EU-topmødet endte i forventelig eufori, og statsminister Anders Fogh Rasmussen fik 13-tal efter 13-tal af de danske medier og hos en lang række af sine europæiske kolleger. EU-modstanderne og de max. 15.000 antiglobaliseringsaktivister fra mange forskellige grupperinger og bevægelser over hele verden tabte.

Dette faktum må enhver demonstrant tage til selvkritisk og selvransagende efterretning i stedet for at kappes om at udråbe modstanden som en "succes" – og jeg skal derfor vende tilbage til det afslutningsvist.

Samtidig må det løbe enhver demonstrant koldt ned ad ryggen at have erfaret, hvor bagatelliserende pressen gang på gang har været over for politiets uacceptable fremfærd. Chefpolitiinspektør Kai Vittrup lagde ellers ud med at signalere en anderledes dæmpet og imødekommende linje fra politiets side end den, man har set den ved tidligere topmøder verden over, og en række møder mellem politiet og demonstrationsarrangørerne endte med enighed om visse spilleregler, hvor begge sider tilsyneladende i nogen grad gav sig.

Men ikke så snart nærmede topmødet sig, før vilkårlige arrestationer tog fat uden skyggen af anledning, og under demonstrationer brød politiet indgåede aftaler, mens civile urobetjente ved flere lejligheder opførte sig yderst provokerende.

På Vesterbro efterfulgte en overdimensioneret hær på mellem 25 og 30 pansrede mandskabsvogne en lille anarkistisk demonstration, der endvidere blev omringet af en hær af kampklædte betjente langs hele ruten, og i et uhørt anfald af brutalitet blev en kvindelig demonstrant slæbt bort af talstærke betjente. Hvorfor? Tilsyneladende var en plasticflaske blevet kastet, men anledningen var den tåbelige, at der skulle statueres et eksempel i forhold til en krakilsk håndhævelse af maskeringsforbuddet.

Trist, men måske sigende, at Kai Vittrup, der i flere tilfælde før topmødet har reageret fleksibelt og ifølge rygterne sågar kaldes "Røde Kai" i egne rækker, ikke formåede at holde autonome politifolks provokationer væk fra demonstrationerne.

Vittrups oprindelige intentioner til trods er den slags med til at skabe grobund for fremtidige konfrontationer, når demonstranter oplever at blive kapslet inde i mure af kampuniformerede betjente og samtidig blive infiltreret af civile betjente, der er maskerede(!), og efter sigende i ét tilfælde tilmed opførte sig så provokerende, at politiet kom til at arrestere en civil betjent.

Hele miseren kronedes af Mellemfolkeligt Samvirkes uforbeholdne skamros til Kai Vittrup, som de på eget initiativ og uden at informere Initiativet for et andet Europa inviterede med til et fælles pressemøde, der bl.a. skulle have handlet om politiets provokationer og aftalebrud, men dermed i stedet fik det stik modsatte indhold!

Mellemfolkeligt Samvirke bidrog således til den kollektive farce, der i forvejen dominerede den ugebladsagtige dækning af topmødet fra især DR’s og TV2’s side. Her blev EUs udvidelse fejret med storsmilende indsigt i statsledernes overdådige menuer og Bellacentrets blomsterarrangementer under en stemning, som havde Danmark just vundet VM i fodbold og håndbold samt et årtis finaler i Melodi Grand Prix på én gang – den taktløse selvoptagethed blev cementeret i grænseløs, euforisk selvros. Én ting er, at statslederne selv fører sig frem som paver, noget andet at journalister glædestrålende spiller med.

Det er den slags, som får en til at spekulere over, om journalisterne monstro bare én gang har overvejet baggrunden for kynismen i f.eks. landsbrugsstøtten, der giver EU-køer et større økonomisk dagstilskud, end et uhyggeligt antal millioner mennesker må leve for i den tredje verden?

Dækningen var præget af utilslørede hånlige bemærkninger, især på TV2, om Polen, der forsøgte at "trække flere penge ud af EU", udtalt forargelse over tyrkernes forståelige harme over at blive spist af med en sludder for en sladder af det danske EU-formandskab, og en helt igennem forvrøvlet dækning af det store fakkeltog mod racisme, der var med til at forlene hele mediecirkusset med en uvirkelighedsfornemmelse, som var TV-stationerne Foghs forlængede PR-apparat.

Men intet af dette kan skjule den konklusion, at danskerne dybest set er helt og aldeles hamrende ligeglade med nogle få tusinde demonstranters bannere og slagsange.

Selv i koncentreret form var den aktivistiske mobilisering en dråbe i havet, og nok så megen insisteren på at kæmpe for folket, ja, en hel demonstration med titlen "folkemøde", kunne ikke skjule det faktum, at det var alt andet end "folkets" stemme, som kom til udtryk blandt demonstranterne.

"Folket" er ud fra enhver nøgtern vurdering i altovervejende grad på Foghs og de øvrige EU-lederes side i denne sag – og hvor de ikke er på statsministerens side, så er de dog i hvert fald ikke på demonstranternes side. Kun ca. 15.000 bevægede sig ud på gaderne i protest, og en stor del af dem var tilrejsende fra udlandet, så det var næppe meget mere end Tordenskjolds Soldater, der demonstrerede i København hin historiske weekend ... Nej, danskerne vendte ryggen til aktivisterne, så det kunne ses og mærkes.

Demonstranterne tabte topmødeweekenden – ingen havde naturligvis regnet med andet, men nederlaget var tilpas eklatant til, at der pinedød må findes andre og nye veje til at trænge gennem den polstrede mediemaskine, og at selvransagelsen som minimum fører til en afskaffelse af den selvindbildske tro på egen "folkelighed", som trives i en del kredse. Endvidere må det føre til en uundgåelig erkendelse af, at aktivisternes modstand var alt andet end en "succes", selv om man i pressemeddelelse efter pressemeddelelse har forsøgt at give sig selv dette indtryk.

Jeg er ked af at spolere festen og den gode succes-stemning, som alle hånde bevægelser tilsyneladende er enige om at bekræfte sig selv og hinanden i, men man kan f.eks. ikke udråbe det til en "succes", at der var 1.000 besøgende om dagen til det alternative topmøde på Holmen og samtidig forvente at blive taget alvorligt. I al respekt for de mange gode mennesker, som gjorde det muligt – let’s face it: Det var en utvetydig, dundrende, åbenlys fiasko. At kalde det et "folkeligt" topmøde er i bedste fald ufrivilligt komisk.

Skal en større del af offentligheden overhovedet lytte til aktivister, der ønsker en humanistisk verdensorden, så må den selvmodsigende folke-retorik skrottes 100 procent, og nederlagets realiteter ses i øjnene i stedet for al denne grundløse jubel.

Strategier må evalueres og genovervejes.

Jeg tror, der bliver brug for langt flere Globale Rødder, for hvem det ikke-voldelige aktionsgrundlag ikke hindrer, at man både kan og tør flytte grænserne for den civile ulydighed endnu længere ind på magtens domæne. Der bliver brug for mere kunst som kunstneren Jens Galschiøts spektakulære omdannelse af Rådhuspladsen til et visionært inferno. Der bliver brug for at mobilisere og promovere en hær af skarpe, offensive kulturpersonligheder, eksperter og samfundsdebattører, hvis det er muligt, f.eks. Klaus Rifbjerg, Niels I Meyer, Jan Sonnergaard, Leif Bork Hansen, Jacob Holdt, Niels Hausgaard m.fl. Der bliver brug for en særlig målrettet indsats og en udstrakt hånd for at få etniske og religiøse minoriteter mobiliseret og deres organisationer inddraget i alle aktiviteter, hvor som helst det er ladsiggørligt. Der bliver brug for et sammenhold, som undgår overdreven selvjustits, der fortegner demonstranterne og aktivisterne i to klasser af "gode" og "onde".

Men jeg tror, at der først og fremmest bliver brug for at se i øjnene, at trods tusinder af behjertede mennesker og spraglede og flotte påfund, trods god stemning og en enorm indsats fra organisatorer i umulige situationer såsom ikke mindst uundværlige Knud Holt Nielsen, så bør topmødeweekendens demonstranter og aktivister erkende nederlaget fuldt ud og selvkritisk evaluere strategierne.

I håb om hermed at have leveret et første lille oplæg, der kan inspirere (eller provokere) til en nødvendig debat.