70 elever må efter sommerferien finde en ny skole, da Undervisningsministeriet fredag besluttede at fratage støtten til Samuelskolen i Rødovre ved København. Afgørelsen falder efter flere års tovtrækkeri om den faglige standard på skolen.
I den seneste rapport fra Undervisningsministeriet konkluderes det at undervisningen ikke »står mål med, hvad der kræves i folkeskolen«.
Kristen fundamentalisme
Striden om Samuelskolen startede tilbage i 2002, hvor skolen kom under tilsyn af Københavns Kommune, fordi den brugte det såkaldte ACE-system til undervisningen.
ACE står for Advanced Christian Learning og består i et undervisningssystem baseret på fundamentalistiske kristne standpunkter, der bl.a. afviser Darwins evolutionsteori til fordel for skabelsesberetningen i Biblen.
Flere afhoppere fra skolen klagede desuden over en skoledag, hvor der bl.a. blev brugt tungetale og advaret mod dæmoner.
Skolen har siden gået bort fra ACE-systemet. Den er desuden flyttet fra Nørrebro til Rødovre, hvor tilsynet med skolen måtte starte om igen.
Lang sagsbehandling
Allerede i juli 2004 fratog Undervisningsministeriet statstilskuddet til Samuelskolen efter en kritisk tilsynsrapport, men genåbnede kort efter på baggrund af nyeoplysninger og et høringssvar fra skolen. Den var dog fortsat under skærpet tilsyn.
I en ny rapport fra august 2005 konkluderede et nyt tilsyn, at skolen skulle lukkes, men det blev udsat på grund af en klage over ministeriets sagsbehandling.
I juni i år besluttede Undervisningsministeriet igen at skolen skulle lukke og gav Samuelskolen en sidste indsigelsesmulighed.
Afdelingschef i Undervisningsministeriet, Per Hansen, begrunder den lange sagsbehandling med hensynet til retssikkerheden.
– Det er drastisk at lukke en skole, så det har været nødvendigt med tilsyn og yderligere tilsyn, siger han til Kristeligt Dagblad.
Kritikken af undervisningen går især på skolen ikke har levet op til de faglige krav i fagene dansk, dansk som andetsprog og naturfag samt i specialundervisningen.
Faderkirken
Afgørelsen er et nederlag for Faderkirken, der står bag Samuelskolen. Faderkirken er også den kristne sekt, der har købt Ungdomshuset på Jagtvej i København.
En retssag mellem brugerne af Ungdomshuset og Faderhuset bliver afgjort senest den 18 september.
Ungdomshusets brugere mener, at en brugsaftale mellem huset og Københavns Kommune tilbage fra husets etablering som kulturelt fristed i 1983 fortsat gælder.
Af Ole Wugge Christiansen/Monsun
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96