Skribenten er tilknyttet Globale Rødder.

I Arbejderen d. 24.9. skriver Jørgen Petersen (JP) en kronik, hvor han analyserer Globale Rødder. Det er rart med interesse, og vi håber, at

diskussionen om bl.a. vores bevægelse kan stimulere til en udvikling af venstrefløjen generelt. JP er, hvad man vist kalder kritisk solidarisk, om end han ender med at afvise Globale Rødder som en ikke-socialistisk og end ikke antikapitalistisk størrelse. Globale Rødders antikapitalisme rækker således ”kun til skabelsen af en ulydighedsbevægelse”, og vores ”målsætninger bryder ikke med kapitalismens rammer”. Det kræver en række bemærkninger. Jeg skal med det samme gøre opmærksom på, at disse

kommentarer står for egen regning, da Globale Rødder er en meget sammensat organisation. Men jeg skriver ”vi”, fordi vi er mange med

nogenlunde samme opfattelse. Desuden henviser JP i sin kronik flere gange til et interview med undertegnede, som blev bragt i tidsskriftet

Gaia.

Kommunisme og klassekamp

For at tage JP’s sidste kritikpunkt først. I vores politiske grundlag, ”Globale visioner fra neden”, skriver vi bl.a.:

”Vi vil en verden hvor alle yder hvad de kan til fællesskabet, hvor alle får lige del i verdens ressourcer. Vi vil en verden hvor vi i fællesskab

ejer og har adgang til medicinen, skolerne, arbejdspladserne, vores gener, forskningsresultaterne, bygningerne, jorden og fødevarerne.”

Det kunne man også kalde kommunisme. Det kræver et opgør med den private ejendomsret og en omfordeling af klodens ressourcer, hvilket

kapitalismen i sig selv næppe vil overleve(!). Den eneste anke, JP kan have, er, at vi hverken benytter ordene socialisme eller kommunisme. Vi

ser imidlertid en del af vores projekt som et forsøg på at opfinde et nyt sprog for modstand, der er fri for en række af fortidens

misforståelser – samtidig med at vi anerkender og respekterer, at kampen mod kapitalismen har en lang historie og dyrt købte erfaringer.

JP opstiller en mærkværdig modsætning: Fordi vi arbejder for, at mennesker skal bryde med den lydighed, der er en forudsætning for

kapitalismens beståen, så benægter vi, at den eksisterende verdensorden bygger på:

”klassesamfund hvor den internationale monopolkapital kontrollerer produktionsmidlerne og statsapparatet.”

Diskussionen om kapitalismens karakter og fænomener som globalisering er længere og vil føre for vidt i denne sammenhæng, men hvor er

modsætningen i ovenstående? Det er vel også JP’s intention, at mennesker (arbejderklassen) skal være ulydige og kaste kapitalens åg af sig?

Arbejderklassens frigørelse er som bekendt dens eget værk.

Netop vores forhold til begrebet arbejderklasse er dog også et af JP’s kritikpunkter. Jeg er nemlig kommet for skade at sige i Gaia-interviewet, at ”andre grupperinger og bevægelser ... bør involveres i et

forandringsprojekt”. Og det mener jeg faktisk, selvom udsagnet ikke, som det antydes i JP’s kronik, skal tolkes som en generel afvisning af

arbejderklassen som samfundsforandrende kraft. Jeg mener bare, at samfundet og arbejderklassen har forandret sig på afgørende punkter – en

gang for alle.

Nye spøgelser i kapitalismens rædselskabinet

I stedet for at sidde og vente på, at tiden går baglæns, B&W genåbner, og industriproletariatet i den vestlige verden rejser sig af asken for

at fuldføre sin historiske mission, ja, så vælger vi at udvide vores alliance og fokusere på de potentialer, som en lang række andre grupper

og bevægelser besidder. Fx de såkaldt illegale indvandrere. Hvis kapitalismen hjemsøges af et spøgelse i dag, så er det de migrationsbevægelser, der gang på gang udfordrer Fort Europa og andre velstående regioner. De påpeger og er en direkte konsekvens af den ulige

verdensorden. De er et udtryk for anti-kapitalistisk ulydighed og et krav om et værdigt liv med håb for fremtiden.

Stort set alle befolkningsgrupper kloden rundt kan i dag principielt henregnes til arbejderklassen, idet de alle er produktive og bidrager til kapitalismens værdiskabelse og beståen. Nogle direkte i den materielle produktion, andre i organiseringen af det kapitalistiske samfund og opretholdelsen af den herskende ideologi, og nogle på helt andre måder igen. I og med at kapitalismen ikke udelukkende er afhængig af den arbejdskraft, der udbyttes på fabrikken, så er den også sårbar overfor mange andre angreb end de, der kan komme fra traditionelle, (på godt og ondt) velorganiserede, nationale arbejdergrupper.

Spørgsmålet er, hvordan vi bevæger disse til et fordomsfrit samarbejde. Det er her, vi foreslår begrebet ulydighed, som vi rigtignok fokuserer

meget på. Det er en mulighed for alle på uendeligt mange måder. Det er et fælles ”nej” – hvad vi siger ”ja” til i stedet, skal vi alle være med til at bestemme, og det er helt sikkert ikke det samme, vi ønsker os. Vi ønsker at skabe så megen mistillid til det bestående som muligt. At folk holder op med at samtykke og siger: ”not in my name” som de engelske fredsdemonstranter.

En kort bemærkning til volds-diskussionen: Mediernes fokus på demonstrant-vold var ganske vist stor efter Göteborg og Genova. Men hvad

er fordelen ved, at demonstranterne selv gør vold til hovedtema – er det det væsentligste budskab? Man kan også godt stille spørgsmålstegn ved,

om voldsbillederne trådte i stedet for dækning af de ikke-voldelige protester, jf. de hundredetusinder demonstranter ved EU-topmødet i

Barcelona i år, der stort set var usynlige i danske medier. Det er ikke en opfordring til vold, men uden kreativitet og spektakel får man ingen opmærksomhed.

Den hysteriske klapjagt på ”ballademagere” er usmagelig ikke mindst i lyset af USA’s krig, hvor en hovsa-bombning fx kostede 40 bryllupsgæster

livet. Det gør skrækken for nogle knuste ruder fuldstændig proportionsløs.

Venstredogmatismen – en alderdomslidelse?

På den danske (og internationale) venstrefløj har der i en årrække floreret to lige ulykkelige sygdomme. Enten har man krampagtigt forsøgt

at ”fastholde sin tendens”, så den rette udlægning af udvalgte klassikere kan overvintre til de bedre tider, der angiveligt må komme

(det levner læsning af de mest firkantede dele af Marx’ forfatterskab jo i hvert fald mulighed for). Eller også har man smidt barnet ud med

badevandet og fortyndet sin analyse med større eller mindre doser liberalisme.

Jeg mener ikke, nogen af delene er særlig produktive. Og jeg ser Globale Rødder som et forsøg på noget helt tredje. JP’s analyse repræsenterer den første strømning. Devisen synes at være: ”hvorfor prøve noget nyt, når vi nu har så overmåde succes med det gamle”. Kære kammerater; vær nu lidt friske. Se mulighederne i det anderledes, og prøv noget nyt. Topmødet i København er en historisk mulighed for at sætte en ny dagsorden – hvis vi ikke bedøver den med selvudslettende faneparader og traditionel politik. Med håb om en sprængfarlig, mangfoldig bevægelse og et fordomsfrit samarbejde.

Indlægget har været bragt i Dagbladet Arbejderen d. 12.10.02.

Læs Jørgen Petersens kronik