Det er helt uforeneligt med en demokratisk retsstat, at politiet aflytter den frie presse, fastslår Jyllands-Postens adm. direktør Jørgen Ejbøl rammende 28/8. Ikke desto mindre er det sket. Og vi må også give lederskribenten samme dag ret i, at Københavns Politi dermed har gjort sig skyldig i "grotesk overdimensioneret magtmisbrug".

Men at det takket være regeringens terrorpakke kun er begyndelsen på langt værre invalideringer af retsstatens fundamentale frihedsrettigheder synes indiskutabelt. Som pressejurist Oluf Jørgensen udtrykker det: "Desværre må det her være det første kendte eksempel på, hvad vi kan vente os i de kommende år, og derfor er sagen også meget vigtigt og principiel". Oluf Jørgensen peger på, at det "kan gå hen at blive en voldsom begrænsning af informationsfriheden, så befolkningen ikke kan få at vide, hvad der sker i samfundet." (Ritzaus Bureau 28/8)

Vi er nok en hel del, der netop angående retssikkerhed og magtmisbrug havde forsvoret, at informationsfriheden i Danmark kunne få det værre end den har det.

Men det kan den selvfølgelig. Og det får den. For til trods for, eller måske netop på grund af den meget begrænsede folkelige debat om terrorpakkens konsekvenser tog Danmark 31/5 med vedtagelsen af L35, et syvmileskridt væk fra den demokratiske retsstat, og muliggjorde helt ufattelige politistatsrædsler, som sandt for dyden burde skræmme danskerne langt mere end alle verdens terrorister - tilsammen.

Dansk Folkeparti

Retsordfører for Dansk Folkeparti, Per Dalgård, giver i Dansk Retspolitisk Forenings blad, et perspektiverende indblik i motiverne til og hensigten med, at den danske regerings uhørt magtfulde støtteparti anno 2002 aktivt arbejder for en (midlertidig) undtagelsestilstand fra den demokratiske retsstat:

"Udviklingen i verden har desværre gjort det nødvendigt at gennemføre en række love, man tidligere ville have troet umulige at gennemføre. De Europæiske, vestlige lande må beskytte sig mod terror. En terror der udøves af den tredje verdens folk, mod den vestlige verden. En terror udført af fanatiske, religiøse Islamiske grupper, med rod i et middelalder samfund, hvor der ingen demokrati, ingen personlig frihed og ingen perspektiv for samfundsudviklingen findes. En ren kamp mellem meget forskellige kulturer, hvor den enes mangel på udvikling bliver brugt af lederne til at skyde årsagen for dette over på den vestlige verden. At beskytte sig mod sådanne analfabetiske og uvidende menneskers fanatisme er den store udfordring i de kommende år. Det bliver ikke nemt at lovgive retfærdigt i alle tilfælde, men vi gør vort bedste. Derfor vil der også i en sådan række af love være nogle, som man ikke tidligere kunne drømme om at indføre. Der vil gives muligheder til myndighederne, man ikke tidligere ville have givet lov til. Men står et land, en gruppe lande, i en situation der kræver handling her og nu, kan det til tider medføre at demokratiske og menneskelige hensyn lider skade. I hvert fald i en periode, indtil roen igen er faldet over udviklingen. Så vil normaltilstande selvfølgelig igen blive indført.

Det er i hvert fald Dansk Folkepartis hensigt." (Retspolitik, nr. 2, 2002)

Om muligt endnu mere kyndig og tillidsvækkende var justitsminister Lene Espersens magtarrogante affærdigelse af den stort set samlede danske juridiske sagkundskabs omsonste advarsler og protester mod terrorpakkens invalidering af de helt store frihedsrettigheder forud for vedtagelsen. Hun fnøs: "Det drejer sig først og fremmest om folk, der i forvejen er under mistanke. Det her er ikke noget, som krænker almindelige menneskers retsbevidsthed". (Politiken 8/12)

Og hvem skal monstro afgøre hvad der er mistænkeligt? Ja det skal jo de samme magtudøvere som just har gjort sig skyldige i grotesk overdimensioneret magtmisbrug. Skulle man gå og undre sig over, hvad det mon er for frihedsrettigheder, vi fremover risikerer krænket på baggrund af en måske i bedste fald vilkårlig politimands mistanke kunne man jo slå et smut forbi grundloven, særligt kapitel 7 og 8. Her kan man læse om størrelser som personlig frihed, forenings- forsamlings og ytringsfrihed og boligens ukrænkelighed, men det er vel ikke noget der interesserer almindelige mennesker?

Den overvågede JP-journalist Stig Matthiesen, der nu risikerer længerevarende frihedsberøvelse, er både vred og rystet over politiets magtmisbrug og forklarer, at "Det føles som et groft indgreb i ens personlige integritet". Er han så ikke længere et almindeligt menneske?

Måske sætter hans vrede ham under mistanke? Hvornår er vi selv under mistanke? Må vi overhovedet interessere os for frihed og retfærdighed?

Vi ved det ikke, og vi kan aldrig vide det, selv magthaverne ved det jo ikke. Vil vi være helt sikre, holder vi vores kæft og opfører os helt pænt. Mistro, had og frygt, til og for vores medmennesker er jo enhver politistats vigtigste undertrykkelsesmiddel.

Normalitet

Og under alle omstændigheder er der nu skabt de juridiske rammer for den slags krænkelser, og det der er (langt) værre. For hidtil uhørt forfølgelse af anderledes tænkende og troende. En forfølgelse baseret på mistanker og som uhindret af retssikkerhedsgarantier kan realisere den ensretning, overvågning, ufrihed og tvang, som karakteriserer den fascistiske politistat. Dansk Folkeparti ønsker tilsyneladende, at vi af hensyn til den vestlige verdens nødvendige kamp mod terrortruslen fra øst bør affinde os med den nu muliggjorte og snarligst implementerede fascistoide undtagelsestilstand og dermed, "at demokratiske og menneskelige hensyn lider skade". Det vil altså sige, at når vi har fået renset ud blandt de farlige elementer og roen atter har sænket sig over lille hyggelige dannevang, "så vil normaltilstande selvfølgelig igen blive indført."

Dem, der anser sig selv for at være normale nok til Dansk Folkepartis smag, dem der for eksempel ikke er blevet registreret som godhedsindustrielle eller kulturradikale medlemmer af akademikerkleresiet – kunne måske finde en sådan hensigtserklæring betryggende. Dog kunne man måske henlede opmærksomheden på, at også Adolf Hitler bedyrede sine reelle hensigter i forbindelse med begivenhederne omkring den tyske rigsdagsbrand 27 februar 1933, som allerede dagen efter resulterede i en antiterrorlov med den uskyldige titel ”Forordning fra rigspræsidenten til beskyttelse af folk og stat.”

Denne lov viste sig særdeles anvendelig for et rent Tyskland. I den moderne vestlige verden er situationen selvfølgelig en anden. Men når man betænker, hvor meget det danske mediebillede anno 2002 er præget af skræmmekampagner, fjendebilleder og uophørlig dehumanisering, er der begrundet mistanke til, at den blåsorte naziorkan af 11. september blæser lille Danmark ind på en flot førsteplads i kapløbet om at fuldbyrde den vestlige verdens første moderne politistat. Med mindre miraklet indtræffer og danskerne af mediemagthaverne får lov til at erkende, at den virkelige trussel mod vores lykke og frihed til forskellighed ikke kommer fra øst eller fra diverse upopulære minoriteter, men fra den xenophobiske udryddelsestrang mod anderledes tænkende og troende, som skamløse populister frempisker i midten af den danske folkesjæl.

Hidtil har advarslerne mod politistatstendenserne været yderst sporadiske i de danske medier.

Men lederen af Center for Etik og Ret på Københavns Universitet, dr.

phil. Peter Kemp, var dog aldeles utvetydig: "Vi befinder os i en kollektiv psykose, og det er der ikke nogen egentlig grund til, da der ikke bliver mere kriminalitet. Men i dag er der ikke tid til at bearbejde vores frygt for hinanden, og det resulterer i øget overvågning og høje mure. Det er absurd massehysteri. Vi udvikler ubevidst samfundet hen imod et Big Brother samfund." (Jyllands-Posten 11/8 1999). Det er tre år siden! Og efter de seneste års massive skræmmekampagner, efter at fædrelandskærlige demagoger har sået had, frygt og massehysteri, begynder vi for alvor at høste ufrihed, magtmisbrug og politistat.

Jyllands-Posten som kritisk vagthund?

Jyllands-Posten erklærer, at avisen ikke vil "opgive en tøddel af den frihed, vi hidtil har værnet om: Friheden til at overvåge alle former for magtmisbrug og friheden til ud fra et borgerligt liberalt ståsted at give sin mening til kende uden persons anseelse." Man kunne selvfølgelig være spydig og påpege, at også Jyllands-Posten har sin del af æren for at danskerne er blevet skræmt så meget, at vi nu er villige til at ofre selv den mest dyrebare frihed på tryghedens alter, men når sandheden skal frem, og det skal den jo, så har avisen jo ubestrideligt bevist sit mod, ikke mindst med serien om magtmisbrug på Station 1, og senest Tilst-skandalen. Her indtager Jyllands-Posten simpelthen førstepladsen i det danske mediebillede, hvad angår modig kritik af myndighedernes magtmisbrug.

Ikke fordi konkurrencen er overvættes hård i denne for vor retsstat så livsvigtige retssikkerhedsdisciplin, men det bliver den måske nu, hvor samtlige journalister i landet forhåbentlig indser nødvendigheden af at stå sammen på tværs af ideologiske eller brødnidske uenigheder i kompromisløs og benhård retsjournalistik. Og om de pågældende minoriteter, som bruges til at ødelægge friheden for os alle er rockere, pædofile, terrorister etc. er da så inderligt ligegyldigt!

Lad myndighederne om at dømme og straffe hver eneste kriminelle for begået kriminalitet, og koncentrer indsatsen om frihed, retssikkerhed og lighed for loven, pressens ædleste kald og egentlige raison d’etre! Og man kunne i den forbindelse ønske, at Jyllands-Posten sætter sine mest retfærdighedssøgende folk til at bore i den københavnske politiledelses motiver til at ignorere Dan Lynges advarsler om raketangreb i et tætbebygget boligkvarter i Titangade på Nørrebro 6/10, som kun ni dage efter resulterede i den såkaldte rockerlov, lillebroren, forgængeren og den mentale isbryderen til terrorpakken.

Den samvittighedsfulde advarsel fra Birthe Rønn Hornbech dengang var ikke til at tage fejl af: "Rockerloven griber ind i den personlige frihed og anfægter retten til at forsamles frit, uden at formålet er at opklare en forbrydelse. Så med denne lov kan ingen lovlydige borgere føle sig sikre for regeringen." (Jyllands-Posten 4/10 1996, min kursiv) Og i hvilket omfang lovlydige borgere i dag kan føle sig sikre for regeringen og grotesk overdimensioneret magtmisbrug, afhænger mere end nogensinde af, at pressen som kritisk vagthund for alvor begynder at vise tænder!

Denne kommentar har tidligere været bragt i Jyllands-Posten 2 september 2002.