Ecco-sko og uglet hår
Mette Bom og Nanna Bjerke er begge i 30’erne, veluddannede, velpolerede og velformulerede, og tilhører således umiddelbart en grupper af feminister som jeg har et lidt blandet forhold til. Ligestillingsrådet, Kvindeligt Selskab, Kvinfo og 8. marts arrangementer i Den sorte Diamant (Det-koster-en-formue-at-komme-ind-men-så-får-du-jo-også-et-glas-champagne-og-muligheden-for-at-networke”) er gerne der, hvor man finder dem: Akademiker-feministerne som udfører vigtig, overset og uundværlig kvindeforskning, men som jeg af og til savner at se til en 25. november demonstration i Ecco-sko og uglet hår...
Vær´sko
Så det var med rynkede, skeptiske bryn, at jeg bestilte bogen til anmeldelse. Men! Jeg må æde mine sure røde sko og kløjs i mine fordomme, for ”Udslag” er en hulens god bog. Stof til eftertanke og brændstof til bålet, hvis man skulle savne det. Ikke fordi jeg er enig i alt, hvad der står, det er jeg langtfra, men det ville også være temmelig kedeligt.
Det er f.eks. nok ikke en oplagt bog for den
super-elitære-revolutionære-selvhøjtidelige-queerteoretiske-lad-os-opløse-kønnet-og-afskaffe-kvindetegnet-type, for det er den simpelthen for mainstream til. Og dog – for den er mainstream på en god måde.
Bom og Bjerke lægger nemlig ikke skjul på, hvad deres udgangspunkt og baggrund er : Trygge middelklasse hetero-kvinder med politiske standpunkter centreret omkring midten. På trods af det falder de ikke i samme grøft som visse andre før dem og gør feminismen til et individualistisk navle-piller projekt.
Hvad dælen er en power-feminist?
De tør tværtimod læne sig tilbage og forsøge at give et overblik: Dels over feminismens vilkår og betingelser, og dels over feministerne selv. Her gøres benhård status over kvinders sociale, økonomiske, faglige og psykiske status i den stædigt rasende kønskrig - og det er ikke fordi kvinderne ligefrem er ved at sprænge pointtavlen, ej heller er der lang kø til optagelse på den feministiske sides cheerleader-hold...
Hvad angår feministerne selv uddeles der velfortjente øretæver til alle af slagsen: Power-, ny-, akademiker-og radikal-feminist, ung som gammel. Det er sindssygt underholdende og hvis man er en meget selvhøjtidelig en af dem så er der lidt at kløjs i. (Jeg ved stadig ikke helt, hvad en power-feminist er, mit nye leksikon meldte pas. Tænk, hvis det er sådan en som mig selv...).
Og så er det rart med nogle feminister, der ikke har travlt med at lægge afstand til al anden tidligere feministisk aktivitet i Danmark og i selvpromoveringens hellige navn ikke behøver sparke nedad for at komme opad.
”Udslag” er som basis-bog sammenlignelig med f.eks. Susan Faludis klassiker ”Tilbageslag” eller Marilyn Frenchs ”Krigen mod kvinder” – altså lettilgængelige bøger, hvor det gennem eksempler, statistikker og kolde facts slås fast, at kvinden er underlagt manden i det patriarkalske samfund.
Men den kan noget mere end det. Når den insisterer på nødvendigheden af og behovet for ”hverdags-feminismen” og når den i ”Manifest for en ny kvindebevægelse” opfordrer til, at ”Alle feminister, unge som gamle, skal prøve at holde af hinanden”, ja, så udfordrer den et miljø, der i Danmark er meget småt og meget fastlåst. Det er der alle mulige grunde til, at det er, den største er jo nok politiske uenigheder og dem skal man ikke kimse af, det ser jeg personligt som noget positivt.
Ikke desto mindre tager ingen aktivister, på hverken den ene eller den anden fløj, skade af at blive udfordret i disse uenigheder en gang imellem. Selv er jeg mere tilhænger af solidaritet end søster-ditto, men man kan jo også vælge at se de damers manifest som en opfordring til diverse feminister om at respektere hinandens forskelligheder og rette den løftede pegefinger imod magtens centrum i stedet for dens modstandere.
Er man hetero kan man i øvrigt hygge sig med det meget underholdende husholdningsregnskab og er man ikke, kan der grines lidt af den skænderi-garanti, der er indbygget i det. Og sådan kunne jeg blive ved, men i stedet vil jeg blot opfordre til, at man (ja også Mand for den sags skyld) investerer i bogen og får den læst.
Mette Bom og Nanna Kalinka Bjerke: ”Udslag - Hverdagsfeminisme i det 21. århundrede.
Forlaget Elkjær og Hansen - www.elkjaeroghansen.dk
Pris 199,-.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96