Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Oprørs-appel bliver på Folketingets hjemmeside

3. marts 2006 - 1:22

Oprørs-appel bliver på Folketingets hjemmeside

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af modkraft

Den omstridte appel fra foreningen Oprør bliver liggende på Folketingets hjemmeside. Der er den endt, fordi Enhedslistens retsordfører, Line Barfod, har vedlagt appellen som begrundelse for et skriftligt spørgsmål til statsminister Anders Fogh Rasmussen.

Appellen er ellers ved politiets mellemkomst blevet fjernet fra en række hjemmesider, men i Folketingets tilfælde ser det anderledes ud.

Ifølge politiet er der nemlig forskel på, om appellen er lagt ud med det formål at samle penge ind til terrororganisationer, eller om det sker som led i en parlamentarisk debat. Det sidste er tilfældet på Folketingets hjemmeside, og derfor er der ikke grundlag for at iværksætte en politimæssig undersøgelse om en straffelovsovertrædelse, siger politiadvokat Anders Dorph til dagbladet Politiken.

Og når politiet ikke har noget imod det, så har Folketinget heller ikke.

– Københavns Politi har meddelt, at politiet – som sagen foreligger på nuværende tidspunkt – ikke mener, at gengivelsen af foreningens Oprørs appel i forbindelse med et folketingsspørgsmål er sket med det formål at samle penge ind til terrororganisationer, men som led i en parlamentarisk debat, siger Folketingets formand, Christian Mejdahl (V) til Ritzau.

Christian Mejdahl vil dog tage en principiel drøftelse af sagen på næste møde i Udvalget for Folketingets forretningsorden.

Politiet på tilbagetog

Samtidig har flere mediejurister kritiseret politiet for at tvinge dagbladet Arbejderens internetudbyder til fjerne appellen fra avisens hjemmeside.

Både medieretseksperten Oluf Jørgensen fra Danmarks Journalisthøjskole og chefjurist Holger Rosendal fra Danske Dagblades Forening langer hårdt ud efter politiet, fordi Arbejderen har anmeldt sin hjemmeside til Pressenævnet og dermed er omfattet af medieansvarsloven.

Oluf Jørgensen opfordrer direkte politiet til at trækker sin henvendelse til udbyderen tilbage. Og det er ikke umuligt, at politiet følger opfordringen:

– Vi overvejer det, der bliver sagt om medieansvarsloven, siger politiadvokat Anders Dorph til Politiken.

Han vil dog ikke uddybe noget, før sagen har været forelagt politiadvokat Michael Jørgensen, der har sagen.

Udviklingen i begge sager viser dog alvorlige sprækker i politiets klapjagt på oprørs-appellen. Dels kan den gråzone, som politiet i forvejen har indrømmet eksistensen af i appel-sagen vise sig at blive udvidet med spørgsmålet om medieansvarsloven.

Dels kan der opstå diskussion om, hvorvidt en hjemmeside har lagt appellen ud med det formål at samle penge ind til terrororganisationer - eller som led i en debat.

Og endelig kan det blive overordentligt svært at forbyde hjemmesider i det mindste at linke til et officielt dokument på den officielle hjemmeside for landets parlament.

Af Martin Lindblom/Monsun

Læs tidligere optale på Modkraft: »Oprørs-appel på Folketingets hjemmeside«

Se Oprørs-appellen på Folketingets hjemmeside

Redaktion: 
Nyheder

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96