Enhedslistens fungerende retspolitiske ordfører, Per Clausen, vil have justitsministeren til at redegøre for opklaringsarbejdet i den såkaldte Café Oskar-sag, hvor en gruppe højreekstremister sidste år overfaldt antiracister.
De overfaldne har netop fået besked fra Århus politi om, at sagen er droppet, fordi det ikke kan bevises hvem af de seks arresterede højreekstremister, der begik volden og hærværket i november 2005.
– Det her er en alvorlig sag på grund af sammenblandingen af politik og vold. Det er vold på en måde, som er stærkt angribelig. Derfor vil jeg gerne have en redegørelse for, hvorfor denne sag kan ende med at den aldrig bliver opklaret, siger han til Århus Stiftstidende.
Ifølge Per Clausen er sagen vigtig og principiel, og han undrer sig over, hvad politiet har brugt de seneste otte måder siden overfaldet på.
– Man kan ikke ud fra afgørelsen se, hvad politiet har gjort konkret. Jeg vil vide, hvor alvorligt politiet er gået til sagen, siger Per Clausen.
Kræver kollektiv tiltale
Også Hans Jørgen Vad, der er medlem af Enhedslisten er rystet. Han var en af dem, der blev tæsket uden for Café Oskar i Mejlgade den 29. november 2005, hvor hans ene øje blev beskadiget af slag.
Han føler, at politiet har taget alt for let på sagen.
– Der var 13 på stedet. Alle er fotograferet med video. Der må da have været en sag at køre, siger han til Århus Stiftstidende.
Han mener, at alle involverede højreekstremister burde stå kollektivt til ansvar, og at politiet skulle have kørt sagen som et planlagt politisk overfald.
– Så ville det have været ligegyldigt, om man havde fat i de konkrete voldsmænd. Hele gruppen skulle stå kollektivt til ansvar, siger Hans Jørgen Vad, som dermed kræver et opgør med afgørende retsprincipper om individuel og konkret bevisførelse.
Per Clausen er da heller ikke enig i kravet om kollektiv tiltale:
– Det skal man i almindelighed være forsigtig med. For man skal løfte bevisbyrden i forhold til, at folk ikke kun har været til stede, men også er skyld i vold og hærværk, siger han til Århus Stiftstidende.
Blåstempling af politisk vold
Hans Jørgen Vad vil nu klage over politiets afgørelse, som han kalder »skør«:
– Politiets afgørelse er for mig at se et politisk signal om, at man da bare kan gå ud og slå en politisk modstander. Der kan jo ikke sås tvivl om, at overfaldet fandt sted, og de, der var til stede, har overværet det. Rent umiddelbart virker afgørelsen skør. Jeg tror ikke, de juridiske muligheder er udnyttet tilstrækkelig. Derfor klager vi, siger han.
Også de overfaldnes advokat, Claus Bonnez, kritiserer politiets fremfærd i sagen. Til Århus Stiftstidende udtaler han, at Århus Politi har nægtet at udlevere sagsakterne til advokaten.
Han har siden den 20. februar forgæves forsøgt at få udleveret sagens akter, og er nu i den situation at han skal »anke i blinde«, fordi han ingen mulighed har for at kontrollere politiets arbejde.
Claus Bonnez siger til Århus Stiftstidende, at han ofte ud fra sagsakter har været i stand til at finde vidner, som politiet ikke selv har været tilstrækkeligt opmærksomme på. Den mulighed har han ikke haft i denne sag.
– Anklagemyndigheden er så lukket, at vi ikke kan kigge den efter i kortene, siger Claus Bonnez, der nu igen vil forsøge at få sagsakterne udleveret.
Af Martin Lindblom/Monsun
Læs tidligere artikel på Modkraft: »Højreekstremister slipper for tiltale«
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96