Retorik og realiteter

Flere i arbejde er overskriften i regeringens arbejdsmarkedsreform. Men retorikken og realiteterne er desværre langt fra hinanden også i denne sag. Reformen handler nemlig ikke om at skabe flere ordinære arbejdspladser, men om at få flere til at arbejde for deres dagpenge eller kontanthjælp.

Flere arbejdsløse skal tvinges til at tage et hvilket som helst arbejde uden at få løn for det.

Socialdemokraterne bryster sig af at have fået fingeraftryk på reformen. Men retningen og ideologien i reformen er der ikke ændret ved: Kontanthjælpsmodtagerne skal have færre penge. Rådighedsreglerne strammes og der kommer hårdere sanktioner for ikke at makke ret. Og så har erhvervslivets regering selvfølgelig trumfet igennem, at det skal være nemmere at bruge aktiverede som gratis eller billig arbejdskraft.

Radikalt?

De Radikale, som i offentligheden betegnes som humanister, har fået skrevet ind i forligsteksten, at pengene, der tages fra kontanthjælpsmodtagerne, skal bruges til skattelettelser. Lettelserne skal forhandles i forligskredsen. Så mon ikke vi allerede nu kan slå fast, at det ikke bliver kontanthjælpsmodtagerne selv, der får skattelettelsen.

For få uger siden offentliggjordes en rapport fra Ålborg Universitet, som slog fast, at færre penge til de arbejdsløse ikke giver flere jobs. Rapporten slår altså det fast, som venstrefløjen altid har påstået, nemlig at økonomiske konjukturer og dermed offentlige og private investeringer bestemmer, hvor stor arbejdsløsheden til en hver tid er. Det er altså ikke den arbejdsløses dovenskab, der er skyld i ledigheden, men økonomiens op- og nedturer. Og derfor må staten tage ansvaret for at lappe på kapitalismens mangler ved at sikre de arbejdsløse en ordentlig levestandard. Det ville selvfølgelig være mere logisk, at dele det arbejde, der er, på alle hænder i samfundet – men det ville jo være et brud med de åh-så-velfungerende markedskræfter.

Nye krav

Der er brug for en helt anden retning i arbejdsmarkedspolitiken. Det langsigtede krav er at få fordelt arbejdet til alle. Det kortsigtede krav skal være, at den enkelte arbejdsløse skal have reelle muligheder for at komme i arbejde og i øvrigt, at den arbejdsløse skal behandles anstændigt.

Der er brug for mange ledige hænder i den offentlige service. Det er kun kassetænkning, der hindrer, at de 200.000 kr., som det i dag koster at holde en arbejdsløs hen i aktivering, i stedet bruges til ordinære arbejdspladser til gavn for de ældre, de syge og børnene.

Samtidigt skal den evindelige pisk til de arbejdsløse erstattes af krav til arbejdsgiverne. Krav om et ordentligt arbejdsmiljø, så man ikke kommer til skade eller bliver slidt ned af sit arbejde. Og ikke mindst et krav om social ansvarlighed, så de mest udsatte grupper kan komme i ordinært arbejde.