Jørgen Flindt Petersen, der af mange vil være kendt som den tidligere administrerende direktør for TV2, er efter sidste års debut med erindringerne ”Hjerteblod” fortsat som forfatter, denne gang i den dokumentariske genre. Igennem et år, fra forsommeren 2000 til juni 2001, fulgte Jørgen Flindt Petersen sammen med et kamerahold og fotografen Stig Stasig en 10. klasse på Humlehaven Skole i Odense-bydelen Vollsmose.
Bogen er blevet til under klipningen af dokumentarprogrammerne, der for et par måneder siden blev vist på TV2.
Ifølge præsentationen af bogen var målet ”at sætte ansigt på ”fjenden”. Skildre de unges verdensbillede. Finde ud af, hvorfor deres lunte i stort set alle sammenhænge var kortere, end den vi normalt forventede. Vi ville afsøge deres forestillingsverden. Formidle deres drømme og høre, hvordan de fandt den vanskelige vej mellem en oprindelig kultur og religion og den måde, som danskerne ønsker, de skal opføre sig på”.
Godt så.
Nu er venstrefløjen jo ikke ligefrem kendt for sin vilje til offentligt at turde konfrontere og diskutere indvandrer- og flygtningespørgsmålet, og selv føler undertegnede sig i al fald ikke just overrepræsenteret i mediedebatten.
Vi er for åbne grænser, vi er imod højredrejningen, men hvad er vi ellers? Hvad med de ”sorte” og ”hvide” skoler, hvad med sløret, hvad med problemerne i opgangen, hvad med Mjølnerparken, hvad med...?
Der mangler indlæg i debatten, der hverken er anti-fascistisk rygklapperi eller højredrejet heilen. Og her er ”Drengene fra Vollsmose” faktisk et godt bud.
Jørgen Flindt Petersen er, samtidig med at han er kritisk overfor mediernes overfladiske fremstilling af konflikterne, ærlig om sine ambivalente følelser overfor drengene. De er charmerende og ligefremme, men også øretæveindbydende provokerende med deres æresbegreber og stolthed, og der er ingen nemme løsninger (og få reelle tilbud) til de udad-reagerende drenge.
Bogen er, i sagens natur, væsentligt mere nuanceret end programmerne og dermed også væsentlig mere interessant. Udover beskrivelsen og portrætterne af de unge i klassen og deres lærere, rummer bogen forfatterens egne betragtninger og følelser omkring hele konflikten i Vollsmose-området.
Man må uvilkårligt tage hatten af overfor den meget ærlige og sobre stil, der lægges for dagen. Med Stig Stasigs fantastiske billeder til giver det mindelser om det hedengangne månedsblad Press, da det var allerbedst.
Særligt interessant er portrættet af rektor på Humlehaven skole, Olav Rabølle Nielsen og hans kone Mette. ”Ildsjæle” som det hedder med et pænt ord, men også her har Jørgen Flint Petersen givet sig tid til at grave lidt om bag facaden på det engagerede par, der i bogstaveligste forstand i perioder er ved at blive rendt over ende af Vollsmoses problembørn.
En skarp og aktuel vinkel er der også på de palæstinensiske drenge i klassen, og det er godt prioriteret af forfatteren. For ”indvandrer-drenge” er jo ikke bare ”indvandrer-drenge”, og portrætterne af disse palæstinensiske unge og deres familier er neongrønt indlysende i al sin enkelhed.
Jørgen Flindt Petersen har vovet at delagtiggøre læserne i sine umiddelbare fordomme og forestillinger, også da hans eget villakvarter i Kerteminde får sine første ”fremmede” tilflyttere. Den umiddelbare modvilje og irritation er med hele vejen igennem, det er modigt, og det kunne være gået galt – men gør det ikke.
Alt i alt en vigtig og modig lille bog, der i øvrigt grafisk, layout- og fotomæssigt er afsindigt indbydende.
Skulle dokumentarprogrammerne blive genudsendt på TV2, vil jeg opfordre til at slukke for dem og i stedet investere i denne ”bogen bag filmen”.
Jørgen Flindt Petersen: ”Drengene fra Vollsmose” – Rapport fra et år i en bydel i Danmark. Foto af Stig Stasig. Gyldendals Forlag 2002. 225 kr.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96