Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Demonstration mod Dansk Front i Holte

15. august 2006 - 17:28

Demonstration mod Dansk Front i Holte

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af modkraft

En 28-årig mand blev lørdag den 5. august overfaldet med cirkelspark og en totenschlæger på en parkeringsplads ved Holte Midtpunkt.

Overfaldet blev begået af en gruppe, der var iført trøjer fra den højreradikale gruppe Dansk Front. Fire personer, tre mænd og en kvinde, blev anholdt i forbindelse med episoden, og en af dem, en 26-årig mand, blev varetægtsfængslet i 12 dage.

Den varetægtsfængslede er tidligere dømt for vold. Han er nu sigtet efter paragraf 245, der kan give op til seks års fængsel.

Synlig i lokalområdet

I protest mod det racistisk motiverede overfald arrangerer nogle ungdomsorganisationer og Antiracistisk Netværk i København en demonstration onsdag eftermiddag i Holte.

Arrangørerne skriver i en pressemeddelelse, at Dansk Fronts tilstedeværelse i lokalområdet har været synligt i længere tid, blandt andet i form af klistermærker og paranoide slogans. Arrangørerne mener, at overfaldet tyder på at Dansk Front føler sig så trygge i området, at dens medlemmer tør angribe medborgere midt på dagen i fuld offentlighed.

»For at komme denne selvsikkerhed til livs, bliver vi nødt til at sige kraftigt fra overfor racismen. Det skal ikke opfattes som ’okay’ at være racist«, skriver arrangørerne i pressemeddelelsen.

Demonstrationen starter onsdag den 17. august ved Holte Station kl. 17. Den slutter ved Holte Rådhus kl. ca. 17.40, hvor der vil være talere fra Venstre, SF og Antiracistisk Netværk.

Demonstrationen er arrangeret af SUF-Furesø, SFU-Lyngby, DSU-Birkerød og RU-Nordkøbenhavn samt Metal-Ungdom-Lyngby og Antiracistisk Netværk, København.

Af Ole Wugge Christiansen/Monsun

Læs mere om overfaldet på dr.dk

Redaktion: 
Nyheder

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96