Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Besættelsesbølge når Aalborg Universitet

22. maj 2006 - 15:14

Besættelsesbølge når Aalborg Universitet

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af modkraft

Socialrådgiveruddannelsens bygning på Aalborg Universitet blev tidligt i morges blokeret og smykket med bannere vendt mod regeringens nedskæringsplaner.

– Når regeringen udviser så meget ligegyldighed og arrogance, så må der tages andre midler i brug. Vi har fået nok, så derfor er Universitetet altså besat, udtaler socialrådgiverstuderende Ulla Algreen i en pressemeddelelse underskrevet af »Institut for vedvarende velfærd«.

Som det var tilfældet i både København og Århus, er besættelsen ifølge de aktionerende blevet godt modtaget blandt de medstuderende.

– Vi er blevet godt modtaget af de medstuderende, og vi håber, at de bliver ved med at støtte op hele dagen, siger sociologistuderende Niels Peter Mortensen.

Aalborg vil dagen igennem være præget af de studerendes aktiviteter. Blandt andet organiseres en menneskekæde foran byens SU-kontor, der bliver delt løbesedler ud, og tilbage på universitet vil der være bannermaling, læserbrevsworkshop og såkaldte »teach-ins«.

De studerende håber desuden på sympatiaktioner fra andre kredse i løbet ugen.

Ifølge Lasse P. N. Olsen vil aktionerne fortsætte så længe regeringen fastholder sine nedskæringsplaner:

– Vi har dannet et aktionsnetværk, der vil fortsætte kampen mod forringelserne, i solidaritet med de andre universiteter og deres aktioner.

Studenter berusede af bajere og barrikader danser på bordene. Foto: Martin Lindblom/Monsun Begejstring og nervøsitet

Den samme kampgejst var tilstede på Københavns Universitet, der blev besat fredag den 19. maj. Om aftenen afsluttedes besættelsen med en stor fest, hvor studerende og sympatisører klappede sig selv og hinanden på skuldrene.

Men mellem dans, kys og jublende sammenligninger med den franske opstand for nyligt, lurede bekymringen for en hurtig afmatning af protesterne. I flere af de diskussioner, der florerede i smågrupperne rundt om på gangene, blev spørgsmål om pressens interesse og ikke mindst fagbevægelsens engagement vendt.

– Indtil videre har demonstrationer og aktioner været meget topstyrede fra LO, lød det blandt andet fra en ung kvinde i universitetets port, hvor symbolske barrikader, og røde faner omkransede den interimistiske Guarana Power Bar.

– Hvis de vil, kan de lukke ned for aktionerne sådan her, siger hun og knipser i fingrene.

– Derfor er det vigtigt at få det trukket over i 3F og ud i de mindre afdelinger, og få oprettet lokale aktionsgrupper så mange steder som muligt.

Universitetet er besat – dameUlove spiller op. Foto: Martin Lindblom/MonsunHug til både regering og Socialdemokrater

Også Socialdemokraterne og partiets ungdomsorganisation DSU fik hug rundt omkring. Anklager om snylteri og hykleri gik igen, og især partilederen Helle Thorning-Schmidts »omklamring af demo’erne 17. maj« vakte vrede.

Thorning-Schmidt udtalte efter de store demonstrationer, at de var et udtryk for opbakning til Socialdemokratiet, men blandt de studerende – der for en dels vedkommende også er medlemmer af SF’s Ungdom og Socialistisk UngdomsFront – fik den udtalelse hårde ord med på vejen.

Men derudover var det naturligvis regeringen og Dansk Folkeparti, der var de mest upopulære i aftenens diskussioner. De studerende var ikke mindst forargede og vrede over flere folketingspolitikeres nedladende holdning til demonstrationerne. Og så anklagerne om, at de kun aktionerer for egen vindings skyld.

Faner, debat og drinks på Københavns Universitet. Foto: Martin Lindblom/Monsun – Det er jo latterligt at påstå. De fleste af de forringelser, der planlægges træder først i kraft, når flertallet af os er færdige med at studere, så de har stort set ingen betydning for os personligt. Det her handler om solidaritet, lød det fra en ung kvinde, inden hun kastede sig ud på det kogende dansegulv.

I et hjørne af festen stod tre unge mænd i jakkesæt, som tydeligvis ikke delte aftenens oprørske begejstring. Da de sent på natten forlod festen, råbte den ene i sin mobiltelefon:

– Vi ses om lidt; vi skal bare lige væk fra de her gale mennesker.

Kampagnen Genstart Danmark indkalder til møde mandag den 22. maj under overskriften »Hvordan kommer vi videre efter 17. maj?«

Det foregår kl. 19.00 på Kildegården, Helligkorsvej 5, st. i Roskilde.

Af Martin Lindblom/Monsun

Læs pressemeddelelse: »Aalborg Universitet besat! «

Læs pressemeddelelse: »Aalborg Universitet besættes af velfærd! «

Læs artikel på Modkraft: »Københavns Universitet besat«

Læs artikel på Modkraft: »Besættelse på Århus Universitet«

Læs kommentar på Kontradoxa: »Organisering fra neden, tak«

Redaktion: 
Nyheder

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96