Danmarks omdømme på den internationale scene – ikke mindst i den islamiske verden – er krakeleret som følge af Jyllands-Postens omstridte Muhammed-karikaturer. Men også Europas strammeste udlændingepolitik og en generelt fremmedfjendtlighed i såvel debat som lovgivning har været med til at stemple Danmark som intolerant, anti-muslimsk og fremmedfjendtligt.
Men der er et andet Danmark, og i takt med de internationale fordømmelser af Danmark, fra ambassadebrændinger til mild diplomatisk kritik, er en række folkelige initiativer skudt op over hele landet.
Alle har de til formål at vise flygtninge og indvandrere i Danmark, og befolkningerne i resten af verden, at ikke alle i Danmark bakker op om hverken regering, Dansk Folkeparti eller Jyllands-Postens provokationer.
Er Anders enig med Pia?
De mange initiativer har spillet på flere forskellige strenge, både de helt traditionelle og de mere fantasifulde.
Den 10. februar modtog statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) et åbent brev underskrevet af mere end 1.500 danskere, der alle havde skrevet under på en opfordring fra »Kampagnen for et ordentligt, anstændigt og tolerant Danmark«.
Kampagnen startede som reaktion på Pia Kjærsgaards (DF) ugebrev med titlen »Frø af ugræs« og »en stigende frustration blandt mange over, at den nuværende situation bliver mere og mere fastlåst i forsimplede os/dem opdelinger«, hedder det i en pressemeddelelse.
– Dansk Folkeparti er regeringens parlamentariske grundlag. Hvis den nuværende konflikt skal »tales ned«, så er det tvingende nødvendigt, at Fogh gør klart, om regeringen er enig i de synspunkter, som Dansk Folkeparti repræsenterer, siger initiativtager Trine Pertou Mach.
Læs pressemeddelelse fra »Kampagnen for et ordentligt, anstændigt og tolerant Danmark«
Læs artikel på Modkraft: »Søren Krarup: krig mod islam«
Undskyld!
I den mere fantasifulde ende findes kampagnen »Undskyld«, der er et initiativ taget af en gruppe privatpersoner i København, som er trætte af »selvretfærdige politikere og mediefolk, der opfører sig som børnehavebørn«.
Flere forskellige steder i byen har gruppen hængt bannere op med den simple tekst »Undskyld«. Det har skabt så stor opmærksomhed både fra medier og folk på gaden, at gruppen nu har produceret et gammeldags badge med teksten på både dansk og arabisk.
»Mange folk – både muslimer og gammeldanskere – er mærket af frygt disse dage. Og frygt graver kløfter imellem mennesker. Vi håber med denne Undskyld-kampagne at være med til at bygge bro imellem folk, på trods af kultur, religion og etnisk herkomst«, skriver gruppen i en pressemeddelelse.
Her opfordrer de alle til på samme vis at hænge bannere op uden for deres vinduer med påskriften »Undskyld«:
»Vi tror på, at det virker, måske ikke storpolitisk, men som ringe i vandet«.
Se pressemeddelelse fra Undskyld-kampagnen
Køb kampagnens badges i Modkraft Minimarked
»Dialogens vej«
Der har allerede været afholdt en lang række demonstrationer, manifestationer, folkemøder, menneskekæder og hvad arrangørerne ellers har valgt at kalde det, men behovet for at gå på gaden er tilsyneladende langt fra slut.
Lørdag den 18. februar finder således næste initiativ sted, når »The Network« indkalder til det, de selv kalder »Danmarks største march for dialog og fred mellem religioner, kulturer og etniske grupper«.
Netværket består af muslimske akademikere med forskellige etniske baggrunde, som har til formål at fremme forståelsen af Islam. Ifølge indkaldelsen skal initiativet vise »de yderligtgående kræfter, at intet kan ødelægge vores vilje til sammenhold på tværs af religiøse, kulturelle og etniske skel«.
– Vi har valgt at kalde vores rute og march for »Dialogens vej«, udtaler The Networks talsmand Tanwir Ahmad.
– Samtlige store trossamfunds repræsentanter er inviteret, herunder også ikke-religiøse kræfter som arbejder for dialog og tolerance.
Udover de religiøse repræsentanter er fagbevægelser, foreninger, partier og NGO’er som arbejder for dialog, inviteret til fredsmarchen.
Læs pressemeddelelse fra The Network
Se arrangementet i Modkrafts kalender
Læs mere på The Networks hjemmeside
Århusiansk dialog
Samme dag indkalder folketingsmedlem Hüseyin Arac fra Socialdemokraterne til demonstration i Århus for »dialog, fred og besindighed«.
Hüseyin Arac har tyrkisk baggrund, men har boet i Århus i mere end 30 år.
– Vi skal vise, at vi tager klar afstand fra afbrænding af flag og ambassader og fra trusler i det hele taget. Og vi skal gøre det klart for verdens muslimer, at det hverken er den danske befolkning eller den danske regering, der står bag tegningerne. Det er alene en enkelt dansk avis, siger Hüseyin Arac til Århus Stifttidende.
I en pressemeddelelse støtter Antiracistisk Netværk Århus op om demonstrationen, som de opfordrer »århusianerne i al deres mangfoldighed« til at bakke op om.
– Desværre søger kræfter som Hizb-ut-Tahrir og Dansk Folkeparti at lukrere på den spændte situation. Hverken Hizb-ut-Tahrir eller Dansk Folkeparti har nogen løsning på konflikten. De opnår muligvis en kortsigtet gevinst, men resten af samfundet lider under deres grøfte-graveri. Det er altså op til alle os, der vil dialog at løse konflikten, siger talsperson for Antiracistisk Netværk Århus, Peter Hegner Bonfils.
– På denne baggrund er det et fantastisk positivt initiativ, som Hüseyin Arac er kommet med. Vi kan kun håbe, at folk der ønsker fred og dialog, kan overdøve de skingre røster fra Hizb-ut-Tahrir og Dansk Folkeparti. Tiden er til fred og dialog – ikke grøftegraveri.
Demonstrationen i Århus finder sted samtidig med en højreekstremistisk manifestation andetsteds i byen. Antiracistisk Netværk Århus understreger, at det er vigtig at bekæmpe racismen, men at det på lørdag gøres bedst ved at deltage i Hüseyin Aracs demonstration.
Læs interview med Hüseyin Arac i Århus Stifttidende
Læs pressemeddelelse fra Antiracistisk Netværk Århus
Stop hetzen
En uge senere, lørdag den 25. februar, er det det nystartede initiativ Antiracistisk aktion på Nørrebro i København, der indkalder til demonstration. Her lyder overskriften: »Dialog og gensidig respekt – stop hetzen mod muslimer«.
Demonstrationen, der starter på Sankt Hans Torv på Nørrebro, vil gå forbi Jyllands-Postens redaktionslokaler på Kongens Nytorv og derfra videre til Christiansborg Slotsplads.
I en mail, der er sendt til potentielle medarrangører, skriver initiativtagerne, at de vil forsøge at gøre demonstrationen så bred som mulig ved at inddrage elev- og studenterbevægelsen, fagforeninger, politiske partier, muslimske foreninger samt enkeltpersoner i arbejdet.
Nej til provokationer
Endelig er der lørdag den 11. marts indkaldt til »Fredsmarch« i København fra Frihedsmuseet til Rådhuspladsen. Ifølge en rundsendt indbydelse har initiativtagerne forskellige farver, religioner og kulturer. De ønsker ikke at underskrive indkaldelsen med en gruppe, men derimod med navnene på alle de personer, organisationer eller partier, der vælger at bakke op om initiativet.
»Desværre er en demokratisk protest imod det, som man kan kalde skjult racisme endt i fanatiske og fundamentalistiske fremstillinger udover Danmarks grænser. Jyllands-Posten har gjort sig skyldige i at overlade den demokratiske debat til den yderste højrefløj og fundamentalister. Og tegningerne var billedligt sagt sidste dråbe, der fik bægeret til at flyde over«, hedder det blandt andet i indkaldelsen.
Arrangørerne opfordrer deltagere til at tage en rød nellike med til fredsmarchen, der indtil videre går under ikke mindre end 18 slogans, heriblandt »Nej til provokationer! Ja til tolerance!«, »Stop fremmedfjendsk politik!« og »Det er ikke nødvendigt at finde en syndebuk hver gang!«.
Læs mere om fredsmarchen i Modkrafts kalender
Forsoning i cyberspace
På Internettet er der taget en række forskellige initiativer til forsoning og dialog. På hjemmesiden forsoningnu.dk samles der underskrifter ind under overskriften »Stands den eskalerende konflikt!«.
I et brev til regeringen hedder det blandt andet:
»Det var udtryk for en alvorlig mangel på situationsfornemmelse at offentliggøre satiriske tegninger af profeten Muhammed i et Danmark, hvor fordomme og fjendebilleder er på vej til at dominere debatten. (…)
Alle, i Danmark og i udlandet, skal anerkende at mødet mellem kulturer kræver gensidig respekt. (…)
Den danske regering og regeringerne i andre berørte lande har et specielt ansvar for at skabe forsoning. Vi appellerer derfor til den danske regering og regeringer i alle berørte lande om i fællesskab at løse konflikten«.
Underskriftsindsamlingen, der blev den startet 6. februar af professor Hans Hüttel har indtil nu fået opbakning af cirka 54.000 underskrivere. Underskrifterne vil blive indleveret til den danske regering og repræsentationer fra andre berørte lande i begyndelsen af marts.
På hjemmesiden anotherdenmark.org har omkring 13.000 mennesker valgt at sende en personlig hilsen til den muslimske verden.
Hjemmesiden, der er oprettet af »en gruppe borgere« beskrives af initiativets talsmand, Nikolai Lang, som »en mellemfolkelig kanal, hvor borgere fra Danmark kan kommunikere direkte med borgere i de muslimske lande og vise, at der findes et andet Danmark, som forstår nødvendigheden af, at Jyllands-Posten giver en undskyldning«.
Også initiativet »Vilje til nye fællesskaber« har startet en underskriftindsamling iværksat af en række ledere af danske kulturinstitutioner. Her har indtil videre 763 personer skrevet under på en erklæring, ifølge hvilken der er »brug for gensidig forståelse, samtale og vilje til at udvikle nye fællesskaber. Der er brug for at række hånden frem«.
Besøg Vilje til nye fællesskaber
Endelig er der internetkampagnen »Nu er det nok…«, som vil skabe sammenhold mod fundamentalisme og vold og blæser til kamp mod de »ekstreme grupper, som optræder enten i religiøse eller national-chauvinistiske påklædninger på begge sider af fronten«, som det hedder på kampagnens hjemmeside.
Indtil nu har 1.292 mennesker tilmeldt sig kampagnen.
Af Martin Lindblom/Monsun
Læs artikel på Modkraft: »Venstrefløj kræver forsoning«
Læs artikel på Modkraft: »Krav om fred og dialog fortsætter«
Læs artikel på Modkraft: »Antiracister på gaden i Odense«
Læs artikel i lokalavisen PåGaden: »Sharia-lovgivning, bøn eller tolerance«
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96