Måske har Bluitgen ført sin sag så dygtigt, at venstrefløjen snart vil modtage sin dom og ikke siden søge utugtig omgang med fundamentalisterne. Og hvis venstrefløjen kårer Bluitgen til nyt sandhedsvidne i integrationsspørgsmålene, vil der sikkert være en god chance for at vinde nogle af de vælgere tilbage, der i de senere år har søgt parlamentarisk asyl på den modsatte fløj i dansk politik. Til gengæld vil andre få endnu sværere ved at se en alliance med venstrefløjen som løsningen på deres problemer i det danske samfund. Dem, der lades i stikken, er den store gruppe af muslimer, der hverken er klædelige kulturmuslimer eller forstokkede fundamentalister.

Bluitgen er desillusioneret, og det forstår man godt. »Når jeg har stået midt i en krig andre steder på Jorden, har det ofte været ’meningsfulde’ krige; der har været en krigsførende part, der ønskede demokrati og socialisme, fagforeningsfrihed, kvindefrigørelse osv. Og en modstander, der var imod.« (s. 132) Sådan er det ikke på Nørrebro, hvorfra han skriver sin nyeste frontberetning. Fundamentalister med hang til religiøs hegemoni og voldelig tugt af hustruer og børn har tvunget demokrati og tolerance i knæ. De lemlæster deres døtre fysisk med omskæring af kønsorganerne, de knuser deres individualitet med tørklæder og prakker dem endelig en ny bøddel på i faders sted, når en fjern slægtning hentes hertil fra et lige så fjernt land for med vold og magt at hindre hende fra omgang med vantro danskere.

Men ikke nok med det, for i det offentlige rum er fundamentalister begyndt at dominere og intimidere danskere og andre, der fattes den éne saliggørende tro på Allah: I skolegården kaldes en seksårig pige for danskerluder og i det hyggelig gårdanlæg bliver fastelavnsløjerne aflyst på grund af arabiske drenges chikanøse adfærd. Der kastes sten gennem ruderne til øldrikkende ikke-muslimer, og homoseksuelle overfaldes på gader og i parker. Men sandheden må ikke komme frem, for straks fyger det om ørerne på én med beskyldninger om racisme og foragt for andres tro. De dårlige historier er legio, og selvom man ikke har en chance for at vurdere deres troværdighed, er man tilbøjelig til at lade dem gælde som sande – og måske endda som repræsentative for muslimer som sådan og ikke bare for mindretallet af fundamentalister.

Faren for, at Bluitgens bog giver anledning til denne misforståelse, er stor. Jeg ved ikke, om det er mig, der har været en uopmærksom læser, men hvis det ikke er tilfældet, så skal man vitterligt frem til side 150, før Bluitgen endelig adresserer sit angreb en kende mere præcist end blot muslimer i al almindelighed: »Det er relativt få religiøse ekstremister, der får lov at sætte dagsordenen«. Og på side 171, få sider før den sidste, beklager han »vores manglende evne til at skelne mellem reaktionære og progressive med muslimsk baggrund«.

Jeg vil hjertens gerne være med til at bekæmpe disse reaktionære ekstremister, og jeg vil gerne høre, om Bluitgen har nogle forslag til, hvordan vi kan gøre det, om det er ved at inddæmme dem, om de er uden for rækkevidde, om de skal udvises, fængsles eller have tvangsfjernet deres børn. Jeg vil også gerne vide, hvad vi skal gøre for at støtte og integrere de åbenbart relativt mange ikke-ekstremister. Er de da ikke med i Bluitgens bog? Jo, det er de for så vidt, nemlig i skikkelse af de allerkæreste kulturmuslimer anført af ikonet Naser Khader, der uden videre begrundelse angives at have »gjort en stor indsats for integrationen i Danmark« (s. 171).

Faktisk mener jeg ikke, at Naser Khader har gavnet integrationen, selvom han selvfølgelig har ønsket at gøre det. Tværtimod har hans position bidraget til, at danskere, der ynder at se sig selv som tolerante, har fået den idé, at Khader er selve modellen for den velintegrerede muslim. Det har givet muslimer med en mere profileret tro et problem i forhold til integrationsprocessen, der tilrettelægges med henblik på ét slutprodukt: kulturmuslimer à la Naser Khader. Med andre ord ender den største gruppe af danske muslimer i et politisk vakuum mellem ekstremisterne og kulturmuslimerne, og dét ser man netop i Bluitgens bog, hvor dette flertal af muslimer i bedste fald forbigås i tavshed – og i værste fald falder ind under samme dom som ekstremisterne. Således ender Bluitgen selv med ikke at kunne skelne, fordi han kun har øje for henholdsvis »progressive« og »reaktionære« muslimer.

Argumentationens svagheder

Jeg vil ikke påstå, at Bluitgen skyder gråspurve med kanoner, for de muslimske fanatikere, han er oppe mod, er alt andet end kvidrende uskyldigheder. Men det er en svaghed ved hans angreb, at han tæppebomber uden smålig skelen til nuancer for så med lange mellemrum at forsikre om, at han skam kun vil ramme den fundamentalistiske minoritet.

En anden svaghed ved bogen er Bluitgens argumentatoriske spring, der ikke just gavner hans sag. Eksempelvis argumenterer han mod retten til at bære tørklæde på arbejdspladser med henvisning til, at et forbud kan sikre muslimske piger mod forældrenes tvang: »Hvilken befrielse det er at kunne komme hjem og sige, at jeg kan kun komme i erhvervspraktik det og det sted, hvis jeg tager tørklædet af. Pludselig er der en autoritets krav om det, man ikke selv har mulighed for at argumentere igennem.« (s. 57) Pointen er alt andet lige udmærket, men straks efter driver han sin argumentation ud i en analogislutning, der savner enhver legitimitet. I anledning af den dom, der pålagde en arbejdsgiver at give sine medarbejdere ret til at bære tørklæde, skriver Bluitgen: »Religiøse dogmer får nu atter indflydelse på det offentlige liv og lovgivningen, men som en læserbrevsskribent, der bekender sig til asatroen, skrev, så vil han nu også kunne bære det gamle frugtbarhedstegn, svastikaet (hagekorset) som ekspedient i en privat forretning.« (s. 57) Bluitgen kan ikke i ramme alvor mene, at tørklædet og hagekorset som symboler skal betragtes uden for deres historiske kontekst!

I forordet oplyser Bluitgen, at bogen ikke er »videnskabeligt tilrettelagt med noter og kildehenvisninger« (s. 8). Man kan, hvis man er særligt interesseret, henvende sig til forfatteren ved at sende ham en e-mail. Javel så! Bluitgen lægger hårdt ud med et lidet meriterende og noget umotiveret citat af imam Fatih Alev: »Der er kun én sandhed. Og der er tale om et budskab på verdensplan. Islamismen er på fremmarch i verden og nu også i Vesten. Vesten hjælper selv til ved ikke at have sørget for at have reproduceret sig nok, så man må åbne dørene. Men det er ikke tilfældigt. Det hele er et led i Guds plan.« (s. 7) Uden en kildeangivelse forekommer det vanskeligt at bedømme Alevs udsagn, der ikke betyder det samme, om han har ytret dem til fredagsbøn i moskéen eller ved en høring i Landstingssalen på Christiansborg, om han har kolporteret den blandt Danmarks Forenede Cybermuslimer eller skrevet den i sin faste klumme i Politiken. Hvis jeg mod Bluitgens forventning til den almindelige læser interesser mig for kilden og for citatets kontekst, så er jeg åbenbart noget så kuriøst som videnskabelig og må pænt henvende mig hos forfatteren .

Uden kildeangivelser har man ikke en kinamands chance for at kontrollere Bluitgens oplysninger, ligegyldigt om det er påstanden om, at der på årsbasis kun oversættes 300 bøger i hele den arabiske verden (s. 139), eller dén om, at omskæring af piger begrundes med henvisning til Abrahams vilje til at ofre sin søn på Guds bud (s. 60). Bluitgen angiver ikke nogen kilde, så jeg spurgte en muslim, der svarede således: »Jeg tror sådan set, at Kåre Bluitgen må være sin egen kilde, for intet sted i islam anbefales det, at kvinden skal omskæres eller at hun er uren på grund af manglende omskæring.« Min kilde er selvfølgelig lige så lidt alvidende som Bluitgen, så derfor vover jeg ikke at udelukke, at nogen et eller andet sted på kloden er vanvittig nok til at begrunde lemlæstelse af piger med henvisning til, at Abraham ifølge Koranen var parat til at gribe kniven for at ofre sin søn (37. sura, v. 103-110, jf. 1 Mos 22,1-19).

Opfattelsen af islam

»Koranen opfattes i det 21. århundrede som Guds eget talte ord, og ikke et komma er sat forkert«, skriver Bluitgen, der også ved, at islam ikke har haft sin oplysningstid, hvor individ, videnskab og kultur gør sig fri af religionen. Det er løjerligt, at Bluitgen, der åbenbart går ind for pluralisme og kritik, reducerer islam til at være én fortolkning af Koranen, mens muslimerne indbyrdes har delt sig efter anskuelser omtrent siden Muhameds død. Noget tilsvarende ser man i Kierkegaard-forvanskeren Birgit Bertungs nyeste bog Kierkegaard & menneskelighed, hvor hun tager Kierkegaard som gidsel i sit korstog mod muslimerne, der angiveligt ikke er i stand til at læse deres hellige bog subjektivt og kritisk. Selv læser Bertung og Bluitgen netop Koranen så objektivt og bogstavtro som nogen mullah eller talebaner kunne ønske sig, og således går de i den sidste ende fundamentalisternes ærinde ved at hævde deres fortolkning som den eneste mulige.

Yderligere har Bluitgen – som Omar Shah har påpeget i en kronik i Kristeligt Dagblad den 10. oktober – en tendens til at synonymisere muslimer og arabere, selvom den muslimske minoritet i Danmark langt fra domineres af arabere. Pakistanere og tyrkere, iranere og irakere, somaliere og bosniere udgør store kontingenter, blandt hvilke man finder mange højt uddannede. De har altså gjort deres til at undslippe åndsformørkelsen, men – indrømmer Bluitgen – ikke desto mindre befinder vi os i »den groteske situation, at unge indvandrere, som står med flotte karakterer fra både den ene og anden eksamen, altså tilsyneladende velintegrerede, alligevel vil blive opfattet som ubrugelige på en dansk arbejdsplads.« Bluitgens forklaring på denne sørgelige situation er imidlertid overraskende: »Fordi de står uden grundlæggende kendskab til deres lands kultur, skikke og tankegang.« (s. 75f.) Når Ahmad, Sameena, Daood og Nudrat står med en formfuldendt ansøgning i hånden og et eksamensbevis, der vidner om flid og evner, så kan, må og bør arbejdsgiveren afvise dem – fordi han ifølge Bluitgen har en berettiget forventning om, at de qua muslimer ikke kan integreres i den danske virksomhedskultur!

Kort efter at have erkendt problemet med muslimer, der trods god uddannelse ikke kan få arbejde, hævder Bluitgen pludselig, at der ikke rigtig ér nogle uddannede muslimer i Danmark. Han skriver nemlig, at der i oprindelseslandene sker en visitering af flygtninge og immigranter, hvor de driftige tager til Canada eller USA for med sund igangsættervilje at kravle op ad samfundsstigen, mens de dovne sjosker afsted til Skandinavien, hvor de kan få løn uden at arbejde (s. 92).

De danske muslimer repræsenterer, hvad Bluitgen kalder »siestakulturen« (s. 94). Denne kontrasteres en anderledes dynamisk kultur. »På den ene side står en kultur, der er lukket, intolerant og diktatorisk. På den anden side står en kultur, der er åben, frihedsorienteret og demokratisk.« (s. 90) Oh fryd, gammen og glæde! Hosianna, halleluja og amen! Er det vores kultur, der fortjener disse adjektiver? Er det sådan, venstrefløjen forstår islam? Men hvordan skal venstrefløjen så fremstå som en mulig forhandlingspartner for troende muslimer, når Bluitgen som udgangspunkt diskvalificerer dem som uegnede?

Allerede på side 13 erklærer han frejdigt, »at demokrati og menneskerettigheder er i modsætning til islam«, hvorefter han beklager sig over, »at vi næsten aldrig hører fra kritiske muslimer.« Dén muslimske organisation, der hyppigst og af egen drift har ladet høre fra sig det sidste års tid, er ikke desto mindre og uden sammenligning Forum for Kritiske Muslimer. Ifølge sine vedtægter arbejder foreningen for »at fremme en demokratisk og pluralistisk tilgang til Islam« samt »en konsekvent og uforbeholden adskillelse af religion og politik, dvs. verdslighedens princip.« (Forum for Kritiske Muslimer)

Vi savner måske nok en lokalafdeling af denne forening her på Nørrebro, men at Hizb-ut-Tahrir er så meget synligere i offentligheden end Forum for Kritiske Muslimer, skyldes ikke, at fundamentalismen står stærkere end kriticismen – derimod at den får tilsvarende mere opmærksomhed. Som Bluitgen måske vil have bemærket, skulle der også en kontroversiel udmelding fra de kritiske muslimers formand, Sherin Khankan, til, før offentligheden for alvor gad beskæftige sig med foreningen. Symptomatisk var det desuden, at hun i den ophedede debat fik opbakning fra Venstres kirke- og retspolitiske ordfører Birthe Rønn Hornbech, mens den religionsforskrækkede venstrefløj stort set var tavs. Hvordan skal dét ende?

Socialister på vagt over for Allah

»Hvorfor er den revolutionære venstrefløj næsten fraværende blandt de unge indvandrere, som for manges vedkommende er i en social situation, der gør dem til venstrefløjens naturlige allierede?« (s. 119) Dét er et væsentligt spørgsmål, men måske har Bluitgen og andre venstreorienterede forregnet sig, fordi de ikke har kunnet forstå religion som andet end opium, og fordi de kun har kunnet se minoriteterne som alliancepartnere i kraft af en kras materialisme.

Som udslag af en mekanisk historieforståelse har man ment, at støtten til minoriteterne blot var første skridt i retning af at vænne dem fra religionens opium, så de i stedet fik smag for socialismens valium. Måske var og er det en misforståelse, at en fundamentalt ateistisk venstrefløj skulle være en naturlig alliance for etniske minoriteter, blandt hvilke religionen spiller så stor en rolle, som det har vist sig. På den anden side behøver det ikke at være noget overvældende problem, for en vellykket integration må alt andet lige betyde, at de etniske minoriteter fordeler sig lige så bredt i det politiske spektrum som landets øvrige vælgere. Men da alt andet ikke ér lige, så er det måske mere oplagt at se dem som naturlige alliancepartnere for Venstre og – Kristeligt Folkeparti!

I denne henseende er Bluitgen befriende ærlig. Han omfatter al religion med den yderste despekt og kan kun anbefale venstrefløjen at bryde ethvert bånd til muslimerne – de troende, forstås. »Venstrefløjen skal gå i offensiven. Gå i optog ned ad Nørrebrogade i København klædt i burkha, chador, tørklæder og lange frakker slæbende på en vognpark af klap- og barnevogne for til sidst at kaste det hele i en container på Blågårds Plads og stænke Koranen med menstruationsblod.« (s. 70)

Man kunne supplere med en lang række af lignende citater, der alle godtgør, at Bluitgen aldeles ikke er interesseret i en politisk forpligtende dialog med troende muslimer, der angiveligt har gjort det engang så røde Nørrebro til en islamisk pendant til det indremissionske Vestjylland. Tværtimod er det enhver rettroende socialists pligt at bekæmpe flugten ind i religionen og at beskytte de flygtende fra religionen. Jeg skal være den sidste til at hindre Bluitgen og andre i at hjælpe flygtninge fra det iranske præstestyres forfølgelse af homoseksuelle, ateister, systemkritikere og andre, der trodser vanviddet. Men jeg vil meget anbefale, at man skelner behørigt mellem Teheran og København, sådan at man ikke mistænker enhver muslim på Nørrebro for at rende rundt med en ayatollah i maven.

Når Bluitgen skildrer intolerancen blandt muslimer, sikrer han sig tolerancen som et ateistisk adelsmærke og privilegium. »Der er tale om en bedreværdsfølelse og et had til sine medmennesker, man som ateist aldrig vil kunne sætte sig ind i. Men man kan blive utryg.« Ja, sandt nok, men jeg tilføjer for egen regning, at venstrefløjen minsandten ikke har vanskeligt ved at præstere en anden art arrogance og bedreviden, der klæder den lige så dårligt, som intolerance og fundamentalisme klæder islam.

»I dag tager Danmark imod et pinligt lavt antal flygtninge, fordi vi intet modsvar har på højrefløjens offensiv« (s. 120), klager Bluitgen, som selv har meget svært ved at formulere et sådant modsvar. »Det stærkeste forsvar for en anstændig asylpolitik havde været øjeblikkeligt at tale åbent om problemet og derefter være kommet med løsningsforslag. Nu fik højrefløjen så lov til at sætte deres igennem, mens vi ikke bevarede andet end renheden.« (s. 134f.)

Selvfølgelig kan det anbefales, at man taler åbent om problemerne, når de viser sig, men spørgsmålet er her, hvornår de viste sig. Var det allerede i 1983, da Krarup dannede Den danske Forening? Det mener jeg ikke, at det var, for hans bekymring gjaldt alene udsigten til et knap så homogent og monokulturelt Danmark. Med andre ord mener jeg, at man burde droppe striden om, hvem der har ansvaret for, at noget vitterligt er gået galt i integrationsprocessen – eller rettere sagt med integrationen af visse grupper og individer, da man vel dårligt kan påstå, at alt uden undtagelse har været forfejlet i den svingende politik, man har ført på området den sidste snes år.

I dag kan vi med Bluitgen som ét blandt mange vidner konstatere, at der er problemer, men som socialist synes han ikke synderligt godt udrustet til at løse disse problemer, al den stund han ikke eller vil tilbyde muslimerne andet end at skille dem af med deres tro. På sin vis kan Bluitgen forsvare sine manglende løsningsforslag med henvisning til, at demokrati netop karakteriseres ved, at man ikke har færdige svar på noget som helst, men stiller spørgsmål til og om alt. »Til demokrati hører spørgsmål, til diktatur svar«, skriver han. »Spørgsmål giver dynamik, svar stilstand.« (s. 110) Straks efter denne salut affyrer Bluitgen ikke desto mindre et større arsenal af svar, som kunne være fundet på hjemmesiden for Foreningen Dansk Kultur, der også gerne informerer om islam: Muslimernes dogmer og fortællinger er åbenlyst falske, fornuftstridige, selvmodsigende, håbløse, latterlige, meningsløse og løgnagtige, mens muslimerne selv er nidkære og deres historiske praksis bygget på forbrydelser (s. 111).

Så meget desto mere glæder Bluitgen sig over, at såkaldte »kulturelle muslimer« har så megen empati og interesse for den danske kultur, at de evner at møde den uden forudfattede meninger. »De mener, at religion er en privat sag mellem det enkelte menneske og hans eller hendes Gud. Disse mennesker kan berige den danske kultur.« (s. 14) Javel så, hvis de deler den evangelisk-lutherske opfattelse af religion som et indvortes regnskab mellem den troende og hans Gud, så kan de berige vores kultur – med hvad, spørger jeg?

Jeg har allerede nævnt en kronik af muslimske Omar Shah, der stod at læse i Kristeligt Dagblad. Overhovedet er det lige så interessant som paradoksalt at notere, at netop et kristeligt dagblad har vist sig som det medium, der giver mest plads til muslimsk deltagelse i debatten. Her møder troende muslimer i det mindste forståelse for religiøsitet som sådan, her interesserer man sig for forholdet mellem politik og religion – hvor dette forhold vel at mærke ikke forstås som et diktat, men som en dialog. Med deres bidrag til debatten har muslimerne ikke vist sig mindre demokratisk sindede end andre debattører. Derimod har deres praktiske deltagelse lykkeligt modbevist Bluitgens påstand om, at religion i almindelighed og islam i særdeleshed er i flagrant modstrid med demokrati.

Bluitgen og børnene

Bluitgen er ateist og tillige en humanist, der hævder, »at mennesket er menneske frem for udtryk for en bestemt religion, hudfarve eller nationalitet.« (s. 32f.) Det er med baggrund i denne humanisme, at Bluitgen tager børnenes parti overfor deres forældre – forældre, der praktiserer en omvendt grundtvigianisme: Først muslim, siden menneske. Børnene fødes dog ikke som muslimer, men forældrene presser dem hurtigt ind i en ufri selvforståelse, der ikke levner plads til på egen hånd at finde og skabe en individuel identitet. Med beskæmmelse medgiver man Bluitgen, at vi i praksis har prioriteret hensynet til forældrene over dét til deres børn. Børnene får ikke en chance i vort samfund, når vi tillader forældrene at opdrage dem til at se sig som født uden for og hævet over dette.

I vid udstrækning fører Bluitgen børnene som vidner i sin proces mod fundamentalisme. »Børnene bliver taberne«, skriver han. »Vinderne de reaktionære.« Fordi vi ikke tør tage opgøret med en forstokket og tilbagestående kultur, der i religionens og traditionens navn øver psykisk og fysisk vold mod børnene. Vi er kulturrelativistister og ditto radikalister, der nægter at sætte én kultur – vores egen – over en anden. »Børn, selvfølgelig af begge køn, har ret til frihed for kulturel og religiøs vold. Og til selv at planlægge deres liv.« Jeg er omtrent enig, selvom jeg meget vil anbefale, at man ikke taler om kultur, men om grundlæggende frihedsværdier.

Det måske mest uhyggelige ved den situation på skolerne, som Bluitgen beskriver, er, at børnene selv går i aktion for deres forældres religiøse og skrupuløse arrogance. Andre børn, der ikke opfattes som rettroende muslimer eller måske er jøder, kristne eller ateister, udsættes for mobning, der endog antager karakter af regulær vold. I skolebestyrelserne er det vanskeligt at trumfe forholdsregler igennem, fordi de ansvarlige er tilpas uansvarlige til at vægte deres egen frygt for at blive stemplet som racister over hensynet til de udsatte børn. »Nogle forældre resignerer i den konkrete situation og gemmer deres protest til næste valgdag«, konstaterer Bluitgen nøgternt; »her kan man protestere anonymt uden at skulle stille sig frem og risikere beskyldninger om at være en af de typiske leverpostejsdanskere med klaphat og ølvom, der i bagstræberiskhed eller uvidenhed ikke har fattet konsekvensen af og berigelsen i det multikulturelle samfund. Ikke så få af dem blev, i anonymitetens masse, synlige ved folketingsvalget i efteråret 2001.« (s. 116) Såre sandt og såre trist, men hvordan står det til med Bluitgens diagnose af den ondskab, der har gjort sin entre i skolerne?

Bluitgen forklarer et sted i sin bog, at fornuftige ateister som ham selv siger »nej til, at det gode og onde ligger uden for os selv.« (s. 111) Forinden har han ikke desto mindre præsenteret et skema, der opstiller henholdsvis den arabiske og den danske skolemodel som eksponenter for henholdsvis – det gode og det onde (s. 35). Der skal nok være nogen sandhed gemt i skemaet, men det er også uhyre firkantet og spækket med selvmodsigelser. Den danske skole angives at normere indviduel forskellighed (hvor den arabiske normerer kollektiv ensartethed), men ikke desto mindre sanktionerer den ved at udelukke eleven fra fællesskabet (mens den arabiske afstraffer fysisk). Det hænger ikke rigtigt sammen. Generelt er skemaet stillet sådan op, at den arabiske skole bestandigt synes at komme til kort over for en dansk skole, der uden den arabiske indflydelse ville være intet mindre end perfekt. Jeg kan nu selv komme i tanker om en del såre danske parametre i skolevæsenet, der ikke just har fremmet mine egne sociale og vidensmæssige kompetencer, ligesom jeg – hvis jeg ville være lige så kategorisk og provokerende som Bluitgen – kunne finde på at betragte den uformelle og afslappede stil som en eufemisme for ligegyldighed, den skjult disciplin som manglende disciplin, selvkontrol som fravær af kontrol, medbestemmelse som anarki, frihed som laden stå til, metodefrihed som mangel på metode, stillingtagen som udtryk for at anything goes ...

I nogen udstrækning vil jeg hævde, at problemerne på skolerne ikke er nye, bare anderledes, og at de kun kan løses ved at amalgamere de to kulturer, her den danske og den arabiske. Det betyder naturligvis ikke, at man skal fravige de grundlæggende værdier for folkeskolen, blot at man må give tilstrækkelig plads til, at diverse kulturer kan udfolde sig. Vel er dette lettere sagt end gjort, men selvom Bluitgen opfatter det multikulturelle samfund som en utopi, så synes han alligevel at have sympati for en sådan multikulturel skole: »Mangfoldigheden er i sig selv positiv, det værste der kan ske for Nørrebro, og samfundet som sådan, er en stigende tilgang af elever til private skoler.« (s. 122)

Trods denne advarsel får muslimernes traditionsbestemte kultur endnu en svada: »Der er tale om en kollektiv livsform, som ikke opererer med et selvstændigt ’jeg’, men med et velafgrænset ’vi’ i betydningen familie eller slægt. Denne opdragelse tager ikke udgangspunkt i en forståelse for barnets intentioner og eget valg, der netop er grundlaget for en individ-centreret, moderne opdragelse. Det kollektive hensyn er langt vigtigere end individets behov. Det understreges, at familien er fundamentet, der varetager alle anliggender.« (s. 44)

Selvfølgelig er der noget om snakken, men som erklæret socialist er det løjerligt, at Bluitgen så uproblematisk opstiller individet som norm for opdragelsen, mens kollektivet henvises til en plads som markør. Desuden kan man frygte, at Bluitgen giver et så fortegnet billede, at nogen måtte tro, at kun ikke-muslimer er i stand til at optræde som enkelte, mens muslimer alene eksisterer som mængde. Sans comparaison så vi efter 11. september, at amerikanske aviser bragte ikke bare korte nekrologer over de 3.000 terrordræbte, men regulære biografier. Individet og dets særlige historie var i fokus, men da præsidenten for Guds eget land lod bomberne regne ned over både skyldige og uskyldige muslimer i Afghanistan, blev individerne i bedste fald repræsenteret i statistikker over de uundgåelige tab over civile i den retfærdige krig mod terror. Man bragte ikke historier over individuelle tragedier, og på den måde bidrog man til at bekræfte sin egen fordom om, at muslimske lande kun tænker i kollektiver og ikke i individer.

Kommunitaristisk monokultur

Mens Bluitgen i nogle sammenhænge argumenterer ud fra liberalistiske principper og i andre ud fra socialistiske, så synes han, når han diagnosticerer samfundets almindelige ildebefindende, at gøre sig gældende som kommunitarist à la Christopher Lasch: »Problemet er, at et fælles mødested i barndommen er forudsætningen for et voksensamfund præget af tolerance. Jo mere opsplittet et samfund bliver i sociale, etniske og religiøse ghettoer, jo ringere bliver livskvaliteten for vores engang voksne børn.« (s. 23) På baggrund af sine egne erfaringer som far til skolebørn på Nørrebro forstår Bluitgen udmærket, at nogle forældre resignerer og vælger privatskoler frem for folkeskolen. Andre forældre vælger af ideologiske eller religiøse grunde at indskrive deres børn på skoler med en særlig profil, som skaber et konformt miljø med ro og fred. »Men«, indvender Bluitgen, »i mødet nuanceres holdningerne nogle gange, og finder det slet ikke sted, kan vi også vinke farvel til integrationen; så ender vi med det balkaniserede (eller multikulturelle for at bruge et moderne ord) samfund.« (s. 24)

Ser man bort fra den rimelige bekymring for konforme miljøer uden kontakt med hinanden, må man anholde Bluitgens identifikationen af det balkaniserede og det multikulturelle samfund. Det er omtrent med ord at sige det samme, som Dansk Folkepartis Ungdom udtrykte med en valgplakat i fjor. Altså: Det multikulturelle samfund er en eufemisme for latent borgerkrig à la den jugoslaviske (s. 75).

I konsekvens af denne profeti anbefaler kommunitaristen Bluitgen en enhedskultur som medium for integrationen. Men hvis betingelsen for integrationen er, at denne kultur ikke selv undergår en forandring i og med integrationsprocessen, så er der overhovedet ikke tale om integration, men om assimilation. Det indrømmer Bluitgen uskrømtet, ligesom han minsandten anbefaler at diktere assimilation i stedet for integration!

Helt galt med Bluitgens synonymisering af et multikulturelt og et balkaniseret samfund går det på side 68: »Det multikulturelle samfund er et forsøg på at skrue tiden tilbage til stammekrigenes eller det ekstremt klasseopsplittede samfunds tid. De stærkeste fortalere for denne multikulturalisme er da også den stamme, der ofte kaldes eliten; de lever i et luftlag blandt folk som dem selv og det uanset hvor i verden, de befinder sig. De omgås uddannede mennesker og indlogerer sig på ordentlige hoteller og klapper af det samme på internationale kongresser og afskyr den forskellighed, der endnu eksisterer nogle steder og afslører, at verden ikke ser ens ud overalt.«

Dette udfald er da i sandhed til gavn for den sortskæggede statsminister, der lige så gerne som Bluitgen reducerer akademikere til bedrevidende smagsdommere uden tredjegradskontakt med virkeligheden. Hvis Bluitgens påstand blot var, at akademikere, lederskribenter, forskere og politikere alt for længe har talt om minoriteterne frem for at tale med dem, så ville jeg gerne slå følge med ham. Men jeg kan ikke se, at hans bog er et oplæg til andet end fortsat debat mellem de sædvanlige debattører: akademikere, lederskribenter, forskere og politikere. Vel ytrer han sig selv på vegne af en gruppe bekymrede og personligt ramte borgere, men bortset fra at gøre sig til talerør for disse, så formår han ikke at tilbyde dem andre handlemuligheder end valglokalet hvert fjerde år – og så det dér menstruationstog til Blågårdsplads.

»De shopper i et utal af internationale lufthavne og opsuger folkeånden fra taxachaufføren«, hedder det allerede i forordet om multikulturalismens rejsehold. Men der er andre end eliten, der flyver ozonlaget tyndt, for også muslimerne har en hang til at rejse kloden rundt – ikke for at møde slipseklædte NGO’ere på de bonede gulve i New York, Tokyo og Johannesburg, men for at holde navlestrengen fast i oprindelseslandenes moderkage. »I dag er det takket være jetfly og satellitter muligt både fysisk og åndeligt at pendle uophørligt mellem det forladte, der dermed aldrig helt forlades, og det nye, der dermed i grunden forbliver nyt.« (s. 78) Igen deler jeg Bluitgens bekymring for, at samfundet mister sin basale sammenhængskraft, når dets aktører ikke har fælles referencer, men jeg spørger alligevel, om dét problem bliver mindre, hvis indvandrere og flygtninge vælger den samme TV-menu og de samme turistmål som gennemsnitsdanskerne? Og hvem er de egentlig disse gennemsnitsdanskere? Har de ikke i forvejen delt sig (ikke efter politiske anskuelser, men) efter deres præferencer blandt det stadigt stigende udbud af alskens underholdning, der via satellit når dem (ikke fra muslimske lande, men) fra USA?

»Vi vil næppe se nogen ægte politisk integration, førend den kulturelle er vel gennemført«, mener Bluitgen (s. 113). Jeg mener afgjort, at det forholder sig omvendt. Det er netop ved at engagere sig i politik, at man stifter mere end teoretisk bekendtskab med dén side af det danske samfund, der overhovedet er relevant for integrationen: de demokratiske institutioner, det parlamentariske (eller for den sags skyld udenomsparlamentariske) arbejde, den tålmodige argumentation pro et contra for en sag, de forskellige love og deres indbyrdes sammenhæng, de tre magtinstinsers forhold til hinanden, det strategiske hensyn til pressen etc. I sig selv har politisk deltagelse en opdragende funktion, ligesom den i højere grad bidrager til, at man knytter bånd til danskere, der ikke behandler en som passiv klient, men som aktiv partner.

Hvis man som undertegnede forstår integration som en politisk dannelsesproces, så er der masser af muligheder for at fremme integrationen – og så har venstrefløjen med sin historiske flair for organisatorisk arbejde alligevel nogle vigtige erfaringer at trække på. Desuden kan man tillade sig at være mindre pessimistisk end Bluitgen, der forståeligt nok har svært ved at forestille sig, at alle kulturer skulle lade sig assimilere af én. Således har vi de sidste par år set en generation af nydanske unge træde i karakter med vilje og lyst til at deltage i politiske diskussioner, både i medier, foreninger og partier. Parolen er klar: Som man må skelne mellem religion og politik, således også mellem kultur og politik – og så til arbejdet!

Lad mig slutteligt ramme en pæl igennem et par tåbelige beskyldninger, som Bluitgen har mødt i anledning af sin bog: Han er hverken racist, intolerant eller fremmedangst, men reagerer – efter min mening uhensigtsmæssigt – på nogle konkrete erfaringer. Der ér vitterligt noget om, at venstrefløjens langmodighed over for nogle svært reaktionære minoriteter har været ’til gavn for de sorte’, altså for den yderste højrefløj, der har fået en strøm af konservative, liberale og socialdemokratiske medløbere. Så vidt har Bluitgen ret, men hans få løsningsforslag er éndimensionale og uden chance for at engagere hovedparten af de danske muslimer. I stedet gør hans vægtning, retorik, præsentation og strategi, at man sidder tilbage med en frygt for, at Til gavn for de sorte er – til gavn for de sorte.

Kåre Bluitgen Til gavn for de sorte. Om tilslørede øjne i den danske indvandrerdebat, Centrum, 2002.