Natten til den 11. juni stormede den Nationale Indsatsstyrke en lejlighed i Gamlastan i Gøteborg. Her lå fem danskere – to kvinder og tre mænd i alderen 22 til 26 år – og sov. De blev ført til Gøteborgs Politistation, der også indeholder Häktet, byens fængsel.

Sabotage og nitroglycerin

Senere samme dage blev de fem fremstillet i dommervagten. Anklagen lød i første omgang på planlægning af grov sabotage, en forbrydelse med en straframme på op til otte år. Anklageren hed Thomas Ahlstrand. Han berettede om de fund, politiet havde gjort i lejligheden. Det drejede sig om to glas smørsyre (stærkt ildelugtende, men temmelig ufarlig syre), to nødblus og plasticslanger med et mystisk indhold. Anklageren betonede især fundet af plasticslangerne og mente absolut ikke, at det kunne udelukkes, at disse var fyldt med nitroglycerin. Hvorfra mistanken om nitroglycerin fremkom er ikke kendt.

På baggrund af de alvorlige anklager og omtalen af nitroglycerinen blev de fem danskere isolationsfængslet i 14 dage. Dette blev senere forlænget, så de anholdte i alt tilbragte 28 dage i strengeste isolation. En praksis, der med rette beskrives som psykisk tortur af bl.a. Amnesty International.

Frifundet i by- og landsret

Ved Tingsrätten (svarende til den danske underret) i Gøteborg fremlagde anklageren de i lejligheden fundne effekter og forklarede domsmændene, at danskerne havde planlagt sabotage og mishandling i forbindelse med EU-topmødet.

Danskerne nægtede ethvert kendskab til nødblus, smørsyre og plasticslanger og blev frifundet.

Anklageren ankede dommen til Hovrätten (svarende til den danske landsret), hvor de fem atter blev frifundet.

Dette er kort fortalt historien, som de anholdte oplevede den. Men anklager og politi havde ikke kun travlt med at få en domfældelse i retten. Der blev afholdt daglige pressemøder, og medierne i både Danmark og Sverige valgte ukritisk at viderebringe anklagerens formodninger.

En fjer bliver til en granatkaster

Allerede morgenen efter arrestationen af danskerne afholdtes det første pressemøde. Efter mødet bragte den svenske tabloid-avis Aftonposten den sensationelle nyhed om fundet af en granatkaster i lejligheden.

Anklager Thomas Ahlstrand afviste senere, at der skulle være fundet en granatkaster. Han afviste i øvrigt at vide, hvorfra det rygte skulle være opstået.

Granatkasteren viste sig at være symptomatisk for mediedækningen. Meget få facts, gætterier og en hang til dramatik er kodeordene for især formiddagsavisernes dækning.

Udpluk af overskrifter

Dagene efter var nemlig præget af samme sensationsjournalistik. Det væsentlige ved dette er, at de fremkommer på et tidspunkt, hvor de anholdte på grund af isolationsfængsling ikke kan udtale sig. I en sådan situation vil forsvarsadvokaterne normalt kunne kommunikere med pressen og give et mere nuanceret syn på sagen. I flere af retssagerne i kølvandet på EU-topmødet i Gøteborg krævede anklageren såkaldt ”dobbeltlukkede døre”. Det betød, at også advokaterne fik mundkurv på. Således også i sagen om de fem danskere.

Her følger eksempler fra den svenske tabloid-avis Expressen/GT (GT):

Onsdag den 13. juni 2001

”Her greps de fem som planerede sabotera EU-mötet”

(”Her anholdtes de fem, som planlagde at sabotere EU-mødet”)

Forsiden følges op over to sider, hvor selve anholdelsen beskrives under overskriften ”Här planeredas attentatet” med et billede af facaden til lejligheden, hvori anholdelsen foregik.

Torsdag den 14. juni 2001

”Demonstranternas hemliga vapen-gömma”

(”Demonstranternes hemmelige våbenskjul”)

En interessant overskrift, der dog intet har med virkeligheden at gøre. Afsløringen på forsiden følges igen op med to siders omtale inde i avisen. Her ses billeder af en transformatorstation i den lille by Lerum lidt udenfor Gøteborg, som angiveligt bliver undersøgt af politiets tekniske personale. Retssagen afslørede, at politiets fund ved transformatorstationen ikke inkluderede våben, men en del tomme flasker og en handske.

Og de danske medier stod ikke tilbage for de svenske:

Tirsdag den 12. juni 2001

”Attentatplaner mod Bush”

Sådan lød BTs overskrift. Heller ikke her er der megen kobling til virkeligheden, og BT synes ligefrem at overgå de svenske søstertabloider i dramatisk sans. Ingen havde – før BT – koblet anholdelsen af de fem danskere sammen med præsident Bush’ i Gøteborg. Præsidentbesøget blev ej heller nævnt i den forbindelse senere – hverken i retssagen eller BT.

Andre aviser herhjemme fulgte trop, blandt andet Nordjyske Stiftstidende. De valgte at bringe den ene af de sigtedes navn på forsiden. Navnet blev suppleret med rubrikken ”Arkitekten bag urolighederne i Gøteborg”. Dén påstand har heller ikke meget hold i virkeligheden, men da den tidligere sigtedes familie bor i lokalområdet, må Stiftstidendes dækning siges at være uden megen hensyntagen. Både til den sigtede, der er uskyldig indtil dømt, og til dennes familie. Retssagen inkluderede ikke nogen anklager om bagmandsaktivitet i forhold til urolighederne. At manden senere blev frikendt, fik ingen forsideplacering.

Når tabloider lugter blod

I sagen om de fem danskere var de anholdte ude af stand til at udtale sig, da de sad i isolation. Også deres advokater fik forbud mod at udtale sig.

Det er naturligvis svære vilkår for pressen. Den eneste kilde er politiet og anklageren. Men så må dette kildeforhold spille en væsentlig rolle. I stedet for at betragte politi og anklager som upartiske og derfor godtage enhver information, må journalisten betinge sig, at et spinkelt kildegrundlag betyder en tilsvarende større grad af kritisk sans overfor informationerne.

Og at anklager og politi ikke er objektive og upartiske, kan ikke overraske nogen i mediebranchen. I dette tilfælde var det deres job at få dømt de fem danskere.

... Og så skulle man jo også lige legitimere de skyhøje omkostninger ved et massivt politiopbud med en ligeså massiv indsats i forbindelse med EU-topmødet.