- Jeg var politiets agent. Jeg advarede dem helt konkret om fire planlagte panserværnsangreb. Ét af dem var det i Titangade, sagde Dan Lynge den 20.5 til Ekstra Bladet, der i samarbejde med TV2 bragte rystende nyt om en af vor tids mest alvorlige retssikkerhedsskandaler:

Det forekommer vanskeligt ikke at give lederskribenten samme dag ret i ’at Dan Lynge var en særdeles god kilde for politiet’. Og: ’Derfor brænder et spørgsmål sig fast i dag: Hvorfor beslaglagde politiet ikke panserværnsraketterne, før de kostede to mennesker livet og udsatte utallige civile og 26 betjente, der stod i omegnen af Titangade og holdt øje med rockernes fest, for livsfare?’

Forhadte rockere

For at forstå politiets motiver til (at undlade) at handle, som de gjorde, er det nødvendigt at se i øjnene, at dele af det danske politi meget længe har haft et ualmindelig fjendtligt forhold til de såkaldte rockere i almindelighed og til Hells Angels i særdeleshed.

Allerede i 1991 kunne man i Fagbladet Dansk Politi nr. 12 spore en vis længsel efter kreativ kriminalitetsbekæmpelse:

’Rockerproblemet er stort og alvorligt. Det viser 20 års udvikling. Men hvis hele samfundet gør front mod uvæsnet, vil det næppe have mange chancer. Charmeoffensiver som ’bikeshow’, ’åbent-hus’ og ’gæsteforelæsninger’ i skoler m.v. bør selvfølgelig afvises. Og et af de allerbedste midler imod uvæsnet er måske medi-ernes omtale af rockernes levevis, kriminelle adfærd og ’sande jeg’.’ Dette var vel at mærke den officielle holdning, som man tilkendegav offentligt. En holdning som ikke er mildnet med årene. Uofficielt nøjedes visse danske politifolk dog ikke med at forbande de forhadte rockere Der er således meget, der tyder på, at i hvert fald dele af det danske politi ikke blot har grebet til deciderede ulovligheder for at komme uvæsnet til livs, men taget aktiv del i at fremprovokere stridighederne mellem HA og Bandidos, som kulminerede i den store nordiske rockerkrig.

Bekrig de svin

Eksempelvis siger Jim Tinndahn fra Bandidos (i Faklen nr. 7, foråret 1998):

- I begyndelsen af 1993 var der to politifolk, som aftalte et møde med mig på en rasteplads og sagde, at de havde en fuldstændig tegning over HA-klubhuset i Snoldelev, komplet med planer for vagtskifte og alt muligt.

’Vi kan jo lige så godt holde sammen og bekrige de svin der,’ sagde den ene.’ Selv samme klubhus i Snoldelev rammes, som nogle vil huske, af en panserværnsraket 17.4.96.

Københavns politidirektør, Hanne Bech Hansen, afviste ikke overraskende i første omgang overhovedet at sende materiale til statsadvokaten. Det skønnedes usandsynligt. Et nyt vidne, Kimmie Jönson, kunne imidlertid bekræfte Tinndahns beskrivelse: ’Jeg kan bekræfte historien, som Jim har fortalt, for jeg var selv til stede. Det var en rasteplads i nærheden af en Shell-tank i Ballerup.

De to betjente tilbød tegninger over HA-klubhuset i Snoldelev og bad i den forbindelse om oplysninger om et garageanlæg, hvor HA skulle have skjult våben. Især H.C. var meget ivrig efter at holde sammen mod Hells Angels - han var træt af, at der ikke ’skete noget’. Det var jo på et tidspunkt, hvor der ikke var nogen egentlig konflikt mellem klubberne, men højst nogle småskænderier, som H.C. ønskede at optrappe. ’Der er jo ikke nogen af os, der kan li’ dem, så vi kan lige så godt holde sammen,’ sagde H.C.’ (Faklen nr. 8).

Statsadvokaten besluttede at tage sagen op. (Politiken 28.4.98)

Forfalsket rapport

Da det som bekendt ikke er så let at bevise politifolks overtrædelser, blev der ikke umiddelbart rejst nogen sag mod de to politifolk.

Imidlertid kom nye oplysninger frem, som kunne bekræfte Tinndahn og Jönsons forklaringer. Det kunne bekræftes, at Jönson havde brugt nogle af de oplysninger, som politifolkene havde givet ham i forbindelse med deres erklærede ønske om at ’udrydde de svin’, fordi ’det også er i politiets interesse.’ (Jyllands-Posten 18.3.00) Den 20.3.00 beslutter Statsadvokaten så at genåbne sagen, og skønt efterforskningen atter indstilles 20.12, kan man hæfte sig ved, at statsadvokaten altså har fundet det nødvendigt ikke blot at åbne efterforskning til trods for, at den københavnske politiledelse ikke skønnede anklagerne sandsynlige, men også at genåbne den, da nye oplysninger støttede de meget alvorlige beskyldninger. Sagen er ligeledes relevant for Dan Lynges nye afsløringer, der må siges at styrke mistanken om, at danske politifolk aktivt har bidraget til at eskalere de blodige stridigheder i den store nordiske rockerkrig.

Politifolks særlige trang til at ’udrydde de svin’ kan så eksempelvis sammenholdes med, at politirapporten ’Organiseret Kriminalitet’, som i 1995 blev sendt til Folketingets Retsudvalg for at dokumentere nødvendigheden af at få gennemført vidtgående ændringer i Retsplejeloven, bevisligt var forfalsket (Weekendavisen 25.8.95). Og det uhyggelige svar på spørgsmålet om politiets motiver til ikke at forhindre raketangrebene begynder måske at dæmre.

Stat i staten

Den 5.10.96 dræbes to mennesker af et raketangreb mod HA-klubhuset i Titangade. Ti dage efter vedtages den såkaldte ’rockerlov’. Lig på bordet var åbenbart det, der skulle til for at få dehumaniseret rockerne så meget, at politikerne ridende på en bølge af folkeligt hysteri kunne gennemføre det historisk set farligste anslag mod den danske retsstat. En særlov, der bryder med de fundamentale retsprincipper og giver det danske politi de mest vidtrækkende beføjelser nogen sinde. Beføjelser til at skønne, hvornår ellers grundlovssikrede frihedsrettigheder som forsamlings- og foreningsfrihed skal fratages enkeltgrupper i samfundet.

En lov der intet sted nævner ordet ’rocker’. En lov der kan bruges mod hvem som helst. En lov der blev gjort permanent 22.4.98.

Og mens politi, presse og politikere vurderer, om den form for politistatsvirksomhed er i ’politiets interesse’, når nu det gælder de umenneskelige rockere, afmonteres retsstaten, og alle danskeres retssikkerhed smuldrer.