Den internationale demonstration i forbindelse med det fjerde Europæiske Sociale Forum, der fandt sted i Athen, havde sit udgangspunkt på Omonia Torv. Men allerede en time inden den officielle start, var det umuligt at se torvet. Titusinder af demonstranter fyldte den brede 28. Oktober Boulevard udstyret med flag, bannere og skilte med alle tænkelige former og farver – og budskaber.
Alt fra syngende Hare Krishna-munke til køllebevæbnede kommunister bevægede sig rundt under de skrattende højttalere, der spredte revolutionære taler og musik flere hundrede meter op og ned af gaden.
I de danske medier har deltagerantallet været omtalt som 10.-15.000, men i de hastige Ritzau-telegrammer må der være faldet et nul ud på vejen. Ved demonstrationens afslutning tog det 45 minutter for demonstranterne, der fyldte de brede boulevarder ud, at passere, og selv på steder med den bedste udsigt var det ikke muligt at se fra start til slut på det enorme optog.
Arrangørerne anslog, at mellem 100.000 og 150.000 deltog.
Slagsange og slagsmål
Kampråb, kampsange og indstuderede marchteknikker blandedes i takt med at de forskellige politiske blokke bevægede sig ind og ud mellem hinanden. Her var virkelig tale om en verden med mange verdener, men dog ikke helt med plads til dem alle.
Et korporligt slagsmål brød ud mellem medlemmer af det græske sociale forum, der var arrangører af demonstrationen, og Sosialistiko Ergatiko Komma (SEK), der er den græske afdeling af Socialist Workers Party – i Danmark kendt som Internationale Socialister.
SEK havde planer om at gå forrest i demonstrationen, men det mente arrangørerne altså ikke var spor rimeligt, og etablerede derfor en fysisk blokade tværs over vejen. Derefter fulgte en lille time med veritable råbekonkurrencer, skænderier og enkelte voldsomme slagsmål mellem de to grupper. Da havde så mange demonstranter overhalet optrinnet, at det ikke var muligt for SEK’erne at nå frem til demonstrationens forende.
Militante til angreb
Da demonstrationen passerede det græske justitsministerium, brød grupper af militante ud og satte ild til en politibil. De udkommanderede betjente svarede igen med tåregas, men gjorde ikke noget forsøg på at standse demonstrationen.
Heller ikke da de samme grupper bombarderede de mange betjente foran den amerikanske ambassade med flasker, sten og marmorstykker – det er vel ikke den græske hovedstad for ingenting – greb politiet ind i større omfang. Små delinger forsøgte at jage de militante væk med store mængder tåregas, men selv ikke da en politideling var i alvorlig fare for at blive omringet af bevæbnede militante, skred politiet ind mod demonstrationen.
På resten af ruten gik det hårdt ud over forskellige ambassader, hoteller, ministerier og andre symboler på »systemet«.
Det er første gang, at der har været optøjer i forbindelse med demonstrationer under de europæiske sociale fora, og på det efterfølgende stormøde dagen efter tog taler efter taler skarpt afstand fra begivenhederne.
Kaos og fest
Demonstrationen endte foran det græske parlament, hvor den gik i temmelig kaotisk opløsning. Ingen styrede det kilometerlange optog, som derfor endte med at gå i tre forskellige retninger for derefter at spredes i små syngende og råbende grupper.
Det sidste Modkrafts udsendte så til dagens massedemonstration var 50 mennesker fra det alternative ESF, der etablerede en meget lille, men energisk Reclaim the Street-fest i en sidegade i byens latinerkvarter.
På det tidspunkt var de fleste andre bænket foran tv-apparaterne, hvor de græske nyheder satte omkring 15 minutter af til dækningen af dagens begivenheder.
Af Martin Lindblom/Monsun
Besøg den officielle ESF-hjemmeside (engelsk)
Se flere billeder på græsk Indymedia
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96