og inkluderer grupper, som er organiseret på strengt lokale, regionale nationale og transnationale måder. Grundlaget for deltagelse er et fælles mål – kamp mod de sociale dårligdomme, der er en konsekvens af neoliberalismen – og en fælles respekt for hinandens prioriteringer. Meget vigtigt forsøger VSF at forene bevægelser fra Nord og Syd indenfor en enkelt ramme. Det eneste slogan er, indtil videre, ”En anden verden er mulig”. Og mærkligere endnu søger VSF at gøre det uden at skabe en overordnet struktur. For øjeblikket har det kun en international koordinerende kommite med omkring 50 personer, der repræsenterer en mangfoldighed af bevægelser og geografiske lokaliteter.

Selvom der har været en vis mumlen fra Det Gamle Venstre om, at VSF er en reformistisk facade, har klagerne indtil videre været ret minimale. Mumlerne sætter spørgsmålstegn; de fordømmer ikke endnu. Det er selvfølgelig bredt anerkendt, at graden af succes bygger på en negativ afvisning af neoliberalismen, som ideologi og institutionel praksis. Mange har argumenteret for, at det er afgørende for VSF at begynde at fremføre et klarere, mere positivt program. Om det kan gøre det og fastholde niveauet af enhed og fraværet af en overordnet (uundgåeligt hierarkisk) struktur er det store spørgsmål i det næste årti.

En forandringsperiode

Hvis, som jeg har argumenteret for andetsteds, det moderne verdenssystem er i en strukturel krise, og vi er trådt ind i en ”forandringens tidsalder” – en periode med forgrening og kaos – så er det klart, at de emner, der konfronterer anti-system-bevægelser, stiller sig an på en meget anderledes måde end dem fra det nittende og det meste af det tyvende århundrede. Den to-fasede, statsorienterede strategi er blevet irrelevant, hvilket forklarer det ubehag, de fleste eksisterende arvtagere fra de tidlige antisytem-bevægelser har ved at skulle præsentere langsigtede eller umiddelbare politiske mål. De få, som forsøger, mødes af skepsis fra de tilhængere, de håber at få, eller, værre, af ligegyldighed.

En sådan forandringsperiode har to karakteristika, som dominerer selve ideen om en antisystem-bevægelse. Det første er, at magthaverne ikke længere vil forsøge at bevare det eksisterende system (dømt som det er til selvødelæggelse); snarere vil de forsøge at sikre, at forandringen fører til skabelsen af et nyt system, der vil kopiere de værste træk ved det eksisterende – dets hierarki, privilegier og ulighed. De bruger måske endnu ikke sprog, som afspejler de eksisterende strukturers bortgang, men de iværksætter en strategi, som bygger på sådanne antagelser. Deres lejr er selvfølgelig ikke forenet, som det ses af konflikten mellem de såkaldte centrum-højre ”traditionalister” og de ekstremt højreorienterede militaristiske høge. Men de arbejder hårdt for at skabe grundlag for forandringer, som ikke vil være forandringer, men et nyt system der er lige så slemt som – eller værre end – det nuværende. Det andet grundlæggende karakteristika er, at en forandringsperiode kendetegnes af dyb usikkerhed, hvor det er umuligt at vide, hvad resultatet vil blive. Historien er ikke på nogens side. Vi kan alle påvirke fremtiden, men vi kan ikke vide, hvordan andre vil handle for også at påvirke den. VSF’s grundlæggende ramme afspejler dette dilemma og understreger det.

Strategiske overvejelser

En strategi i forandringsperioden bør derfor indeholde fire elementer – som alle er lettere sagt end gjort. Det første er en konstant, åben diskussionsproces omkring forandringen og det endemål, vi håber på. Dette har aldrig været let, og de historiske anti-system-bevægelser var aldrig gode til det. Men atmosfæren er gunstigere i dag, end den nogensinde har været, og opgaven er presserende og absolut nødvendig – og understreger de intellektuelles rolle i denne situation. VSF’s struktur tilskynder denne debat; vi får se, om det er i stand til at bevare åbenheden.

Det andet element bør være selvindlysende: en anti-system-bevægelse må ikke nedprioritere kortsigtede defensive tiltag, inklusive valghandlinger. Verdens befolkninger lever i nutiden, og deres umiddelbare behov må nødvendigvis have opmærksomhed. Enhver bevægelse, som negligerer dem, er dømt til at miste den vidstrakte passive støtte, som er afgørende for dens succes på lang sigt. Men motivet til og retfærdiggørelsen af defensive handlinger bør ikke være at redde et system, der er en fiasko, men snarere at forebygge dets negative effekter fra at blive værre på kort sigt. Dette er ret forskelligt psykologisk og politisk.

Det tredje element er etableringen af midlertidige, mellem-distance-mål, som ser ud til at pege i den rigtige retning. Jeg tror, at et af de mest brugbare – substantielt, politisk, psykologisk – er forsøget på at bevæge sig i retning af afkommercialisering [decommodification]. På udvalgte områder, men i stadig mere udbredt grad. Vi konfronteres i dag med en syndflod af neoliberale forsøg på at kommercialisere det, der hidtil sjældent eller aldrig er blevet opfattet som egnet til privat salg – menneskekroppen, vand, hospitaler. Vi må ikke bare vende os herimod, men bevæge os i den anden retning. Industrier, og især pressede industrier, bør afkommercialiseres. Dette betyder ikke, at de bør ”nationaliseres” – hvilket oftests bare er en anden form for kommercialisering. Det betyder, at vi må skabe strukturer, som opererer inden for markedet, hvis mål er at fungere og overleve i stedet for profit. Dette er muligt, som vi ved fra universiteternes og hospitalernes historie. Hvorfor er en sådan logik umulig for de stålfabrikker, der trues med udflytning?

Endelig må vi udvikle den egentlige mening med vores langsigtede mål, som jeg antager at være en verden, der er relativt demokratisk og relativt lige. Jeg siger ”relativt” fordi, det er realistisk. Der vil altid være kløfter – men der er ingen grund til, at de skal være brede, dybe eller arvelige. Er det det, der tidligere blev kaldt socialisme eller endda kommunisme? Måske, men måske ikke. Det bringer os tilbage til debatemnet. Vi må holde op med at forudindtage, hvordan det bedre (ikke det perfekte) samfund vil være. Vi må diskutere det, skitsere det og eksperimentere med alternative strukturer for at virkeliggøre det. Og vi må gøre det, mens vi udfører de første tre dele af vores program for en kaotisk verden i system-forandring. Og hvis dette program er utilstrækkeligt, og det er det formentlig, så bør denne utilstrækkelighed være en del af den debat, som er programmets første punkt.

Artiklen blev første gang offentliggjort i New Left Review 18, November-December 2002.

Oversat af Anders Hassing