For nyligt udkom Noam Chomskys bog "9-11" på Forlaget Bindslev i en dansk udgave under titlen "11. September", og det har været interessant at følge reaktionerne.

Chomsky har et ekstremt omfattende forfatterskab bag sig, både hvad angår hans politiske tekster og hans fagområde lingvistik. På begge områder kræver det en ikke uvæsentlig indsats af læseren for at sætte sig ind i og forstå hans argumenter og det er ikke altid nemt. Det var der desværre et stort underskud på, blandt de danske anmeldere af "11. September"

Bundskraberen stod uden tvivl David Gress for i Jyllands-Posten d. 10/9, hvilket man måske kunne have forventet. Der er tale om primitiv mudderkastning, som på intet tidspunkt forholder sig til den konkrete tekst, men i stedet strør om sig med udokumenterede udfald a la "Chomsky er en ensporet fanatiker, der hader USA, demokratiet og det kapitalistiske markedssystem med et raseri, som overgår selv Osama bin Ladens" og "han er lige så uhæderlig i sin analyse som Adolf Hitler var, da han i "Mein Kampf" skød skylden for al Tysklands misere på jøder og bolsjevikker". Hele Gress’ artikel indeholder kun to direkte henvisninger til Chomskys bog og de er begge faktuelt forkerte.

Der kan være god grund til at tænke over, hvad Gress laver nede på et så dybt niveau af usaglighed, men det må blive en anden gang. Her ligger fokus på de mere generelle tendenser hos anmelderne, som trods alt ligger et stykke over Gress. Det ville dog blive alt for omfattende at gennemgå alle anmeldelserne da der, mange lighedspunkter til trods, selvfølgelig stadigt er ganske stor variation. Jeg vil derfor primært forholde mig til Bent Blüdnikows anmeldelse fra Berlingske Tidende d. 27/8, da det er den klart mest omfattende og samtidig ganske godt opsummerer de vigtigste problemer, som også findes i de fleste af de andre anmeldelser.

En helt basal misforståelse, som optræder i så godt som alle anmeldelserne, er at Chomsky skulle påstå at "USA er den store satan", eller at "amerikansk imperialisme er skyld i verdens ulykker", som Blüdnikow udtrykker det. Enhver som bruger tid på at sætte sig ind i Chomskys forfatterskab, vil se at dette åbenlyst er fejlagtig og at han aldrig har påstået noget sådant. Det svarer til at sige at Claus Meyer tror at dårlig kost er skyld i alle verdens problemer, fordi alle hans bøger nu engang handler om god madlavning. For det er selvfølgeligt sandt, at det absolutte flertal af Chomskys tekster handler om USA, men det er der en meget simpel grund til, hvilket Chomsky også selv har pointeret igen og igen: Nemlig den at han er amerikaner og derfor har mulighed for at påvirke og ændre USAs opførsel. Efter Chomskys overbevisning bør man først og fremmest koncentrere sig om de forbrydelser man selv er medansvarlig for (som amerikansk statsborger, stemme berettiget og skattebetaler) inden man kaster sig over andres ugerninger. Han kunne selvfølgelig godt have brugt hele sit virke på at skrive kritiske analyser af andres forbrydelser, men som han siger ville det have samme moralske værdi som at kritisere Ghengis Khan: Man kan alligevel ikke gøre noget for at ændre det. De vigtigste problemer, bør nu engang være dem man selv har mulighed for at ændre på.

Hvis en kinesisk eller iransk intellektuel brugte al sin tid på at kritisere f.eks. amerikansk politik, ville man nok foreslå vedkommende at der muligvis var andre steder han burgte rette sin opmærksomhed først, men hvis en amerikaner kritiserer sit eget land, så er han "anti-amerikansk", "et levn fra halvfjerdserne" og hvad har vi ellers. Det er tankevækkende.

Derfor bør det heller ikke overraske nogen at de konflikter og tragedier Chomsky behandler "som regel" kan føres tilbage til USA og Israel. Nej, det er netop fordi de kan det, at Chomsky skriver om dem. Derfor er det ganske afslørende når Blüdnikow siger at "alt hvad der rørte sig i verden, interesserer Chomsky." Han har med andre ord ganske enkelt ikke fattet de grundlæggende antagelser, der ligger til grund for den bog han er sat til at anmelde.

Det er generelt slående så overfladisk de fleste anmeldere forholder sig, ikke bare til Chomskys teorier generelt, men også til den konkrete bog. F.eks. er det tilstrækkeligt for Blüdnikow som et eksempel på Chomskys "70’er holdninger", "konspiratoriske tankegang" og "provokerende formuleringer", blot at nævne at han kalder USA for "en terroriststat", uden at han bruger tid til at forholde sig til Chomskys argumenter herfor, som blandt meget andet er at USA er den eneste stat i verden der er blevet dømt for ulovlig magtanvendelse af Den Internationale Domstol. Et af de centrale argumenter i "11. September", men det nævnes ikke i anmeldelsen. Er det en seriøs måde at anmelde bøger på?

Flere af anmelderne kommer ind på Chomskys forhold til Pol Pol og de Røde Khmerer i Cambodja. David Gress forklarer at mens Pol Pots myrderier stod på "nægtede" Chomsky det, Bo Bjørnvig skriver i Weekendavisen at Chomskys "ry blev blakket efter hans stædige forsvar af Pol Pot-regimet" og Blüdnikow tager skridtet fuldt ud og taler om Chomskys "engagement i Pol Pots regime" samt hans "indirekte støtte til Khmer Rouges folkemord". Han fortsætter med at omtale de bestialske mord som Pol Pot og venner stod for og tilføjer at "i Noam Chomskys øjne var det blot de vestlige medier, der forvrængede virkeligheden", og at han tilmed "fastholdt denne vanvittige holdning". Igen kan man kun ønske at anmelderne havde gjort sig den mindste indsats for at sætte sig ind i Chomskys skriverier. I så fald ville det ikke tage dem længe at finde frem til at Chomsky har kaldt de Røde Khmerers massakrer for "det værste folkedrab i den moderne tidsalder" og at der er et utal af de hårdeste fordømninger af deres ugerninger mange steder i hans forfatterskab. Kigger man i Chomsky og Edward Hermans "After The Cataclysm", som Blüdnikow henviser til, vil man allerede på den første side af kapitlet om Cambodja kunne læse, at "in the case of Cambodia, there is no difficulty in documenting major atrocities and oppression." (s. 135)

Chomsky har aldrig benægtet folkedrabet i Cambodja, tværtimod er det et centralt element i hans analyse, som primært ikke drejede sig direkte om selve Pol Pots forbrydelser, men måden hvorpå de blev fremstillet i de amerikanske medier. Med han og Hermans egne ord: "Our primary concern here is not to establish the facts with regard to postwar Indochina, but rather to investigate their refraction through the prism of Western ideology, a very different task." (ATC, s. 140) Chomskys konklusion var at folkedrabet i Cambodja som blev begået af "en officiel fjende" blev ekstremt stærkt eksponeret i de amerikanske medier, som tilmed helt ukritisk viderebragte grove løgne og fordrejninger, så som udokumenterede høje drabstal, manipulerede fotografier osv., hvorimod det samtidige folkemord på Øst Timor blev totalt fortiet af de selvsamme medier, selvom USA bar en stor del af ansvaret for dette, i form af intens militær og diplomatisk støtte til den indonesiske besættelsesmagt.

Blüdnikow taler om den "fængende enkelhed" i Chomskys budskab, men han er ikke selv i stand til at fatte de mest fundamentale forudsætninger, så som det at kritisere de amerikanske mediers dækning af Pol Pots folkedrab i forhold til dækningen af folkedrabet på Øst Timor, ikke er det samme som at støtte eller benægte disse forbrydelser.

Én ting er, at de fleste ikke havde taget sig tid til at finde den nødvendige baggrundsviden om Chomskys generelle teorier og derfor ikke synes at have forstået særligt meget, men noget andet som også er ganske iøjnefaldende er så stor mangel på interesse for bare de mest basale fakta angående den konkrete bog, som flere af anmelderne udviser. Anders Jerichow skriver f.eks. i Politiken at bogen er sammensat af interviews lavet i "det forgangne år" og "øjensynligt redigeret i den senere eftertankes klare lys". Havde han undersøgt sagen, ville han vide at den amerikanske udgave gik i trykken allerede i midten af oktober 2001 og alle kapitlerne begynder i øvrigt med tydelig angivelse af hvilken dato interviewene er gennemført, det seneste d. 5. oktober. På samme måde påstår David Gress, at bogen er "et interview med en beundrer". Igen kunne han ved rent faktisk at læse den bog han er sat til at anmelde, finde ud af at den er sammensat af en lang række interviews givet til tidsskrifter, tv stationer og andet i Tyskland, USA, Grækenland, Italien osv, også klart angivet i begyndelsen af hvert kapitel.

Hvorvidt man er enig med Chomsky eller ej er selvfølgelig en individuel sag, men han fortjener under alle omstændigheder at blive taget mere seriøst end han er blevet i den danske presse.

Når alt dette er sagt, så er "11. September" ikke en af Chomskys bedste bøger. Det skyldes i høj grad nogle ganske ugennemtænkte spørgsmål fra interviewernes side, men også Chomsky udtaler sig af og til mindre klart end man kunne have håbet. Det er værd at finde nogle af Chomskys andre skriverier og foredrag fra tiden efter 11/9, hvis man er interesseret i at få uddybet pointerne i bogen. Det forhindrer imidlertid stadig ikke "11. September" i at være en af de bedste bøger der er kommet på markedet om situationen før og efter tragedierne d. 11/9 og 7/10+, år 2001.

Langt bedre er dog Chomskys "Understanding Power", som jeg meget varmt vil anbefale og som ligeledes udkom tidligere på året. Den består også af en lang række interviews og uddrag fra debatter igennem de seneste ti år og her er betydeligt mere kød på både svar og spørgsmål end i "11. September". Med til bogen hører derudover ikke mindre end 450 siders fodnoter, udførlig uddybende dokumentation og referencer til Chomskys kilder. En sand guldgrube.

Endeligt er den brilliante dokumentar film "Manufacturing Consent" også netop blevet genudgivet, på både video og DVD. Den giver et glimrende og meget lettilgængeligt indblik i Chomskys teorier, og er tilmed ganske underholdende. Også varmt anbefalet.