Venezuelas hovedstad, Caracas, den 13. april 2002. Ledende generaler i det venezuelanske militær omringer præsidentpaladset, hvor landets præsident, Hugo Chavez, opholder sig sammen med sin regering. Generalerne meddeler præsidenten, at han har præcis 15 minutter til at forlade bygningen og overgive sig til militæret, ellers vil præsidentpaladset blive bombet. Efter 10 minutters overvejelse vælger Chavez at forlade bygningen. I samme øjeblik han træder ud, bliver han anholdt og fløjet til en flådebase på øen Orchila ud for Venezuelas kyst.

Dette er ikke et kup...

I hvert tilfælde ikke i følge journalisterne på de store internationale nyhedsstationer og deres danske kollegaer. Mens tanks patruljerer Caracas færdselsårer, Chavez bliver fængslet, alternative medier lukket og der gennemføres razziaer i folkelige boligkvarterer fortæller Danmarks Radios TV-avis således, at Venezuelas præsident, Hugo Chavez, er ”trådt tilbage”.

Denne fremstilling beror imidlertid ikke på sproglig misforståelse i TV-byen. Nyheden om præsidentens ”tilbagetræden” spredes gennem CNN og CBS til verdens fjerneste afkroge, og selv i Caracas, hvor indbyggerne ved selvsyn kan konstatere, hvad der foregår, får de i medierne at vide, at en ny foreløbig regering vil ”genetablere demokratiet”.

Dagen efter kalder Politiken Chavez for ”en elendig leder for sit land”, mens man på lederplads i samme avis kan læse, at ”ingen vil savne Hugo Chavez.” Denne påstand bliver kort tid efter gjort til skamme, da den fattige befolkning over alt i Venezuela går på gaden, omringer kaserner og politistationer og bakker op om de officerer, der støtter Chavez og har mod til at gøre front mod deres overordnede. I løbet af bare 24 timer bringer Venezuelas befolkning deres præsident tilbage til magten.

Et mediekup

Dette er den sørgelige historie om et mediekup, der kun kunne gennemføres fordi den overvejende del af de venezuelanske medier, der var de første til at viderebringe kupmagernes løgne, er ejet af de samme økonomiske grupper, som stod bag kuppet mod Chavez. Men det er også historien om, hvordan det på kort tid kan lykkes nogle få magtfulde mediebaroner at forgifte hele den journalistiske fødekæde.

Hvis Chavez ikke var vendt tilbage - hvis kuppet rent faktisk var lykkedes - så havde løgnen om begivenhederne i Venezuela formentlig fået lov at bestå. Dette faktum rejser flere vigtige spørgsmål.

Hvorfor var der ingen journalister, der smagte giften og spyttede den ud, før den gik videre til næste led i fødekæden? Det drejer sig blandt andet om journalisternes fatale mangel på kildekritik og historisk indsigt. Det havde taget enhver journalist meget kort tid at finde ud af, at Hugo Chavez er en demokratisk valgt præsident, der vandt 80 procent af stemmerne ved valget i 1998 og senere har vundet ikke færre end seks valg og folkeafstemninger.

Lige gyldigt hvad man end måtte mene om Chavez, burde den oplysning automatisk have affødt en række kritiske spørgsmål i forbindelse med hærens magtovertagelse. Samtidig kan det undre, at journalisternes historiske glemmebog er så veludviklet, at der ikke er flere klokker, der har ringet og ledt tankerne hen på lignende magtovertagelser i Latinamerikas historie, hvor der er blevet slået hårdt ned på forsøgene på at føre en social omfordelingspolitik, bl.a. i Chile.

Set i det lys er kuppet i Venezuela hverken overraskende eller forbavsende. Siden sin indsættelse som præsident har Chavez nemlig udfordret nationale såvel som internationale magter. I Venezuela har han gjort op med en mange år gammel magtelite bestående af de to traditionelle partier, den økonomiske elite, den statskontrollerede fagbevægelse og domstolene.

Han har igangsat et omfattende reformprogram, der blandt andet omfatter en jordreform til fordel for småbønderne, gratis sundhedshjælp til alle, fordobling af uddannelsesudgifterne, som har sikret en million flere børn skolegang, forøgelse af mindstelønnen, nedbringelse af arbejdsløsheden etc.

I november vedtog parlamentet en lovpakke, der skulle sikre større samfundskontrol med økonomien, en bedre fordeling af ressourcerne og begrænsning af ejendomsretten til fordel for den generelle velfærd. Lovpakken omfattede blandt andet en større kontrol med og beskatning af de udenlandske olieselskabers udvinding i Venezuela.

Alt sammen angreb på den økonomiske elite som i årtier har siddet ved roret i Venezuela.

Men også hos storebror i nord har Chavez gjort sig højst upopulær. Udover at ramme amerikanske firmaers interesser gennem sin interventionistiske økonomiske politik har Chavez brudt med den latinamerikanske tradition for at underlægge sig den amerikanske udenrigspolitik.

Ikke alene har Chavez oprettet særdeles venskabelige relationer med Cuba og besøgt både Libyen og Irak, han har også nægtet amerikanske militæroverflyvninger og afvist at deltage i krigen mod guerillabevægelserne i nabolandet Colombia.

En sådan uafhængig og suveræn politik, der udfordrer både nationale og internationale eliter, har i Latinamerika historisk set dårlige chancer for at overleve. Det almindelige svar har været militærkup støttet af USA, der har genetableret den traditionelle elites magt.

Tid til selvransagelse

Et mediekup, som det vi har oplevet i Venezuela, har ikke blot forrådt hele den venezuelanske befolkning og misinformeret lyttere, seere og læsere i resten af verden. Det mediebillede, som det er lykkedes de venezuelanske medier at formidle globalt, gjorde det legitimt, at USA umiddelbart efter kuppet erklærede sig ”lettet” over, at ”diktatoren” Chavez var sat fra bestillingen, og flere europæiske politikere hilste den ”demokratiske overgangsregering” velkommen.

Mediebilledet har med andre ord været tæt på at legitimere USA’s og flere europæiske landes accept af et militært anslag mod et demokratisk styre.

Dette burde give anledning til en hel del journalistisk selvransagelse - også uden for Venezuelas grænser. For end ikke de nederste led i den journalistiske fødekæde kan holdes fri fra ansvar og dække sig ind under at være blevet fejlinformeret.

Og det journalistiske ansvar er kun blevet endnu tungere i en tid, hvor den politiske kamp i højere og højere grad er blevet en kamp om ord. - En kamp om at definere hvem der er terrorister, og hvem der er frihedskæmpere. Hvem der fører krig, og hvem der laver militære kampagner osv. osv. Det er som bekendt vinderne af denne kamp om ordene, der får lov til at lave love, gå i krig og skrive historie.

Denne gang blev løgnen, takket være det venezuelanske folk, overhalet indenom af virkeligheden, men hvad med næste gang?