Jeg kan huske den dag i 1999, hvor jeg sad på sprogskole i København, og nogle kammerater spurgte mig, hvad jeg syntes om det, der var sket i USA på den der high school. Jeg havde ikke hørt om det endnu, men jeg var heller ikke særlig overrasket eller påvirket – den slags sker ret ofte i USA, sagde jeg bare. Da jeg senere fandt ud af, at det var sket ca. 5 km fra der, hvor jeg kommer fra, i en skole jeg har været i adskillige gange, var reaktionen en helt anden. Det er nok velkendt – 100.000 døde i Afrika fremkalder et ”suk, og hvor er det forfærdeligt”, men hvis bageren er død, er man helt rørt inderst inde.

Derfor gik jeg inde i biografen med en del frygt for, at det ville blive for meget at skulle se op på lærredet. Men så vidste jeg også, at det var Michael Moore, der stod bag filmen.

Michael Moores navn blev slået fast først i 90’erne med filmen ”Roger and Me”, en dokumentar hvor Moore gør alt for at komme i kontakt og få et interview med direktøren af General Motors, efter at GM havde nedlagt en kæmpe fabrik i Moores hjemby, Flint, Michigan. Med en helt fantastisk sans for det absurde i det tragiske laver Michael Moore dokumentarfilm (og TV-programmer), der er hylende morsomme samtidig med, at man får lige så meget lyst til at græde som at grine.

Bowling for Columbine kan roligt siges at være et dokumentarisk mesterværk. Filmen var den første dokumentar, der nogensinde blev medtaget i hovedkonkurrencen på Cannes, hvor den fik både publikumsprisen og en særlig pris, der blev opfundet til den (da de gyldne palmer skulle gives til en fiktionsfilm).

Moore klipper sine egne interview, hvori han optræder som en harmløs og nysgerrig mand, med historiske klip af alt fra gamle Hollywood-westerns til den sorte amerikanske komiker Chris Rock. Moores spørgsmål rammer næsten altid plet, godt hjulpet af genial iscenesættelse. For eksempel når Moore rejser et par tusind kilometer til K-Marts firmahovedsæde sammen med to overlevende skudofre fra Columbine for at snakke med direktøren. Kuglerne, som blev brugt af de to studerende Erik Harris og Dylan Klebold til at dræbe 13 andre og dem selv i Columbine, blev købt i K-mart til ca. 1 krone stykket. Moore og de to studerende prøver først at høre, om de kan returnere de kugler, der stadig sidder i de to drenges kroppe. Sagen afsluttes med en stor sejr imod giganten K-Mart.

Titlen ”Bowling for Columbine” refererer til, at det sidste, de to drenge lavede, inden de begik massakren, var at tage til bowling kl. 7 om morgenen. Moore spørger, om man ikke lige så godt kunne sige, det var bowlings skyld, at det var sket, som man kunne lægge skylden på Marilyn Manson (eller noget som helst andet)? Manson optræder i et interview, der bliver til endnu et eksempel på det komiske element i kontrasten mellem den tilsyneladende bonderøv Moore og de personer, han interviewer. Andre fantastiske interview med broderen til en af Oklahoma City-bombemændene og Charelton Heston bør også nævnes her.

Budskaberne er ikke nødvendigvis nye eller ukendte, men ligesom en musiker, der laver noget helt originalt og fantastisk ud af velkendte elementer, vil filmen ikke virke som en ”broken record” fra en 70’er demo.

Dele af filmen er ekstremt hårde at se på (især de tre-fire minutter af billeder fra overvågningskameraerne på Columbine der spilles sammen med optagelser af nødhjælpsopkald). Men andet ville jeg ikke forvente fra Moore – han er

interesseret i ”the ugly truth”, lige meget hvor grimt det må være. Og i USA’s tilfælde er det ofte meget grimt.

Men jeg kan også se nogle farer ved filmen. Når Moore lufter USA’s vasketøj overfor hele verden, kan det være meget nemt at være forarget og grine af de dumme amerikanere. På den måde kunne man frygte, at danskere og andre vil fristes til at føle mindre ansvar for verdens tilstand. Der er ingen tvivl om, at USA er verdens supermagt og har en helvedes masse blod på hænderne, men en syndebukke-reaktion nytter ingenting. Jeg vover at gætte, at det er ikke det, Michael Moore forsøger at opnå med filmen.

Og det er det, der gøre Michael Moores film så fantastisk – han giver publikum selv lov til at vælge, hvad de vil bruge filmen til, i stedet for at gøre den helt pedantisk. I sidste ende giver Bowling for Columbine, som al god kunst, plads til eftertanke.