Han ligger i ske med sin mors kat, bruger penisring, når han onanerer og er forelsket i en meget ung østeuropæisk pige. Disse og andre intime oplysninger om et ledende medlem af det højreekstreme netværk Dansk Front har den anonyme »Arbejdsgruppen For Dekadent Antifascisme« lagt ud på internettet i form af lydfiler.
Filerne, som blev offentliggjort den 2. august på to anarkistiske hjemmesider, er suppleret med en artikel, hvor aktionsgruppen blandt andet betegner den navngivne nazist som »et sociologisk studie udi menneskelig disharmoni og social uligevægt«.
Anti-fascister beklager
Formålet med aktionen er angiveligt at udstille Dansk Front og skabe splittelse i det nazistiske miljø. Baggrunden er, at man igennem et halvt år – uden hans viden – har brugt den ledende nazist som informant, og på den måde har fået indsamlet omfattende materiale om Dansk Front-netværket. Antifascisterne har via MSN-chat pumpet manden ved at udgive sig for at være en kvindelig sympatisør.
På hjemmesiden Indymedia.dk, hvor oplysningerne er offentliggjort, blev de intime detaljer om mandens privatliv imidlertid mødt af så voldsom kritik af andre læsere, at arbejdsgruppen få timer senere beklagede offentliggørelsen:
»Vi beklager, at vi i vores artikel om (mandens navn, Red.) i visse passager giver udtryk for en machoid holdning, der i den grad virker dømmende og norm-sættende overfor andres sexliv – og deres privatliv i det hele taget«, skriver de flove anti-fascister.
Anti-Racistisk Netværk vokser
Mere traditionelle midler i den politiske kamp er varslet, når Enhedslisten og Anti-racistisk Netværk det næste halve år intensiverer kampen mod racisme, nazisme og Dansk Front.
Frem mod vinteren har Enhedslisten besluttet at opgradere deres arbejde i Anti-Racistisk Netværk (ARN) over hele landet samt styrke samarbejdet med de to researchgrupper Demos og Redox. Formålet er at kunne reagere hurtigt og effektivt på højreekstremister samt selv at kunne tage antiracistiske initiativer i samarbejde med resten af venstrefløjen. I denne sammenhæng spiller Socialistisk Ungdomsfront (SUF) en central rolle, kan man læse i listens arbejdsplan.
Anti-Racistisk Netværk har også vind i sejlene. Det seneste halve år har netværket således udvidet, så der i dag er afdelinger i Svendborg, Odense, Fredericia, Aalborg, Århus, København, Roskilde og Horsens. Derudover har netværket fået hjemmesiden »antiracist.dk« op og køre.
Udover en geografisk spredning oplever netværket også en politisk spredning. Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS), som er alle landets gymnasieelevers »fagforening«, har for eksempel besluttet at gå aktivt ind i netværket.
De skriver i deres arbejdsplan for 2006/07, at de opfordrer alle deres afdelinger til at »deltage aktivt i antiracistiske initiativer på nationalt og regionalt plan, herunder være opmærksom på Anti-Racistisk Netværk og deltage i deres arbejde, hvor det vurderes relevant«.
Ekstra Bladet afslørede Dansk Front
Også på mediefronten har nazismen stået højt på dagsordenen. Ekstra Bladet afslørede i slutningen af juli, at Dansk Fronts leder på Vestsjælland, Dan Jochumsen, også var formand for den lokale afdeling af Dansk Folkeparti. Det tog derefter kun et døgn for partiet at ekskludere manden, der også blev fyret fra sit job i Den Danske Bank på grund af Ekstra Bladets historie.
Avisens afsløring blev bragt sammen med en nærgående artikelserie om Dansk Front. Her kunne man læse om flere af netværkets ledere og deres åbenlyst nazistiske holdninger. I forbindelse med presseomtalen valgte det højreekstreme netværk en ny talsmand, som kunne tage over efter Julius Børgesen, der aktuelt sidder varetægtsfængslet for ulovlig våbenbesiddelse og opfordring til brandstiftelse.
Den nye talsmand hedder Kenneth Andersen, og er ligesom Julius Børgesen fra Nordsjælland, oplyser researchkollektivet Redox til Modkraft.dk.
– Valget af en forholdsvis ukendt person som talsmand afspejler, at netværkets egentlige ledelse ikke er parat til at stå frem. Ledelsen ønsker en kransekagefigur, så Dansk Front kan fremstå uplettet, og ikke giver ubehagelige associationer til nazisme eller vold, mener Jonas Jensen fra Researchkollektivet Redox.
KU’ere i Dansk Front
Som et svar på de afslørende artikler i Ekstra Bladet angriber Dansk Front også Redox. Og netop Redox har de seneste måneder sat en ære i at afsløre Dansk Front. På researchgruppens hjemmeside har man henover sommeren kunne læse en ny artikel hver uge, hvor Dansk Fronts lokale forankring bliver gennemgået.
De ugentlige artikler er kun blevet afbrudt af afsløringer af Dansk Fronts koncertplaner i det jyske. I den forbindelse kunne Redox først fortælle om koncertplanerne og efterfølgende give en udførlig beskrivelse af de hemmelige koncerters afvikling.
Seneste afsløring af Dansk Fronts aktiviteter er dog atter at finde i Ekstra Bladet. Her indrømmer formanden for Det Konservative Folkepartis Ungdom i Kolding, Kasper Demant, at han er med i det højreekstreme netværk.
Det er en klar eksklusionsgrund i KU, men formanden har efterfølgende lovet, at han ikke vil have noget med Dansk Front at gøre alligevel.
Det samme var tilfældet, da et andet KU-medlem, Christian Scales fra Herlev, i marts måned fortalte om sin sympati for højreekstremisterne til dagbladet Politiken.
Efter en kammeratlig samtale med ledelsen, havde Scales nu ikke længere sympati for Dansk Front, og fik derfor lov at forblive medlem af den konservative ungdomsorganisation.
Af Rune Eltard-Sørensen/Monsun
Læs Ekstra Bladets afsløring af Dansk Front
Hør lydfiler fra interview med Dansk Front-medlem
Læs Ekstra Bladets afsløring af KU-formanden
Besøg Researchkollektivet Redox’ hjemmeside
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96