Udover det spektakulære element ved begivenhederne i New York og Washington den 11. september, er det bemærkelsesværdigt, at ingen organisation eller bevægelse har påtaget sig ansvaret og udtrykt utvetydige mål med attentaterne. Dette repræsenterer en afvigelse. Historisk set har organiseret terrorisme altid haft et klart politisk sigte. Dette gjaldt allerede for den amerikanske revolutions forkæmpere imod den engelske kolonimagt. Også zionistiske grupper brugte terror-aktioner imod engelske interesser og palæstinensere i kampen for at etablere staten Israel. Samme logik gjorde sig gældende i forbindelse med den europæiske modstandskamps sabotager imod den tyske besættelsesmagt under Anden Verdenskrig. I dag er omverdenen vel informeret om formålene med IRA´s terrorisme, de tamilske tigres sabotage og militæraktioner, de palæstinensiske islamiske organisationers terroranslag, etc. I de fleste tilfælde proklamerer de ansvarlige grupper altid deres ansvar og formålet med deres aktioner. I det nuværende eksempel på terrorisme har verden imidlertid kun fået den officielle amerikanske version. Og hvis man er i besiddelse af en kritisk sjæl og stiller det klassiske spørgsmål: Hvem har gavn af forbrydelsen? åbnes mange uudforskede muligheder og det hele bliver endnu mere mystisk.

Øje for øje...

Alt i alt er det ikke irrelevant i denne situation, hvor global kontra-terrorisme er komme på dagsordenen, at minde om en tidligere tidsalders visdom. I kinesisk filosofi finder man to visdomsord som kunne vejlede både den praktiske amerikanske strategi og oplyse dens omverdensforståelse. Det, der hentydes til, er Konfucius berømte konstatering: ”At forstå er vanskeligt. Men har man først forstået, er det let at handle.” Med andre ord: Det er væsentligt at forstå, før man griber til handling. Den anden læresætning blev citeret af Einstein i en slags selvransagelse, efter at USA havde kastet atombomberne over de to japanske byer Hiroshima og Nagasaki med store civile ofre: ”De gamle kinesere (taoisterne) havde ret: man kan ikke gøre hvad som helst”. Sagt på en anden måde har enhver handling konsekvenser. Disse bør nøje overvejes, før man engagerer sig i en aktion. Efter ”hyperterrorismens” anslag på World Trade Center og Pentagon, gælder disse selvrefleksive læresætninger både for de ansvarlige for attentaterne og for den amerikanske regering. Som Ghandi en gang skal have sagt: Øje for øje fører almindeligvis til at begge parter mister synet.

Utilsigtede konsekvenser

I den forbindelse opererer vestlig politisk tænkning med et begreb som med fordel kunne inddrages i den nuværende problemstilling: ”Loven om utilsigtede konsekvenser”. Den går ud på, at enhver handling under visse omstændigheder kan føre til et radikalt modsat resultat end det tilsigtede. I den eksisterende sammenhæng er det muligt, at den amerikanske straffeaktion i første omgang ville tilfredsstille en ophidset stemning i USA. Samtidig risikerer den dog på længere sigt at skabe en endnu større forståelseskløft mellem den vestlige og den muslimske verden - med dertil hørende uoverskuelige, men ikke desto mindre forudsigelige følger. En sådan risiko burde have været taget alvorligt af beslutningstagerne i Washington. Det samme gælder den fremherskende tendens i visse vesteuropæiske lande (herunder Danmark) til at være mere katolsk end paven. Med andre ord at være mere krigerisk end selv samme amerikanske regering.

”Vi er alle amerikanerne” er blevet et slagord, hvis budskab indebærer en form for blind identificeren sig med ”hypermagten”. Præsident Bush satte trumf på ved at udtale at alle, der ikke var med USA i denne krig mod terrorisme, selv per definition var terrorist. I samme åndedrag lanceredes den opfattelse, at attentaterne var rettet imod hele den ”vestlige civilisation”. Uden at være for højtravende kan man vel konstatere, at dette udgør en kraftig reduktion af begrebet ”civilisation”, hvad dette ellers måtte være for en størrelse. Denne form for tænkning repræsenterer i sidste instans en genspejling af den påståede fjendes ideologiske fjendskab, dvs. med omvendt fortegn. At korstogs-mentaliteten har overlevet i vores moderne og globaliserede del af verden siger ikke så lidt om fremskridtets ideologiske tvetydighed. Som det er tilfældet med den påstået skyldige militante islamisme, påberåber Vesten sig Gud. Den samme Gud! Jihad for de første og korstog for os andre som Præsident Bush kom til at udtrykke sig i en freudiansk fortalelse! I Vesten findes ydermere en latent populistisk stemning imod muslimer, for nylig bekræftet af Italiens ministerpræsident, Silvio Berlusconi, der vakte pinlig opmærksomhed ved at fremhæve kristendommens overlegenhed i forhold til Islam.

Globalisering er amerikanisering

En påfaldende mangel i dækningen af hændelserne den 11. september er den historiske dimension, som burde informere om hvad det er, der er gået forkert, og hvorfor man har oplevet tilkendegivelser af spontan glæde i visse dele af den 3.verden. Ikke alene repræsenterer globaliseringen i virkeligheden en amerikanisering af verdensøkonomien. En proces som har vist sig at polarisere verden mellem de rige og fattige. Uanset hvad man ellers kan mene om denne udvikling, kan det argumenteres, at uden USA’s magt og rolle ville verdensbilledet være anderledes.

Udover sin enorme økonomiske indflydelse er De forenede Stater ved begyndelsen af det nye årtusind verdens mest militariserede nation. ”Fredsdividenden” – det løfte der blev givet efter den kolde krigs ophør, fik ikke kravet om højere forsvarsudgifter til at forstumme. En tendens som den nuværende regering med sine tætte forbindelser til det militær-industrielle kompleks ønsker at tilgodese. Til trods for den omsiggribende diskurs om ”sikkerhed” har holdningen i Washington, påvirket af visse økonomiske interesser, hindret effektive aftaler, der kunne have gjort verden fredeligere: ABM-traktaten med Rusland blev bragt i fare på grund af Bush-regeringens insisteren på at opbygge et missilskjold. Aftalen fra 1979 om håndtering af biologiske og kemiske våben var ganske vist underskrevet, men Washington vil ikke være med i den altafgørende tillægsaftale (USA er selv stor producent af biologiske våben). For få måneder siden nægtede De forenede Stater at tiltræde en aftale der skulle begrænse udbredelsen af lette håndvåben: Staterne skulle undlade at eksportere eller uddele våben til oprørs-grupper i andre lande (igen er USA verdens største producent af sådanne lette våben). Kyoto-traktaten om verdens klima måtte vedtages uden USA’s deltagelse. Under landets skjulte krig mod den sandinistiske regering i Nicaragua, nægtede Reagan-regeringen at acceptere en kendelse fra domstolen i Haag, der sagde, at amerikanernes udlægning af miner omkring havnebyen Managua var en krænkelse af folkeretten. Heller ikke etableringen af en international krigsforbrydelses domstol har USA ønsket at tilslutte sig. De forenede Nationers budget blev i mange år udsultet, fordi USA først nu, efter attentaterne, med visse forbehold, har indvilget i at betale sit kontingent. Samtidig svækkede Washington FN ved at forbigå denne organisation under konflikten i Kosovo.

I Mellemøsten, har amerikansk politik bidraget til at opretholde halvfeudale potentater i de rige olie-producerende lande, til trods for Vestens megen tale om demokrati. Ti år efter Golf-krigen er amerikanske tropper stadig stationeret i Saudi Arabien, uanset at de ifølge den oprindelige aftale for længst skulle være trukket tilbage. Hen ved hundredtusinde irakiske børn og andre er døde på grund af USA’s vedvarende insisteren på sanktioner, der i teorien skulle tjene som straf mod Saddam Hussein! Den amerikanske støtte til den israelske stats besættelse af palæstinensiske territorier, i modstrid med flere FN-resolutioner, opfattes i den arabiske verden som en klart antagonistisk politik og hindring for en retfærdig løsning.

Kort sagt: hver gang Washington opfatter initiativer på det internationale plan som værende imod USA’s interesser, er man parat til at svække udviklingen af det internationale civile samfund, inklusive de institutioner der skulle beskytte verdensfællesskabet. Samtidig har Washington med alle midler fremmet sin vision om en ”ny verdensorden”.

Det amerikanske imperium

I sin rolle som drivkraft bag globaliseringen indeholder amerikansk politik således paradokser, der bør tages i betragtning, hvis man vil begribe forskellige tendenser i verden, som ved første øjekast kan forekomme uforståelige. I betragtning af USA’s globale rolle er det forbløffende, hvor ringe interesse de amerikanske medier og den amerikanske befolkning generelt viser internationale forhold og regeringens udenrigspolitik. Med andre ord: moderne historie. Hvad angår det udenrigspolitiske establishment har dets medlemmer omvendt tendens til at vide en hel del om andre samfund, mens kritisk refleksion over de interne mekanismer bag USA’s egen politik er påfaldende fraværende.

I sin bog ”Blowback – The Costs and Consequences of American Empire” som udkom sidste år, beskriver Chalmers Johnson, hvordan han i l960erne som professor i Østasiatiske forhold på Berkeley Universitet ikke kunne forstå de amerikanske studerende, der demonstrerede imod USA’s krig i Vietnam. Selvom han vidste en hel del om de asiatiske socialistiske stater, som han tog afstand fra, kom han efterhånden til den erkendelse at hans forståelse af amerikansk politik var alt for ringe. I virkeligheden, skriver han, havde disse studerende større indsigt i USA’s udenrigspolitik. Chalmers Johnson, som tidligere befandt sig indenfor mainstream, betragtes nu som en paria af det amerikanske establishment.

I bogen ”Blowback”, som er det begreb CIA anvender til at beskrive aktioner, der i tidens løb har givet bagslag, analyserer forfatteren en række tilfælde, hvor USA har blandet sig i andre landes indre anliggender med alvorlige følger ikke alene for de pågældende samfund og regioner i form af menneskelige ofre, men for USA. I forhold til Mellemøsten, hvem husker ikke, hvordan amerikansk politik i 1953 aktivt medvirkede til at afsætte den demokratisk valgte regering under Mohammad Mossadeqh i Iran. CIA-kuppet der indsatte Shahen, indledte en vestlig ”modernisering” i et samfund, der var polariseret mellem rige og fattige. Resultatet nogle årtier senere var den islamiske revolution og Ayatolla Khomeinis magtovertagelse, som satte det iranske samfund under et teokratisk styre med betydelige konsekvenser - også for amerikanske interesser. CIA var i de følgende år involveret i militære kup på alle kontinenter. I 1954 var turen kommet til Guatemala hvor præsident Jacobo Arbenz blev væltet –en dramatisk udvikling fulgte for den indianske befolkning. I Congo blev landets første premierminister Patrice Lumumba myrdet i samarbejde med Belgien. I Indonesien stod ”the agency” i 1965 igen bag fjernelsen af landets første præsident Sukarno i et blodigt forløb. I Chile i 1973 blev den folkevalgte Salvador Allende myrdet og General Augusto Pinochet sat til at styre landet gennem et militærdiktatur. I den nuværende hetz imod Taleban i Afghanistan, erindrer flere og flere om, at Osama bin Laden og hans følgesvende blev skabt af CIA som det strategiske værktøj i rekrutteringen af ”frihedskæmpere” fra hele den muslimske verden med det formål at bekæmpe russerne i Afghanistan. Siden har de samme mujahadiner været aktive i adskillige konflikter: Algeriet, Kosovo, Tjetjenien, etc.

Faktisk har den amerikanske politik i årene siden Vietnam-krigen rimeligt effektivt overalt bekæmpet og besejret reform-venlige og prosocialistiske regimer og bevægelser, som kunne gøre modstand imod USA’s verdensprojekt. Ofte blev religion anvendt som politisk instrument imod sekularismen. Fjernelsen af så godt som ethvert velorganiseret politisk alternativ har imidlertid ikke neutraliseret modstanden. I den muslimske verden er der opstået grupper som finder inspiration i Islam og som voksede sig stærke på grund af fattigdom og desperation ansigt til ansigt med korrupte regimer allieret med USA. Religionen er blevet politiseret. I stedet for Marx konfronteres amerikansk politik med Muhammed!

Vesten mod resten af verden?

Overført til den nuværende krise er det et spørgsmål, om de globale medier. Offentligheden er ikke bedre informeret om USA’s potentielle fjender end om De forenede Staters målsætning og politik. At følge Washington i en slags malstrøm rettet imod Islam kunne få en boomerang-effekt og risikerer at bidrage til at virkeliggøre Samuel Huntingtons forudsigelse om fremtidige civilisationskonflikter mellem Vesten og resten. Det må ikke overses, at selvom arabiske og muslimske regimer – under pres – udtrykker støtte til USA’s politik, er dette ikke ensbetydende med, at befolkningerne står bag.

Situationen kræver besindighed. Uigennemtænkte gengældelser åbner sluserne for nye former for racisme og religiøs fanatisme. Nu hvor konferencen i Durban i Sydafrika har sat racisme på den internationale dagsorden, kan den vestlige offentlige mening vise sin troværdighed ved at tage afstand fra den strukturelle terrorisme. Nemlig den undertrykkelse som befolkningerne i den 3. Verden udsættes for under den eksisterende verdensorden, for ikke at tale om de statsterroristiske interventioner, som er blevet gennemført i den ”frie” verdens navn.

Skal vi besvare spørgsmålet om, hvem der har haft gavn af det terroranslag, som amerikanerne kalder Nine Eleven, så er det klart, at det har styrket Bush-regeringen og det republikanske parti. Det militærindustrielle kompleks har fået en kraftig tilførsel af økonomiske midler, og hele sagen har været med til at dække over de store erhvervsskandaler: Enron og de efterfølgende konkurser. Og dermed er ikke sagt, at terroren var ønsket af disse kredse.

Naturligvis er medfølelse og sorg over de civile ofre der omkom i World Trade Center og i de kidnappede fly på sin plads. Enhver anden holdning ville være uanstændig og forkastelig. Men derfra at tilslutte sig den amerikanske regerings totale ”krig mod terrorisme” uden kritisk analyse af USA’s globale rolle er en politisk stillingstagen som cementerer troværdighedskløften mellem verdens befolkninger. Som den amerikanske forfatterinde Susan Sontag skrev i en kommentar i Le Monde: ”Lad os lide sammen. Men lad os ikke være stupide sammen. Lidt historisk bevidsthed kan hjælpe os til at forstå præcis hvad der er sket, og det som kan komme til at ske.”