Norske Shabana, der har pakistansk baggrund, er i Norge blevet både berømt og berygtet som den første kvinde med indvandrerbaggrund, der har forsøgt sig på de ellers så hvide, mandsdominerede stand-up scener. Med seriøse emner som kvindeundertrykkelse, tvangsægteskaber, racisme og omskæring, omskrevet til hylende morsomme punch-lines, er der lagt op til punktering af samtlige fordomme og tabuer i miles omkreds.
Wessels Kro var bogstaveligt talt pakket fra gulv til loft med et meget opstemt publikum, der bemærkelsesværdigt nok bestod hovedsagligt af norske, danske og pakistanske kvinder. Jeg savnede virkelig nogle af de mænd, der påstår, at feminister ingen humor har!
Shabana gjorde sin entre iklædt sort burka, som hun beholdt på, alt imens hun fyrede vittigheder af på klingende norsk, om alt fra pakistanske kvinders overskæg til mænds teori om klitoris som værende en græsk ferieø.
Frem under burkaen dukkede snart en billedskøn norsk-pakistansk fjeldabe op, men stoffet blev dog hurtigt hevet frem igen og trukket ned over hovedet på en "frivillig" islænding, der stærkt svedende hurtigt fik selskab af Shabana selv, hvormed de to endte i en hed omfavnelse under burkaen til publikums vilde begejstring.
Jeg stod i øvrigt således, at jeg kunne iagttage den dansk-pakistanske radikale politiker Tanvir Ahmed, der sidste år sammen med Mona Sheik blev kendt i striden om gruppen Minhaj-ul-Quran. Det var svært at undgå at bemærke, at han tilsyneladende slet ikke morede sig, og gik før det ellers meget korte show sluttede…
Shabana Rehman, der i starten af showet erklærede sig som feminist, har uden tvivl talent som komiker. Hun er faktisk sjov, men måske en lille smule for norsk, forstået på den måde, at hun refererer til en dagligdag i Norge, som jeg ikke altid forstod. Omvendt er hun utvivlsomt international og sørgelig aktuel i sine klart anti-racistiske og feministiske synspunkter, og i den sammenhæng er humor jo et befriende våben.
Til stede under showet var også et tv-hold fra TV-Avisen, der med tykpandet arrogance fik præsenteret Shabana som modstander af undertrykkelse af indvandrerkvinder, hvilket fik undertegnedes ledsager til at påpege, at hun vel som feminist er modstander af undertrykkelse af alle kvinder.
Det kunne den flinke journalist på ingen måde "overskue" at høre, og på den måde fik han i lighed med flere andre danske og norske medier reduceret Shabana Rehman til mikrofon-holder for alle de stakkels undertrykte pakistanske kvinder, der meget passende kan fungere som et spejlbillede på vores egen frigjorthed. Og det var bestemt ikke aftenens budskab.
Shabana Rehman optræder i aften på Kulcafeen, Teglgårdsstræde, kl. 22.00 og kl. 24.00.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96