»Back to basis« var en af konklusionerne på fredagens workshop med overskriften »EU’s nyliberalisme og ligestilling«, som tog udgangspunkt i EU’s servicedirektiv, der forfølger en liberalisering af servicemarkedet.
Professor og kvindeforsker Drude Dahlerup mener, at vi må minde os selv om, hvorfor vi i tidernes morgen begyndte at etablere statslige elselskaber og i det hele taget statsliggjorde andre servicefag.
– Vi må tilbage til en diskussion om, hvorfor vi lavede en offentlig sektor in first case. Det gjorde vi fordi, alle skulle have mulighed for at nyde af samme ydelser, sagde hun
Og det er her, det går helt galt med EU’s servicedirektiv. Alle tre oplægsholdere – udover Dahlerup, Trine Pertou Mach fra Udfordring Europa og Anne Sofie Allarp, som er Socialdemokraternes internationale sekretær – var enige om, at den første fejl er, at den neoliberale politik er skrevet ind i EU’s forfatning.
Den anden store hæmsko i forhold til at udvikle et servicedirektiv er, at størstedelen af regeringerne i EU’s medlemslande er borgerlige.
Farvel til familieliv
Hvorfor en privatisering af den offentlige sektor skader kvinder i højere grad end mænd, blev forklaret med, at der er flere kvinder ansat i det offentlige. Helt konkret blev det forklaret, at privatiseringen i rengøringssektoren betyder øget effektivisering i form af store rengøringsmaskiner, som ofte er så store, at kvinder ikke kan håndtere dem.
En af tilhørerne tilføjede, at effektiviseringen også betyder, at rengøringsmedarbejderne ikke må løfte en kaffekop for at tørre af under den, da det spilder tid, og de så ikke kan leve op til det antal minutter, der er afsat til hver opgave. Hvis de ikke kan klare udfordringen, bliver de ganske simpelt fyret.
Anne Sofie Allarp understregede, at vi i Danmark er faldet i søvn de sidste 30 år, hvad angår ligestillingsområdet:
– Vi har valgt at sige, at »så må vi jo bare lade være med at få børn« eller »så må vi jo bare lade være med at gøre karriere«, beklagede hun i forhold til kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet og umuligheden ved at kombinere familielivet med en karriere på lige fod med mænd.
Selvom der var enighed om mange ting på workshoppen, blev der dog brugt meget mundvand i starten på at klargøre, hvad Socialdemokraterne har sagt og hvad de ikke har sagt og hvordan de offentligt forholder sig til EU-direktivet.
Af Isabel Sande Frandsen/SALT
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96