Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Strejke hos Tigerne

2. april 2006 - 0:08

Strejke hos Tigerne

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af modkraft

Lørdag morgen den 1. april nedlagde de HK-ansatte i samtlige Tiger butikskædens 49 butikker arbejdet i protest mod ejernes modvilje mod at forny overenskomsten.

Samtidig varslede fagforeningerne 3F og HK/Privat sympatikonflikt, og det kommer blandt andet til at gå ud over vareudbringning til Tiger-butikkerne og trykning af kædens brochurer.

Ifølge HK-Handel er strejken fuldt lovlig, og formanden Jørgen Hoppe beklager, at Tiger-butikkens ejer ikke i stedet indleder forhandlinger med fagforeningen.

– Vi ønsker blot at forny en overenskomst om løn- og arbejdsforhold. En aftale der gavner begge parter, fordi den skaber klarhed om arbejdsforholdene. Men butikkens ejer har foreløbig afslået vores oplæg. Også selvom vi har tilbudt flere forlig. Derfor er strejken nu sidste udvej, forklarer Jørgen Hoppe.

HK opfordrer til Tiger-boykot

Den såkaldt frie fagforening ZTM, der organiserer dobbelt så mange medlemmer i Tiger-butikkerne som HK, vender sig stærkt imod strejken.

»Vi fastholder vores frie ret til at vælge, hvor vi vil være organiseret, og hvem der skal forhandle vores overenskomst. Vores overenskomst med virksomheden er på en række punkter betydelig bedre end HK’s overenskomster, på andre ringere og på nogle den samme«, skriver fagforeningen i en pressemeddelelse.

Ifølge ZTM har HK tidligere »på ulovlig vis« forsøgt at overføre ZTM til HK, men en dom i retten i Grindsted afgjorde i sidste måned, at HK’s forsøg var ulovligt.

»Det lykkedes ikke med ulovlige midler; nu forsøger HK sig med magt«, skriver ZTM.

HK-Handel opfordrer for deres vedkommende forbrugerne til at bruge deres magt i konflikten:

– Vi vil da også opfordre kunderne til at handle andre steder, indtil vi har fået en overenskomst om løn- og arbejdsforhold. Vi har så sent som torsdag meddelt firmaet, at vi naturligvis gerne indleder en dialog om en overenskomst. Men indtil da følger vi så reglerne på arbejdsmarkedet. Forhåbentlig bliver vi snart indbudt til fornyet forhandling, siger Jørgen Hoppe.

Af Martin Lindblom/Monsun

Læs mere hos HK-Handel

Redaktion: 
Nyheder

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96