Vittig virkelighed

Det lyder som en dårlig vittighed, men har ikke desto mindre virkelig fundet sted: En rabbiner rejste fra Israel til Peru, omvendte en gruppe

indfødte til jødedommen, bragte dem til Israel og anbragte dem i en bosættelse, på jord ,der var taget fra de palæstinensiske ejere. Der får de nu, som alle bosættere, rundhåndet regeringsunderstøttelse; pengene hertil er taget fra tusindvis af israelere som lever under fattigdomsgrænsen. Der kan de leve lykkeligt alle deres dage (medmindre de forlader bosættelsen i en ikke-pansret bil, for så risikerer de bagholdsangreb fra de oprindelige palæstinensiske ejere).

Hvad er grunden til, at en stat henter fuldstændig fremmede mennesker fra en helt anden verdensdel, for således at fordrive landets århundrede gamle befolkning,? Med en uendelig blodig konflikt til følge? Svarer berører selve staten Israels grundlag.

Jødejagt

Siden staten Israels grundlæggelse har dens udsendinge søgt

efter ”jøder”. I det tidligere Sovjetunionen fandt man jøder

enten ved at finde kristne med fjerne jødiske familieforbindel-

ser (den ”jødiske bedstemor”) eller ved simpelthen at forfalske

dokumenter. Ingen ved hvor mange ikke-jøder ,der på denne må-

de blev bragt til Israel af Jewish Agency og andre organisationer

- mindst 200.000, måske det dobbelte. I overensstemmelse med Isra-

els love fik denne gruppe automatisk statsborgerskab..

Det demografiske problem

For få dage siden blev ”National Demographic Council”(NDC) gen-

oplivet efter nogle års inaktivitet. NDC er en institution, hvis op-

gave det er at tage sig af, hvad mange israelere betragter som

landets vigtigste problem – vigtigere end krigen med palæstinen-

serne, Saddams udryddelsesvåben, voksende arbejdsløshed og den

økonomiske krise. Det drejer sig om det ”demografiske problem”.

Der grubles over det på universiteterne, der tales om det i medierne og det drøftes indgående af politikere og kommentatorer.

"Computer-eksperter" beregner hvilken procentdel jøder-

ne vil udgøre i Israel om 10, 25, 50 eller 100 år. Vil der være min-

dre end 78%? Eller – Gud forbyde det – kun 75%? Hvis man medreg-

ner den forventede indvandring, vil den ortodokse jødiske kvindes

livmoder så kunne opveje den arabiske livmoders produktion?

Og hvis ikke, hvad kan der så gøres?

Med ondt skal ondt fordrives...

Der er nogle, der foreslår at opmuntre jødiske fødsler samtidig med, at den naturlige arabiske tilvækst resolut bremses. Der er andre, som mener, at man skal hindre jødiske immigranter fra Rusland i at medbringe kristne familiemedlemmer (dette er tilladt ifølge den nuværende version af Law

of Return). Atter andre forlanger, at alle fremmedarbejdere øjeblikkeligt skal udvises, før de for alvor slår sig ned og stifter familie.

Nogle ønsker sig en bølge af antisemitisme i Frankrig eller Argentina (men

bestemt ikke i USA), som så vil presse mængder af jøder mod Israel.

Og mange, heriblandt medlemmer af Sharons regering, støtter den en-

kleste løsning: at uddrive alle arabere fra Israel. Den ”nye histori-

ker” Benny Morris antydede for nylig, at Ben-Gurion skulle have

gjort dette i 1948.

Faraos cigar

Staten Israels holdning til de arabiske borgere, der nu udgør

19% af befolkningen, minder om Farao som – ifølge Bibelen – for-

talte sit folk, hvorledes et andet nationalt mindretal skulle behand-

les: ”Lad os nu bære os klogt ad over for dem, så de ikke skal blive

endnu flere.” Og om metoden der blev brugt: ”De gjorde livet surt

for dem” (Anden Mosebog, kap. 1).

Demografi eller demokrati

Ifølge den officielle definition er Israel en ”jødisk demokratisk

stat”. Dette er lovgrundlag og bekræftet af Højesteret. Teoretisk set

er der ikke nogen modsætning mellem de to adjektiver: Staten er

jødisk, men demokrati sikrer lighed også for ikke-jøder. Eller alter-

nativt: Staten er demokratisk, men sikrer sin jødiske karakter.

Realiteten er, at Israel ikke er en ”jødisk demokratisk stat”, men

en ”jødisk demografisk stat”. Demografi overtrumfer demokrati på

alle områder.

En arabisk borger føler ved enhver lejlighed, lige fra barnsben, at han ikke har lod eller del i staten, at han allerhøjst er en tålt indbygger. På ethvert regeringskontor, enhver politistation eller arbejdsplads, ja selv i Knesset, bliver han behandlet anderledes end en jøde, også i freds-tid.

Bortset fra Law of Return som giver en ”jøde” og hans familie (men ikke arabiske flygtninge) den absolutte ret til at komme til Israel, er der tilsyneladende ikke nogen lov ,der diskriminerer mellem en ”jøde” og en ikke-jøde. Men i virkeligheden giver talrige love giver særlige privilegier til personer som ”omfattes af Law of Reurn”, uden specifikt at nævne ”jøder”.

Årssag og virkning

Dette er så indlysende, at enhver embedsmand handler i over-

ensstemmelse hermed, uden overhovedet at være klar over det. ”Israel

Land Authority” uddeler land til jøder, ikke til arabere. Alle statslige

udviklingsprojekter omfatter udelukkende jøder. Blandt de hundreder

af nye byer og landsbyer, der er etableret siden Israels grundlæggelse

har der ikke været en eneste for arabere. Der er ikke nogen arabisk mi-

nister i regeringen og ikke nogen arabisk dommer i Højesteret.

Sædvanligvis bortforklares alle disse undladelser med henvisning

til den igangværende israelsk-palæstinensiske konflikt.

Og når alt kommer til alt, er Israels arabiske borgere jo lig palæstinensere. Men spørgsmålet er, hvad der er årsag og virkning: er det konflikten, der skaber den anti-arabiske holdning, eller er det den anti-arabiske holdning, som forlænger konflikten?

Zionistisk apartheid

Kritikere af Israel anklager landet for at praktisere ”Apartheid”, efter den

sydafrikanske doktrin. Denne analogi kan være delvis vildledende. Mod-

sat apartheid baseres zionismen ikke på race, men på en blanding af

ghetto-mentalitet og nittenhundredetallets europæiske nationalisme.

Ghetto-mentalitet er holdningen i et forfulgt, isoleret samfund, som

ser verden delt mellem jøder og goyim (ikke-jøder). Europæisk natio-

nalisme stræbte efter en homogen national-etnisk stat. Den jødiske de-

mografiske stat har absorberet begge disse elementer: en homogen jø-

disk national-etnisk stat, med så få ikke-jøder som muligt.

Europas forenede stater

I Europa, hvor klassisk nationalisme blev født, er den nu ved at blive

afløst af det moderne amerikanske syn, som anser enhver, der har et

US pas for at tilhøre den amerikanske nation, uafhængigt af race og et-

nisk oprindelse. Dette har hjulpet USA til at blive den mægtigste stat i

verden kulturelt, økonomisk og militært. Europæiske nationalstater er i

færd med gradvis at afgive suverænitet til EU, og statsborgerskab gives

også til fremmede immigranter, som bidrager til landenes økonomi og

sikrer deres velfærdssystem. I Tyskland får immigranters børn som er

født i landet statsborgerskab; England og Frankrig er endnu mere libe-

rale.

Det er aldrig for sent

Israel står over for et historisk valg: enten at gå tilbage til at være en

jødisk ghetto, med demografisk ængstelse og statslige udsmykninger,

eller at gå fremad mod et nyt nationalt udsyn efter den amerikansk-euro-

pæiske model.

Zionismen var den sidste europæiske nationalbevægelse. Også isra-

elsk kolonialisme er kommet 200 år for sent. Så det er måske naturligt

nok, at udfordringen til at antage et nyt nationalt udsyn kommer ret sent.

Men jeg håber, at den jødiske demografiske stat til slut bliver erstattet af

den israelske demokratiske republik, til dens borgeres velfærd og sikker-

hed.

Oversat af Vagn Andersen