Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Terrorlovgivning rammer civile protestformer

25. marts 2006 - 16:42

Terrorlovgivning rammer civile protestformer

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af modkraft

Danmarks Naturfredningsforening, Kvindernes U-landsudvalg, Arbejderbevægelsens Internationale Forum, ATTAC-Danmark, Økologisk Landsforening og 17 andre meget forskellige græsrodsorganisationer har udarbejdet et fælles høringssvar til regeringens udkast til revidering af den såkaldte terrorlovgivning.

Høringssvaret retter sig ikke kun mod de forandringer, regeringen vil have indarbejdet i lovgivningen, men også mod den nuværende lovgivning. Organisationerne påpeger, at terrorlovgivningen ikke kun retter sig mod brugen af terror, men at den også undergraver »frihedsrettigheder og det åbne demokrati«.

Et »mv.« med store konsekvenser

I titlerne til begge terrorpakker er der indføjet et præcist »mv.«, hedder det i høringssvaret. Det åbner op for at »stramninger kan ramme langt bredere end den terrorisme, det er lovgivningens hensigt at bekæmpe«, skriver organisationerne.

Og det er allerede sket, pointerer de:

»Den skærpede §306 er (…) blevet anvendt mod Greenpeace for aktiviteter, som intet har at gøre med terrorisme«.

De henviser her til, at Greenpeace i juni måned 2005 blev idømt organisatorisk ansvar for en aktion, hvor aktivister fra organisationen havde hængt et kæmpebanner mod gensplejsede fødevarer op på bygningen Axelborg i København.

Straffelovens paragraf 306 blev i den første terrorpakke skærpet, så virksomheder og organisationer kan dømmes kollektivt for ulovlige handlinger, selv om der ikke er økonomisk vinding involveret. Det var denne paragraf, der blev brugt mod Greenpeace fredelige aktion.

Civil ulydighed fremmer demokrati og fremskridt

Organisationerne mener, at civil ulydighed har bidraget til en demokratisk udvikling i Danmark.

»Rimelige forhold på arbejdsmarkedet og på uddannelsessteder, fremskridt på natur- og miljøområdet samt ligeberettigelse mellem kønnene er til dels opnået gennem civil ulydighed«, hedder det i høringssvaret.

Græsrødderne kalder det derfor »en uhyggelig ironi, hvis de lovændringer, der gennemføres for at bekæmpe terrorisme (…) anvendes til at stække civilsamfundet og dermed afskrive os fra fremtidige fremskridt, der kunne opnås ved ikke-voldelig civil ulydighed/aktivisme«.

Organisationerne opfordrer til, at lovgivningen, belært af de dårlige erfaringer med den eksisterende terrorlovgivning, for det første ikke må »ramme fredelig politisk aktivisme, men udelukkende målrettes terrorbekæmpelse«, for det andet at den eksisterende terrorlovgivning ændres, »så den ikke længere kan bruges til at stække civilsamfundet«, og endelig for det tredje at en tidsbegrænsning af antiterrorlovgivningen bliver overvejet.

Af Ole Wugge Christiansen/Monsun

Læs hele høringssvaret på Modkraft.dk

Læs også artiklen »Terrorlov uklar og unødvendig« på Modkraft.dk

Organisationerne bag høringssvaret er:

Arbejderbevægelsens Internationale Forum

ATTAC-Danmark

Danmarks Aktive Forbrugere

Danske Gymnasieelevers Sammenslutning

Danmarks Naturfredningsforening

Frie Bønder - Levende Land

Greenpeace

Ibis

Internationale Socialisters Ungdom

Kvindegrupper for et Andet Europa

Kvindeligt Selskab

Kvindernes U-landsudvalg

Mellemfolkeligt Samvirke

Natur & Ungdom

NOAH - Friends of the Earth Denmark

RAV - Kvinder mod Unionen

Sex & Samfund

Sydafrika Kontakt

Det Økologiske Råd

Økologiske Landsforening

Økonet/Netværket for økologisk folkeoplysning og praksis

Århus mod Krig og Terror

Redaktion: 
Nyheder

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96