Klokken er 22.10. Det er fredag aften. Der lugter af gymnastiksal efter bare seks timers socialt forum. Sure tæer, armsved og heftig fugtighed i luften. Kun på den næsten forladte andensal, er der let at ånde.

Bygningen virker som en myretue. Der er folk på vej i alle retninger samtidigt.

Mexicanske banditter på trappen

I Guaraná-baren på 1. sal er der kun oplyst af røde pærer i det aflange lokale. En mand med mikrofon, der er svær at se i det lumske lys, snakker løs.

– Hvis I synes det er sjovt, ligesom at grine i Nyhavn, når svenskerne kommer ind, så klapper I lige lidt mere, siger han med entusiasme.

Der er åbenbart et kursus i bifald. Først småklap fra flokken i sofaerne under Guaraná-parasollerne, så lidt større bifald a la Nyhavn og til sidste en overbevisende applaus.

Virker det mærkeligt? Måske. Og så er det endda kun introduktionen til aftenens poetry slam.

Videre rundt. På plateauet på 1. sal vrimler en gang gadeteater forbi. To burkaklædte i front, en haltende dame i rød kjole og de to personer klædt ud som et stk. kamel messer, mens de bevæger sig op ad trappen. Kamelens forben har en form for snabelsko på.

På trappen er der billeder af en mexicansk bandit-type med stor hat og patronbælter krydset over brystkassen, A4-papirer med pile og anvisninger på, hvordan man kommer til alskens workshops og lidt affald hist og pist. Der er politisk ukorrekt Coca-Cola i et forladt klasselokale.

Gratis et-eller-andet

I stueplan i hallen indenfor dørene summer det af kræmmermarked. Boder og stemmer og nu endnu stærkere: Lugten af sure tæer i gymnastiksal.

I boderne, der står langs alle væggene er der rent overbud. Der er tudsegamle Trotskij-pjecer side om side med ultratrendy hylende pink T-shirts fra Fighters & Lovers med enten FARC eller PFLP-motiv. Colombia eller Palæstina.

En ung mand spørger sødt »om man vil have en CD«.

Cd’en er tydeligt hjemmebrændt, og selv med hjælp fra hans makker på den anden side af det pjece- og klistermærkefyldte bord, kan han ikke huske, hvad der er på den.

Det bedste bud ender på, at det er »en eller anden film« og at den muligvis involverer George W. Bush.

Der er T-shirts med teksten Stalingrad 43, røde balloner fra SFU, der er øl, kapsler og liggeunderlag. Der er opsamlingspunkt til fælles overnatning. Armygrønne kasketter fra den almennyttige andelskasse.

Rappers rule the world

Bag hele tabernaklet er der en svømmehalsagtig glasvæg ind til det forsænkede auditorium, hvor enkelte bemærkninger fra panelet slipper ud i forhallen.

Selv om det ligner en svømmehal er det dog stadig indtrykket af gymnastiksal, der dominerer. Ingen klor-lugt her.

– Man kan forestille sig, at rappere kan blive talerør for en hel generation, lyder en kvindestemme gennem højttalerne fra auditoriet.

Fra den anden side af hallen lyder en bred jysk mandestemme meget højt og tydeligt.

– Ja, tag den, det er den bedste, vi har.

»Den« er en pjece om halmhuse.

Og den jysktalende frilandsbygger-trio, der gavmildt deler ud, sidder da også placeret ved siden af hallens eneste halmballer.

Der er røde flag med tre Christiania-prikker, Next Stop Mellemøsten, KPID, DKP, DKU og DKP/ml.

Enmandstale og freestyle debat

Der er kvinderum og mandehørm. Mandehørmen breder sig især, da fagforeningsmænd, der vist har været længe undervejs med habile forsyninger af øller, ankommer.

Fra en mund under sprittede øjne lyder det:

– Det skulle du måske tage og tænke lidt over.

Blikket er så insisterende, som kun en vaskeægte brandert kan være det. Øjenkontakten holdes, mens resten af kroppen hele tiden svajer lidt.

Ti skridt væk derfra er der en intens diskussion i gang. Om kvinder i Afrika. Vidt omkring.

Tre kvinder over fyrre skiftes til at gestikulere ivrigt og tage ordet. De lyder uenige, men smiler stadig.

Det er uorganiseret debat, for de står i vejen for folk på vej til baren.

På toilettet tjekker to unge kvinder deres make up. Der er højt humør og spidse støvler hos begge to.

Og så er der en lugt der antyder, at blandingen af megen stærk kaffe og cola mikset med de sunde økologiske retter i kantinen, måske er kommet i slagsmål i nogle maver.

Det er rent overbud, men rart at være her. Det er mange mennesker, og det virker som om, de bevæger sig rundt hele tiden.

Det er også kun facaden. Debatter og workshops foregår bag alle de døre, gåturen gik forbi. Hvor folk sidder stille, tager imod og giver igen.

Af Linda Hansen/Monsun