Fra 1970 til i dag er mere end 40.000 arbejdspladser lukket ned – og tekstilarbejderforbundet, der dengang var et mægtigt forbund med ca. 50.000 medlemmer er skrumpet til omkring 10.000, som nu befinder sig i SID.

Allerede sidst i 1960´erne begyndte udflytningen af arbejdspladser til de (løn)billigere lande. Men først måtte syerskerne igennem en periode med amerikanske ”tidsstudier”, som fik sat tempoet så voldsomt i vejret at mange af dem endte med livslange skader, som der næsten aldrig var erstatning for. Derefter kom udflytningerne, først til Polen og Portugal, så Ukraine og Hviderusland og senere Afrika og Mellemamerika. Og sådan fortsætter det i dag.

Verdens syersker – helt overvejende kvinder – er elendigt betalt, har næsten ingen rettigheder, sikkerhed og faglig viden, og på de elendigste fabrikker, som findes i Afrika (Lesotho) og Mellemamerika (Nicaragua) arbejdes der nogle steder 60-90 timer om ugen. Til timelønninger på 3-4 kroner. Der spises og soves på fabriksgulvet – og i nogle af fabrikslokalerne er der 35 graders varme om sommeren. Ti om vinteren.

Det er globalisering, så det klodser. Og det har Mellemfolkeligt samvirke og SID sammen lavet en bog om: ”Ret eller vrang for jordens syersker”. Den er spækket med oplysninger og case-stories, og den er herligt rig på billedtekster og billeder. Det afstedkommer en slags informationsmylder, men det kan alligevel betale sig at læse den (ikke nødvendigvis fra ende til anden. Den kan ligeså godt læses på kryds og tværs). Den har gode historiske tilbageblik på verdens tekstilindustri.

Det var altså denne industri, der blev en af prøvekludene for den nu så udbredte globalisering, som stadig vokser og spredes. Den mere og mere frisatte multinationale kapital søger altid efter nye og billigere steder, og når der er ved at komme hold på arbejdsforhold og lønninger eet sted, så er det hurtigt til det næste. Taiwans tekstilfirmaer er blandt de mest frygtede af dem, som køber arbejdskraft over grænserne.

Tekstilindustrien var altså en af de første industrier, der mærkede globaliseringen, og det var den, fordi den ikke kræver megen faglig oplæring eller dyrt produktionsapparat. Så følger de andre brancher efter som vildgæs, der trækker. Men det er værd at bemærke, at tekstilindustrien som sådan ikke nedlagt i den rige del af verden – Danmark medregnet. Det er bare blevet sådan, at firmaerne er ændret fra produktionssteder til en slags ”handelshuse”. Det organiseres fra et af de rige lande, som sender konsulenter ud for at finde egnede produktionssteder – og så udbydes produkterne ellers over internettet i licitation. Det går hurtigt, og deri ligger en del af fortjenesten.

Tekstilndustrien indbringer i dag Danmark omkring 22 milliarder kroner, og den er fordoblet på ti år. Og dette vel at mærke uden at vi har ret mange syersker. De sidder i Letland og Ukraine og endnu længere væk. Den merværdiskabende arbejdskraft er bare flyttet længere væk.

Et eksempel på sådan et handelshus er firmaet Bestseller, som har hovedsæde i Brande. De producerer og sælger tøj som Jack&Jones og Vero Moda, og de får det hele syet i de (løn)billige lande. Det er et stort firma, men det er ikke på børsen, og det er således svært at kontrollere det, når de siger, de har et sæt ”etiske regler.” Den slags handler sædvanligvis om børnearbejde, forurening osv, men ingen har rigtig indsigt i det.

Det er denne komplicerede og krævende virkelighed fagforeningerne står overfor i dag. De har valgt at bruge tid og penge på at arbejde fagligt de steder, hvor deres arbejdspladser så at sige er flyttet hen – for at lære den tredje verdens syersker om fagligt arbejde, sikkerhedsregler og lønpolitik. De udveksler tillidsfolk hen over grænserne, og de har fælles projekter med Danida, som sigter på at få indført en slags fælles arbejdsstrategi tværs over grænserne. De arbejder for at ILO, den internationale arbejdsorganisation, skal få muligheder for at gennemføre ordnede forhold og retningslinjer for lønarbejdet.

Det er en hæderværdig opgave – og man kan sagtens forestille sig, hvor svært det må være at fortælle unge, ikke-fagligt opdragede medlemmer til at forstå, at en del af deres fagforeningskontingent skal gå til at lave fagligt arbejde på den anden side af jorden – sammen med dem, som fik de arbejdspladser, de selv blev smidt ud fra.

Men der er ingen vej udenom – globaliseringen findes på mange planer, og det er stadig storkapitalens plan, der sætter farten. Bogen anbefales!

Heldgaard, Ravn, Nørgaard og Skafte: Ret og Vrang for Jordens Syersker. 148 illustrerede sider. Udgivet af mellemfolkeligt Samvirke og SID.