Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Amnesty inviteret til udvalgsarbejde om politiklager

12. oktober 2006 - 17:03

Amnesty inviteret til udvalgsarbejde om politiklager

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af modkraft

Amnesty International gør en dyd ud af at være en uafhængig organisation, der ikke modtager statsstøtte eller på anden måde kommer i lommen på magthavere. Den har derfor heller ikke en tradition for at deltage i udvalgsarbejde eller kommissioner nedsat af regeringer.

Men Amnesty International i Danmark overvejer nu, hvordan organisationen bedst kan bidrage til et nyt og uafhængigt klagesystem i forhold til politiets arbejde.

I en pressemeddelelse hilser organisationen det velkomment, at justitsminister Lene Espersen (K) vil nedsætte et udvalg om behandling af klager over politiet. En af pladserne i udvalget er tiltænkt Amnesty International.

»Det er positivt, at justitsministeren nu tager initiativ til at få kulegravet politiklagesystemet, der har eksisteret i ti år i sin nuværende form. Amnesty International hilser det velkomment, at ministeren vil sikre større uvildighed og en hurtigere sagsbehandlingstid af klager over politiet«, skriver organisationen på sin hjemmeside.

Afventer høring i retsudvalget

Organisationens endelige stilling stillingtagen afventer imidlertid et samråd i Folketingetingets retsudvalg, der holdes torsdag den 12. oktober.

Ole Hoff-Lund fra Amnesty International siger til Modkraft.dk, at invitationen til organisationen om at deltage i udvalgsarbejdet er noget helt nyt, men at Amnestys stillingtagen afhænger af, om den vurderer, at det giver mening at deltage.

– Vi skal kunne komme igennem med vores synspunkter, siger han.

Ud over Amnesty International er også to andre uafhængige og traditionelt kritiske organisationer inviteret med i udvalgsarbejdet, nemlig Advokatrådet og Landsforeningen af Beskikkede Advokater. I alt peger Lene Espersen på 15 mulige medlemmer af udvalget.

Justitsminister Lene Espersen skriver i kommissoriet for udvalget, at det bl.a. skal tage stilling til, at der i de sidste år har været kritik af »at klageordningen ikke i tilstrækkelig grad sikrer en uvildig behandling af klager over politiet. Også den lange sagsbehandlingstid i visse sager har været kritiseret.«

Dansk Politiforbund har på forhånd meldt ud, at de er tilfredse med det nuværende system og ikke ønsker et nyt.

Død i politiets varetægt

Amnesty har flere gange peget på behovet for et uafhængigt organ, der er adskilt fra politi og anklagemyndighed, og som af egen drift kan efterforske sager om mulige menneskerettighedskrænkelser og andre overgreb begået af politifolk i Danmark.

Organisationen har blandt andet været særdeles kritisk over for sagsbehandlingen i forbindelse med den 21-årige Jens Arne Ørskovs død den 14. juni 2002. Den udtrykte så sent som i juni måned – på fire årsdagen for dødsfaldet - bekymring over, at justitsminister Lene Espersen afviste at tage sagen op igen.

Jens Arne Ørskov døde, mens han var i Løgstør Politis varetægt. Han var blevet anholdt for gadeuorden ved en byfest, og han gik ifølge de officielle rapporter amok i politibilen på vej mod Aalborg Arrest.

Politifolkene tog han ud af bilen, lagde ham på maven og pressede ham mod jorden, så han mistede bevidstheden. De to politifolk ydede ingen førstehjælp, men tilkaldte en ambulance. Jens Arne Ørskov var død ved ankomsten til hospitalet.

Dødsårsagen, der blev angivet som »hjertestop udløst af overophidselse«, er blevet bestridt af både danske og udenlandske eksperter. De siger, at det er hæver over enhver rimelig tvivl, at Jens Arne Ørskov døde af kvælning, da han blev tvunget til at ligge på maven med brystkassen og ansigtet presset mod asfalten.

En skandale

– Det er en skandale, at man til dato ikke har placeret ansvaret for den behandling, Jens Arne Ørskov fik i politiets varetægt, sagde Claus Juul, der er researcher for Amnesty International, i juni måned.

– Statsadvokaten for Nordjylland og tidligere politianklager hos Løgstør Politi og Rigsadvokaten har sørgeligt forsømt deres forpligtelse til at foretage en uafhængig og grundig efterforskning af sagen. Deres konklusion om, at politifolkene ikke havde anvendt vold eller unødig magt i Jens Arne Ørskovs sag, rejser alvorlige spørgsmål om deres evne og vilje til at handle med den fornødne uafhængighed, uvildighed og objektivitet i sager, der omhandler medlemmer af politikorpset, sagde Claus Juul.

De danske myndigheder har lukket sagen om Jens Arne Ørskovs død uden at tage skridt til at rejse tiltale mod politifolkene eller blot udtale kritik af deres handlinger.

Justitsminister Lene Espersen afviste også, at der var grundlag for at tage sagen op efter statsadvokaten i Nordjylland og Rigsadvokatens tredje gennemgang af sagen.

– På den ene side udtaler ministeren, at hun vil overveje at revidere klageordningen for at undgå, at offentligheden får mistanke om, at de nuværende forbindelser mellem politiet og statsadvokaterne forhindrer uvildige undersøgelser af disse sager, sagde Claus Juul i juni.

– På den anden side accepterer hun statsadvokatens og Rigsadvokatens konklusion: At der ikke er begået fejl på noget punkt i de forløbne fire år, og at der derfor ikke er grund til at gennemføre en uafhængig undersøgelse af sagen.

Jens Arne Ørskovs mor, Jonna Ørskov, fik i maj 2006 meddelt fri proces til et civilt søgsmål mod Løgstør Politi og mod Justitsministeriet for pligtforsømmelser.

– Det er forfærdeligt, hvad man må igennem på grund af et dårligt system. Jeg kæmper for at skaffe Jens Arne retfærdighed og for at få stillet de ansvarlige for hans død ttil ansvar, sagde Jonna Ørskov til Amnesty i juni.

Af Ole Wugge Christiansen/Monsun

Læs mere hos Amnesty International

Redaktion: 
Nyheder

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96