Der er mange grunde til, at danskerne bør værdsætte Dorthe Jørgensens (DJ) forsøg på at genrejse spørgsmålet om de intellektuelle, såvel med bogen ’Viden og visdom’ som med diverse debatindlæg, eksempelvis Kroniken i Pol. 14.7. Ikke mindst fordi hun indtil videre er en af de få intellektuelle, som har fattet - den intellektuelle kardinaldyd - alvoren i krigserklæringen mod de intellektuelle fra statsminister Foghs nytårstale, og vel at mærke tydeliggjort, at der hermed er indledt en statsautoriseret udryddelsesjagt på retfærdighedssøgende intellektuelle, der kan og tør give stemme til de undertrykte og dermed fungere som nationens samvittighed.

Det skal indrømmes, at Fogh og co.s nuværende som kommende forbrydelser mod menneskeheden taget i betragtning er den tilstræbte danske samvittighedsløshed jo egentlig ganske forståelig. Men for frie mennesker ikke desto mindre komplet utålelig.

18.7. beklager Jes Fabricius Møller (JFM) sig, tydeligvis selv ramt, over hvad han opfatter som DJ’s tilbøjelighed til »at slå de andre i hovedet med Platon«.

JFM’s repressive tolerance er typisk for den teknokratiske og antiintellektuelle favoritdisciplin: at aflive enhver væsentlig retfærdigheds- eller sandhedssøgende kritik eller diskussion med en kombination af dumhedsforherligelse og det værdinihilistiske dogme, om at »ingens holdninger har større vægt end andres«. Et dogme, som imidlertid ganske betegnende aldrig tages i anvendelse, når magthaverne erhvervs(hen)retter det danske ånds- og kulturliv og tvangsensretter stort set alle menneskelige livsytringer under henvisning til pænheden og trygheden, udefinerede skønt højhellige udtryk for de teknokratiske meningstyranners undertrykkende pseudoværdier.

JFM, der som ph.d.-stipendiat understreger, hvor stor kløften kan være mellem akademikere og intellektuelle, går sågar så vidt som til at hævde, at: »Kritikerne af demokratiet var hunderædde for pøbelvælde og massehysteri. De fik uret«. Hvilken ubeskrivelig løgn! Den beskæmmende danske samfundsafvikling anno 2002, som i udlandet allerede nu bliver, og i historiebøgerne utvivlsomt vil blive husket som det menneskelige zenit for usselhed, intolerance, mistro, fremmedfrygt, dumhed, uvidenhed og komplet uberettiget selvforherligelse, er jo det direkte udtryk for vort massehysteriske pøbelvælde.

Således har den evige leflen for den laveste ’folkelige’ fællesnævner længe holdt taburetklæberne i et ensretningens nu selvsvingende jerngreb, der i sig selv er en skændsel for Danmark. Men det bliver andet og mere end grimt, når teknokraterne og de højreintellektuelle afhoppere til vores tilsyneladende nationalt nedarvede jantelovsforkærlighed for at kue det fremragende eller afvigende så dygtigt tilsætter den kollektive, medieoppiskede xenofobi-psykose mod alt fremmed, der kan true den pæne danskhed. Det bliver farligt. Der skabes et nazistoidt mentalitetsskred i befolkningen; en ny villighed til om ikke ligefrem at forlange så i hvert fald acceptere, at upopulære enkeltgrupper fratages deres fundamentale frihedsrettigheder og ligheden for loven, og ofte nedkæmpes med alle nødvendige midler.

Politistatstendenserne i Danmark er generelle, og så forskellige grupper som indvandrere, graffittimalere, hjemløse, narkomaner, rockere, muslimer, diverse græsrodsbevægelser, autonome og nu også samfundskritiske intellektuelle oplever, at en ofte langvarig diskrimination eller hetz fra de danske myndigheders side nu optrappes så voldsomt, at der i flere tilfælde nærmest må siges at være tale om regulære ’folkelige’ udryddelseskampagner.

Og med ikke mindst den 31.5. vedtagne L35, den såkaldte terrorpakke, i hånden har vi nu langt hinsides det i en retsstat tilladelige fået mulighed for at nedkæmpe anderledes tænkende og troende.

De danske magthavere kan selvfølgelig blot fortsat benægte, at en voksende gruppe afmægtige mennesker i Danmark anno 2002 forfølges, undertrykkes og klemmes af systemet, fordi de ikke kan eller vil leve op til kravene om ensretning og pænhed. Man kan fortsat benægte, at flere og flere savner retssikkerhed, lighed for loven for slet ikke at tale om tillid til systemet. Man kan fortsat affærdige og latterliggøre enhver kritik som grundløs, paranoid og hypersensitiv. Og man kan med eksempelvis finanslovshammeren slå løs på enhver mulighed for eller tendens til kritisk selvstændig tænkning. Men hvor længe?

Den amerikanske sociolog C.W. Mills har påpeget, at »Den uafhængige kunstner og intellektuelle er blandt de få tiloversblevne personligheder, der er udrustet til at modstå og bekæmpe de ægte levende tings forfladigelse og deraf følgende død«.

Snart vil de mest friheds- og retfærdighedselskende kunstnere og intellektuelle i Danmark indse, at den igangværende antiintellektualisering ikke blot indebærer deres egen udryddelse eller tvangsassimilering, men intet mindre end de ægte levende tings forfladigelse og deraf følgende død, og statsminister Foghs krigserklæring vil blive mødt med en helt anderledes ny og uforsonlig vrede end Dorthe Jørgensens venlige og hjælpsomme håndsrækning til en åndeligt forarmet, kundskabsmæssigt fordummet og følelsesmæssigt afstumpet nation.

Vores nuværende V(O)C-regering arbejder skamløst på at gøre den foragtelige forfølgelse af diverse minoriteter til en absolut nødvendig og derfor respektabel disciplin. Men i deres nedladende magtarrogance glemmer frihedens fjender, at frihedens venner nu i kraft af den elektroniske revolution kan lade de kritiske røster høres overalt, selv fra udlandseksil, og før eller siden vil bøger, film, teaterstykker etc. afsløre sandheden om den danske folkefascisme anno 2002, og hvem det var, der stjal vores lykke og frihed til forskellighed.

Bragt i Politiken 31 juli 2002.