Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Byrådsmedlem kritiserer politiet

14. juli 2006 - 16:25

Byrådsmedlem kritiserer politiet

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af modkraft

Politiet har sløset i sagen mod de unge højreekstremister, der i november sidste år overfaldt antiracister på Café Oskar i Mejlgade i Århus. Det mener de overfaldne efter at politiet har droppet tiltalen mod de højreekstremister, der efterfølgende blev arresteret.

Enhedslistens fungerende retsordfører, Per Clausen, har krævet en redegørelse fra justitsministeren, og nu slutter partiets byrådsmedlem i Århus, Keld Hvalsø Nedergaard, sig til kritikerne:

– Jeg er helt enig i kritikken af politiets indsats. Det er for eksempel helt uforståeligt, at politiet undlod at varetægtsfængsle de seks personer, som blev anholdt lige efter overfaldet. Det ville have gjort det lettere at finde frem til de øvrige, der deltog i overfaldet, siger han i en pressemeddelelse.

Keld Hvalsø Nedergaard kritiserer desuden de øvrige byrådspolitikere for den udprægede tavshed i sagen:

– Vi kan som samfund ikke leve med, at politiske møder og politisk aktive bliver overfaldet. Alle der tror på demokrati, må reagere med kraftig afstandstagen til disse overfald, og kræve at dette uvæsen bliver stoppet.

– Lige efter overfaldet skortede det jo ikke på forsikringer om, at det var vigtigt, at sagen blev opklaret. Hverken fra den daværende eller den nye borgmester. Samt tidligere forsikringer om, at politiet har styr på de højreekstreme her i byen. Henlæggelsen af sagen viser, at alle disse forsikringer var værdiløse.

Keld Hvalsø Nedergaard har tidligere rejst forespørgsler i Århus Byråd om politiets efterforskning af den højreekstreme vold.

I den forbindelse viste det sig, at der var rejst ganske få tiltaler, og der er faldet endnu færre domme.

»Det står i skarp kontrast til de 60 voldssager, som pressen har registeret i de seneste år«, skriver Hvalsø i en pressemeddelelse.

Ingen kollektiv straf

Modkraft.dk citerede i går Enhedsliste-medlemmet Hans Jørgen Vad, der var en af de overfaldne fra Café Oskar, for at kræve at alle involverede højreekstremister skulle stå kollektivt til ansvar.

Det kaldte Modkraft.dk »et opgør med afgørende retsprincipper om individuel og konkret bevisførelse«.

Det afviser Hans Jørgen Vad dog skarpt:

– Selvfølgelig skal den enkeltes skyld i de konkrete voldshandlinger bevises for sig. Men politiet burde have tiltalt alle de arresterede efter straffelovens paragraf 134 a, der handler om at have handlet efter aftale eller flere i forening. En sådan sigtelse ville de kunne varetægtsfængsles på, og det ville have lettet opklaringen, siger han til Modkraft.dk.

Hans Jørgen Vad er altså på ingen måde uenig i, at det kræver en individuel og konkret bevisførelse at dømme gerningsmændene fra overfaldet på Café Oskar. Det handler alene om, at få højreekstremisterne tiltalt for i fællesskab at have planlagt det politiske angreb på deres modstandere, understreger han.

Modkraft.dk beklager naturligvis at have fejltolket Hans Jørgen Vads udtalelser.

Af Martin Lindblom/Monsun

Læs pressemeddelelse hos Enhedslisten

Læs tidligere artikel på Modkraft: »Café Oskar-sag i justitsministeriet«

Redaktion: 
Nyheder

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96