Antiglobaliseringsbevægelsen i Danmark står således også midt i at træffe nogle afgørende valg: Hvilken strategi og hvilke midler skal tages i anvendelse?

Politiets strategi og midler er til gengæld kendt på forhånd, og det er desværre lige så trivielt, som det er uomgængeligt at karakterisere dem som begyndende udtryk for en fuldt funktionsdygtig politistat: Den grundlovssikrede demonstrationsfrihed er under pres, potentielle udenlandske demonstranter skal bortsorteres direkte ved grænsen, og et stort antal globaliseringsmodstandere, som politiet på forhånd forventer at indfange under selve demonstrationerne, skal interneres i særlige fængselsbure, der er konstrueret til lejligheden i parkeringskældre under tre københavnske politigårde.

Højtplacerede betjente har fortalt til gratisavisen Urban, at fængselsburene tilmed ligner »hundeburene« på den amerikanske militærbase på Cuba, hvor formodede al-Qaeda-krigere holdes indespærret under forhold, der er blevet stærkt kritiseret internationalt. Det siger ikke så lidt om politiets hårde fremgangsmåde, og det siger ikke mindre om deres grænseløst overdimensionerede fjendebillede af demonstranter og aktivister.

I forvejen har politiet oprustet massivt de forløbne år, både mandskabsmæssigt og materielt, og udgør i dag reelt en paramilitær styrke. Vi har allerede set, hvordan maskingeværbevæbnede tropper i harnisk har »patruljeret« Christiania, og hvordan tungt bevæbnet politi med et enormt overbud af pansrede vogne og mandskab nok til at mandsdække samtlige demonstranter farer utrolig hårdt frem under »generalprøver« på forventede optøjer under kommende topmøder. Mig bekendt har ingen dansk betjent nogen sinde haft den mindste brug for en maskinpistol, men alligevel accepteres denne oprustning blindt af både politikere og presse.

Modstanderne af den neoliberalistiske globalisering udgør omvendt en såre fragmenteret bevægelse, der er fordelt på talrige partier, organisationer og foreninger, og er uenige om mangt og meget – og det er afgjort helt ude af proportioner at lade ordensmagten udstyre med militærvåben og stadig mere uindskrænkede magtbeføjelser. Men så meget desto mere er der grund til, at antiglobaliseringsaktivister i stort tal alligevel vil turde sætte deres aftryk på den politiske dagsorden, når topmøderne løber af stablen i København.

Globale Rødder

Håbet må være at vise politiets, militærets og magthavernes mur maksimal trods og utrætteligt slå til lyd for en alternativ verdensorden, topmøde efter topmøde efter topmøde. En verdensorden, som ikke er på bekostning af den tredje verden, men som er på den tredje verdens og alle mulige andre verdeners præmisser – eller som Globale Rødder så forbilledligt har formuleret det: »Vi vil kæde verden sammen på tværs af grænser, folkeslag, kulturer og sprog. Vi vil en verden med plads til mange verdener. Derfor vender vi os imod ensretning, marginalisering og udbytning af mennesker (…) Vi vil en verden med plads til menneskers forskellighed. En verden hvor seksuelle, aldersmæssige og kulturelle forskelle er udviklende og udfordrende, hvor vi møder hinanden med respekt og nysgerrighed. Derfor vender vi os imod racismen og hadet til det fremmede. Ligesom vi vender os imod at én kultur hævdes at have forrang frem for andre.« (Fra »Globale visioner fra neden«: http://www.ulydighed.dk).

Ufordringen for antiglobaliseringsbevægelsen her og nu er imidlertid ikke de langsigtede visioner, men de konkrete, forestående aktioner og demonstrationer, og for mig at se har Globale Rødder også her et præcist øje for den vigtigste og største udfordring: »Magthaverne er blevet overraskede og skræmte over den succes, modstanden mod ’globaliseringen fra oven’ har haft. De søger nu at splitte modstanden i ’gode og onde’, både på politisk niveau og i aktionerne. Det er vigtigt at bryde denne strategi, dels ved at udvikle og forfine den civile masse-ulydigheds-strategi, dels ved at forbinde den til andre aktions- og demonstrationsformer.«

Vi må utrætteligt appellere til deltagerne i (og ikke mindst arrangørerne af) aktioner og demonstrationer under Danmarks EU-formandskab om ikke at falde i den fælde, hvor man spiller med på splittelsesstrategien. Tidligere har repræsentanter for forskellige dele af antiglobaliseringsbevægelsen desværre bidraget lidt for tankeløst til at gøre hovedindtrykket af modstanden under topmøderne til de »gode« aktivisters evindelige »afstandtagen« fra de »onde« aktivister, og alt for megen dyrebar taletid i pressen er således spildt.

En kort og klar understregning af at der kæmpes på et ikke-voldeligt grundlag og generelt tages klar afstand fra vold fra alle sider er et tilstrækkeligt og udtømmende statement. Længere behøver den ikke være. De øvrige 99 procent af taletiden i pressemeddelelser og presseudtalelser bør fokusere på en utvetydig afsky over for den knusende undertrykkelse, som den neoliberalistiske globalisering medfører. Hvis vægtfordelingen bliver ret meget vendt på hovedet, risikerer splittelsesstrategien at sejre og globaliseringsmodstanden i bedste fald at løbe ud i tandløst hygge.

Berlingske Tidende har allerede indledt kriminaliseringen af antiglobaliseringsaktivister gennem en systematisk hetz mod Globale Rødder, der vha. åbenlyst citatfusk stigmatiseres som en terrorbevægelse in spe. Derfor bør ikke mindst Attac og andre modstandere af den neoliberalistiske globalisering allerede nu bakke klart op om Globale Rødder og på det skarpeste udstille og afsløre denne revolverjournalistiske sensationalisme – al tavshed er blot en ufortjent cadeau til Berlingske Tidende og hele det politiske establishment.

Globale Rødder har i den grad stået i pressens skudlinje, og en samlet kritik af pressens mistænkeliggørelse er i høj grad tiltrængt. Dermed ville man også virkelig udtrykke sammenhold på tværs af forskelligheden, og dermed ville forskelligheden vise sig som den styrke, den er – eller kunne være.

Globale Rødder er blot det første mål for smædekampagnen, fordi man måske mere end andre så rammende har udtrykt den afgørende nødvendighed af en bred vifte af tiltag i antiglobaliseringsbevægelsens kamp: »En bevægelse, der evner at se de forskellige kampfelter og modstandsformer som noget, der supplerer og understøtter hinanden i stedet for som konkurrerende projekter, kan gøre sig håb om fremgang. Vi tror ikke på ideen om én sandhed, én vej, én fælles marchtakt. Hvis vi ønsker et samfund, der respekterer forskellighed, må vores organisering og kamp afspejle det.«

Fra Genova 2001 til København 2002

Sporene fra topmødet i Genova 2001 skræmmer, og under topmøderne i København 2002 er det essentielt, at hverken politiet eller pressen får held til at piske en stemning op, der motiverer en grundløs klapjagt på selvudnævnte »skurke«. I sidste ende er det naturligvis blot begyndelsen på den velkendte salamimetode, der skal legitimere kriminaliseringen af stadig flere former for modstand.

Og vi må ikke glemme, at den skæve verdensorden, som er målet for alle protesterne, er en mur af gigantiske dimensioner, der ikke slår de mindste revner, hvis modstanden alene lader sig reducere til spraglede optog med nok så sympatiske slogans. Der er nødt til at være plads til at gøre brug af civil ulydighed, som sprænger rammerne, for det er kun kombinationen af demonstrationer og aktioner, som har mulighed for at skabe sprækker i muren – og om nok så små er og bliver disse sprækker en forudsætning for forandring.

I Faklen nr. 21 beskrives og analyseres forløbet af demonstrationerne og aktionerne i Genova 2001, og pointerne forekommer mig desværre kun at blive så meget desto mere aktuelle, jo mere vi nærmer os topmøderne i København 2002. Jeg vil derfor slutte af med et kortere uddrag herfra (hele artiklen »Fra Genova 2001 til København 2002« findes online her: http://www.humanisme.dk/art11001.htm):

Målet må være, som Attac-Italien udtrykte det inden topmødet i Genova, »to prevent the meeting from taking place«, ikke med alle midler, langtfra, men så offensivt og pågående, som det lader sig gøre at forcere afspærringer uden vold. Opfindsomme slogans, farverig ansigtsmaling og en stemning som på Roskildefestivalen gør det trods alt ikke alene, selv om det er meget hyggeligt, når titusindvis af unge mødes på denne vis og håber, at topmøde-belejringen er synonym med en fest, en march og nogle slagsange.

Forandring sker kun, hvor magtens mænd trues af en offensiv modstand. Som vi så det i Seattle i 1999, og som det er bølget videre verden over. En sådan offensiv er pinedød nødt til at standse topmødernes gennemførelse, fordi det er det eneste, som tilnærmelsesvis truer hele den selviscenesættelse af magtvælden, som tilsyneladende er så afgørende for stats- og regeringsledere, og derved sender et altafgørende signal også til den tredje verden om, at midt i det privilegerede Vestens selvtilstrækkelighed er der mennesker, som gør oprør imod en verdensorden, der bl.a. betyder, at 1,2 milliarder af deres medmennesker må leve for kun én dollar eller mindre om dagen.

Over for den slags astronomiske absurditeter er passive slogans og slagsange i turistafstand fra de »forbudte zoner« nøjagtig lige så ineffektive, som de forløbne årtiers tilbagevendende underskriftsindsamlinger og lejlighedsvise ord-solidaritet.

Konsekvensen må være at fortsætte og styrke antiglobaliseringsoprøret i dets humanistiske, uselviske og offensive karakter. Humanistisk – fordi det er mennesket og menneskets selvbestemmelse, der er i centrum for oprøret, og magtkoncentrationen på tværs af lande og mennesker, der er genstand for oprøret. Uselvisk – fordi demonstranterne fra den vestlige verden i uhørt grad kæmper for andre end sig selv, hvor vi er mere vant til arbejdskampe for højere løn (til os selv), kritik af urimelige vilkår (der rammer os selv) eller krav om lavere skatter (for os selv), osv.

Offensivt – for hvis ikke vi søger at bremse udviklingen ved at bremse beslutningstagernes pompøse topmøder, er der intet som helst, der tyder på, at den globale skævhed afviger fra det samme spor, som den har fulgt de foregående par århundreder: Forskellen mellem de rigeste og fattigste lande anslås til at have været en faktor 2 i 1820. I 1900 var den ifølge Verdensbankens udviklingsrapport 2000/2001 faktor 5. I 1960 faktor 20.

I dag er den faktor 37.