Efterspillet til det nys overståede topmøde tegner sig mere og mere pinagtigt for det danske politi.

Midt i al rosen for det relativt rolige forløb, som i medierne i høj grad tilskrives politiets indsats, må politiledelsen forholde sig til dokumenterede eksempler på civilbetjente, der bekræfter demonstranters påstande om, at den fredelige afvikling skete på trods af politiets indsats.

Chefpolitiinspektør Kai Vittrup har måttet erkende, at politiet bevisligt ikke alene har brudt løfter til demonstranter, hvilket får den lovsungne dialog mellem politi og aktivister til at klinge hult, men tilmed har overtrådt straffelovens forbud mod at bære maskering ved demonstrationer. Samtidig kan det diskuteres, om ikke civilbetjente, som på demonstranters vegne søger at opnå konfrontation med ordensmagten, kvalificerer til betegnelsen politiagenter, der er forbudt ifølge dansk lovgivning.

Men hvad ligger der bag? Det ved vi ikke ret meget om. Endnu, i hvert fald.

Forskning i politiets rolle i optøjer og voldelige konfrontationer er ligesom kriminologi ikke noget særlig stort eller særlig højt estimeret felt. Og politikeres rituelle og betingelsesløse opbakning til korpset efter den slags begivenheder er da heller ikke noget, der signalerer store forskningsbevillinger.

Men lidt findes der dog. I starten af halvfjerdserne gennemførte den amerikanske sociolog Rodney Stark (1972) et forskningsprojekt ovenpå en række brutale myndighedshåndteringer af studenter- og borgerretsprotester. Med alle forbehold for afstanden i tid og rum ligger der konklusioner i undersøgelsen, som vækker til eftertanke, også når man betragter begivenhederne ved topmødet i København. Undersøgelsen koncentrerede sig bl.a. om betjentenes baggrund og så på, om det var bestemte typer betjente, der blev involveret i ”police riots”, optøjer hvor grupper af betjente behandlede demonstranter særdeles voldeligt.

De almindelige forestillinger om den slags situationer spaltede sig i to. Politietaten og den pæne offentlighed forklarede betjentenes ageren med henvisning til brodne kar i korpset; enkelte afvigere handlede langt uden for deres beføjelser, og når disse var blevet irettesat eller i grove tilfælde suspenderet, ja, så var den potte sådan set ude, og man kunne fortsætte med business as usual. På den anden side stod de protesterende, dem det gik ud over. Her trivedes en ganske anden opfattelse, nemlig den såkaldte ”fascist pigs”-teori. Ifølge den tiltrak politi-jobbet en bestemt type autoritære personligheder med stærkt højreorienterede synspunkter. Korpset bestod med andre ord af fascister, som man måtte forholde sig til derefter.

Gennem bl.a. statistiske undersøgelser, hvor betjentene blev sammenlignet med den amerikanske normalbefolkning, kunne undersøgelsen fastslå, at disse to grupper i høj grad stemte overens. Der var altså ikke tale om en specielt fascistoid rekruttering til politi-gerningen. Men samtidig måtte forestillingen om brodne kar også manes i jorden. Det var generelt ikke muligt at udgrænse en bestemt type betjent, som handlede med overdreven vold i demonstrationer. Rodney Stark konkluderede, at årsagen i stedet skal findes i politiets uddannelse og den opgave, de sættes til at varetage.

De voldsomme begivenheder udløstes af en blanding af bevidste direktiver fra oven (tilrettelæggelse af uddannelse, det at håndtere protester med politi) og bestemte samfundsmæssige betingelser (magtforhold og opfattelsen af protestbevægelser som farlige kriminelle).

Der er naturligvis grænser for sammenligningens berettigelse. Danske betjente lærer utvivlsomt ikke de samme bissetricks i officielle lærebøger, som de amerikanske gjorde (som f.eks. at male stavene hvide, så de ikke sås så tydeligt på pressebilleder, efter betjentene havde svunget dem for flittigt). Og demonstranter har naturligvis også indflydelse på, hvordan en protest forløber.

Men på den anden side er der også bemærkelsesværdige paralleller. Det er problematisk, når Rune Lund fra NGO Stop Volden udtaler, at ”[v]i tror, det er nogle urobøller som laver deres eget show, og vi håber, de får en ordentlig afklapsning” (Ritzau 17.12.02). Det har man selvfølgelig lov at håbe, men det står i skærende kontrast til Københavns politis informationschef Flemming Steen Muncks erklæring om, at brugen af civile forklædte betjente skam er helt normalt ved demonstrationer (Ritzau 16.12.02) – en konstatering der vil kunne bekræftes af hundredvis af københavnske demonstrationsdeltagere i de seneste år. Skal man tage den indsatsansvarlige alvorligt, hvilket man formentlig bør, repræsenterer ”urobøllerne” et kalkuleret led i en større politiindsats. Og derfor er det næppe tilfældigt, at de optræder i demonstrant-”uniform” (med næsering og hele molevitten), at nogle af dem er maskerede, og at en enkelt angiveligt udfører sit job så nidkært, at hans intetanende kampklædte kolleger ser sig nødsagede til at anholde ham. Samme situation fandt sted i Gøteborg, og ved protesterne ved G8-mødet i Genova var der talrige eksempler på særdeles aggressive civilbetjente, med og uden maskering.

Jamen hvorfor gør de det? Dette er ikke et forsøg på at lancere en (verdensom)spændende og i øvrigt helt ubeviselig konspirationsteori. Det er fuldstændig ukontroversielt og i øvrigt ingen hemmelighed, at forskellige landes politistyrker inspirerer hinanden. Det interessante spørgsmål er snarere, hvilke konsekvenser politistrategierne har. Her kan man passende se på efterspillene til Gøteborg og Genova.

Konsekvenserne set fra et politiperspektiv kan groft sagt deles i to. Meget håndgribeligt fik det danske politi en vitaminindsprøjtning på 100 mio. kr. Det, kan der næppe herske tvivl om, har lunet rundt omkring på de små stationer. Men også på et andet plan har protesternes forløb været givtige for korpset. En svensk forsker og politiinspektør har ligesom talrige øjenvidner og videooptagelser fastslået, at Gøteborg-urolighederne antændtes af politiets umotiverede storm på Hvitfelska Gymnasiet – inden den første sten var kastet i byen (Politiken 12.12.02). Og da de flere dages gadekampe afsluttedes, stod borgere i Gøteborg spontant og delte roser ud til de kamptrætte betjente, og en samlet europæiske politikerelite udtrykte sin helhjertede opbakning og dybe respekt for de svenske betjente. Altså: Absolut samfundsmæssig accept. Og korpsets anseelse har naturligvis betydning for medlemmernes selvværd og status, for rekrutteringen til korpset, etc.

Jeg påstår stadig ikke, at der er tale om en bevidst plan fra dag et. Men jeg tror på den anden side heller ikke, at politiet kunne have handlet meget anderledes – hvilket man heller ikke kan fortænke dem i. De fleste vil vel løse dårlige arbejdsvilkår med flere ressourcer, ikke ved at overveje jobfunktionens berettigelse.

Men det er væsentligt at være opmærksom på de samfundsmæssige konsekvenser af en uudfordret og forgyldt politistyrke. Hvad betyder det, at det er politi og ikke politikere, som skal forholde sig til politiske protester? Derfor er det nødvendigt med en uvildig undersøgelse af politiets ageren i København. Ikke for at finde syndebukke blandt enkelte uro-betjente eller pille ved Kai Vittrups stjerner, men for at sætte spot på politiets samfundsmæssige funktion.

Og så står der i øvrigt et ubehageligt spørgsmål tilbage efter indsatsen i København: Hvilken historie ville der være blevet skrevet, hvis det var lykkedes uro-betjentene at fremprovokere omfattende sammenstød?

Læren fra Gøteborg er, at kronologi, ”hvem der begyndte”, sjældent tæller i medieverdenen – ikke når det går løs.