Den hollandske højre-populistist Pim Fortuyns politik har meget tilfælles med andre europæiske højrepopulistiske partier. Hans bøsseri gav imidlertid hans chauvinisme et dynamisk ansigt og hans nationalisme gjorde homoseksualiteten spiselig og gav den ny mening.

Pim Fortyun er blevet fremstillet som en modsætningsfuld politiker med hans blanding af national chauvinisme og sofistikeret overklassebøsseri. Modsætningen er til at få øje på, men samtidig er Fortuyn udtryk for en måde for konservative kræfter at forny sig på, hvor den nationale chauvinisme og homoseksualiteten er forbundne på den måde, at de paradoksalt nok gør hinanden på en gang spiselige og attråværdige. Som fænomen er han ikke mere specifik hollandsk, end at han kan ses som en pendant til det man i USA kalder Gay Conservatives, tilsat forestillingen om europæisk frisind.

Også i Danmark er homoseksualitet blevet forsøgt inddraget som en del af et nationalforherligende projekt efter overfaldet på Mermaid Pride sidste år. Aldrig har et overfald på homoseksuelle fået så meget opmærksomhed i de danske medier, og pointen er tilsyneladende, at indvandrere står i modsætning til ”den mangeårige danske indsats for at give bøsser og lesbiske et værdigt liv”, som chefredaktøren Søren Søndergaard eksempelvis formulerer det i Søndagsavisen så sent som den 21. april i år. At den mangeårige indsats er blevet gjort af homoseksuelle og modarbejdet af heteroseksuelle uanset kulturel baggrund slettes af hukommelsen, og pludselig opstår en hellig alliance baseret på nationalitet og religion.

Pim Fortuyns hunde, hans kunstsamling, butler, skræddersyede jakkesæt og dyre bil har i samme åndedrag som bøsseriet fået lige så meget, hvis ikke mere, omtale som hans politiske program. Alene det at Fortuyns livsstil og seksualitet er blevet tildelt den opmærksomhed, som det har været tilfældet, synes at underminere Fortuyns påstand om, at ”i Holland behandles homoseksualitet på samme måde som heteroseksualitet”. Hans tanker om seksuel ligestilling er ikke desto mindre en væsentlig del af hans succes, selvom de ikke som sådan er en del af hans parti, Lijst Pim Fortuyns, politiske program.

Raffineret chauvinist

- Hollandske homo-organisationer har taget afstand fra Pim Fortuyn og hans forslag om indvandrerstop og bestræbelser på at fjerne alle anti-diskriminationsparagraffer fra den hollandske forfatning, fortæller Peter Drucker, International Institute for Research and Education, Amsterdam. Han fortæller dog samtidig, at Fortuyn har haft en vis opbakning i homomiljøet.

Støtten til Fortuyn skal også ses i lyset af, at Holland ikke bare er det lille frisindede og velfungerende land, det ofte går for at være. Parlamentarisk er det et udpræget konsensusorienteret land, hvor brede regeringskoalitioner har siddet på regeringsmagten og internt taget de kompromissøgende politiske diskussioner, hvilket har efterladt en opfattelse af et lukket elitært politisk system. Samtidig blev der i et forsøg på at få bugt med arbejdsløshedsproblemer i firserne gennemført omfattende arbejdsmarkedsreformer med det formål at gøre arbejdsmarkedet mere ”fleksibelt”, primært ved indførelsen af mere deltidsarbejde. Det har betydet at Holland har et af Europas største andele af såkaldt ”working poor”. Altså folk der har et arbejde med meget få timer og deraf følgende lav indkomst. Utilfredsheden og de sociale problemer udnyttede Fortuyn ved at sparke til både den politiske elite og forskellige udsatte grupper – herunder indvandrere.

Fortuyn er en politiker, der har foreslået overdosis som en mulig løsning på narkotikaproblemer. Indvandrerstop, nedskæringer i den offentlige sektor, lavere sociale ydelser, kritik af sundhedssektoren og en lov og ordenspolitik med hårdere straffe og flere midler til politiet er centrale punkter, som han gik til valg på. Punkter der lige så godt kunne have været fremført af en Kjærsgaard, en Le Pen eller en Haider. Fortuyn var dog væsentlig mere raffineret i hans selviscenesættelse og han gjorde en dyd ud af at distancere sig fra, hvad han kaldte for ”småborgerlige nationalister.” Distancen kunne han til dels opretholde, fordi han selv bevidst førte sig frem som en del af en nyligt accepteret minoritet. Alene det faktum at han var ”out and proud” kunne give ham et image som progressiv eller bare kontroversiel i modsætning til mere stivnakkede, højtråbende fortidsfantaster som Le Pen eller Kjærsgaard.

I en situation hvor homoseksuelle balancerer på grænsen mellem diskrimination og tolerance, fremstillede Fortuyn sin egen homoseksualitet som en ligeberettiget måde at leve på – en integreret del af hollandsk kultur. Heteroseksualiteten, hvad enten den er pakket ind i kristendom, islam, jødedom, nationalisme eller humanisme, blev ikke opstillet som et politisk problem eller en modsætning. Tidligere tiders ringeagtelse af homoseksualitet førte han i stedet over på en anden minoritet – indvandrere. Samtidig med at han hyldede den personlige frihed afskar han den fra en gruppe sammenfattet under kategorien Islam, som han betegnede som ”en tilbagestående kultur.”

Overklassebøsser

Den politiske situation i USA er på mange måder dårlig sammenlignelig med forholdene i Holland, og Danmark for den sags skyld. Alligevel giver det mening at kaste et blik over dammen og se Fortuyn i lyset af en splittelse i den politiske homobevægelse, der ikke er så ny igen. Som forfatter og redaktør Richard Goldstein skriver i The Village Voice efter Pim Fortuyns død, er højrefløjen i USA en integreret del af det homopolitiske landskab, hvor de i større og større udstrækning som hvide middel- eller overklassebøsser og –lesbiske dominerer de store homo-organisationer og de homoseksuelle indslag i mainstreammedierne. Det har betydet, at højreorienterede homoseksuelle, det være sig i form af politiske grupperinger som Log Cabin Republicans eller den indflydelsesrige forfatter og kommentator Andrew Sullivan, har taget kraftig afstand fra de mere radikale eller outrerede dele af det homoseksuelle miljø.

Hvor det i USA primært har drejet sig om at fremstille homoseksuelle som pæne respektable borgere, har det i Europa i kølvandet på den højrepopulistiske bølge også handlet om at integrere homoseksualitet, med hvad det måtte indebære, som en integreret del af en respektiv national kultur – uden at forholde sig til hvad og hvem den kultur i forvejen favoriserer og ekskluderer.

Højrepopulister som Fortuyn genfortæller således den nationale historie, og holder fast i en forestilling om et fællesskab, der traditionelt ikke har rummet homoseksuelle måder at indrette sit liv på. Fortuyns formue og karriere placerede ham i forvejen i det gode selskab, og gjorde det muligt for ham at forsøge at placere den homoseksuelle (eller ham selv) centralt i den nationale selvforståelse, samtidig med at han ikke behøvede at forholde sig til forskelligheden i de grupper han gerne ville udelukke. Sociale problemer og et højreorienteret eurocentrisk politisk klima havde allerede kridtet banen af for ham.

Som Peter Drucker udtrykker det: ”Der er også muslimske og andre indvandrergrupper for lesbiske, bøsser, bi- og transseksuelle, men de har selvfølgelig aldrig fået en brøkdel af den medieopmærksomhed, som Fortuyn har fået”.

Den pæne nationale familie

Når Pim Fortuyn med sin overklassebaggrund forstod at fremstille sin homoseksualitet løsrevet fra de mere smudsige elementer af en homokultur og løsrevet fra sociale forhold, klasse, køn eller etnicitet, så fremstod han på den baggrund som en fornem eksponent for den ultimative skaber af sig selv. Et frisat individualistisk menneske, der passer perfekt ind i en liberal og samtidig konservativ national selvforståelse. Hvor konservative og højrepopulistiske repræsentanter andre steder virker stive og støvede virkede Pim Fortuyn dynamisk, nyskabende og ikke mindst selvskabende – selvom hans politiske budskab stort set var det samme.

Hvis Fortuyn på den måde ses som et udtryk for en liberal eller konservativ nyorientering, der følger op i en tid, hvor en kommerciel, individualistisk og erklæret apolitisk homobevægelse giver slip, så kan man frygte at den måde at føre homopolitik på, der ikke fokuserer på sammenhængen mellem magt, social ulighed og seksualitet, griber om sig. Hvis de politiske perspektiver og mål ikke rækker længere end til tilsyneladende tolerance og registreret partnerskab eller andre juridiske spidsfindigheder på den ene side, og hvis seksualitet ikke bliver inddraget i spørgsmål om sociale ulighedsproblematikker på den anden, så er forestillingen om national selvgodhed ubehageligt fristende. Det kan hverken homoseksuelle eller andre, der ikke lige passer ind i forestillingen om den nationale familie, være tjent med.

- Ovenstående kommentar er også at finde i Panbladet, juni 2002.