Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Racistiske overfald for retten

15. november 2005 - 17:06

Racistiske overfald for retten

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af modkraft

I marts og april måned kom den østfynske by Langeskov i landets aviser. En gruppe somaliske flygtninge krævede beskyttelse, fordi de ikke turde færdes i den østfynske by længere.

Det skete efter fire unge danske mænd, bevæbnede med køller, smadrede ruderne hos en somalisk familie i Langeskov.

Ugen før blev fem somaliske drenge på vej hjem fra en ungdomsskole overfaldet af 20 danske unge. De to grove racistiske overfald var kulminationen på lang tids chikane og vold mod somaliske borgere.

Fire unge mænd mødte op i retten, anklaget for de mange overfold. De anklagede er 15, 18, 19 og 22 år gamle. Sagen handler om gentagne overtrædelser af §244 og §245 om vold og grov vold, samt §252 om at udsætte andres liv og førlighed for fare. Den sidstnævnte anklage skyldes et forsøg på at køre unge somaliere ned på en boldbane med en bil.

Hvis de fire dømmes vil det racistiske motiv formodentlig være en skærpende omstændighed.

Overfaldet på grund af hudfarve

Efterforskningen af overfaldene tog fra begyndelsen udgangspunkt i racisme.

Chefpolitiinspektør ved Odense Politi, John Jacobsen, sagde dengang til Modkraft.dk:

– Det er helt klart, at det er racistisk motiveret. Somalierne forfølges på grund af deres hudfarve. Der har været flere episoder siden påsken, hvor unge danskere har kørt rundt i biler og jaget somaliere. Nu har de ligefrem jaget en familie ud af byen og det er simpelthen ikke acceptabelt, for at sige det mildt.

Ifølge Fyens Stiftstidende fremgår det af anklageskriftet, at et overfald var planlagt, samt at der blev tilkaldt forstærkning umiddelbart før fem unge somaliere blev overfaldet.

Den voldelige hetz mod somalierne i Langeskov vakte stor opmærksomhed, både i lokalområdet og i pressen. Derfor tog lokale idrætsforeninger og andre lokale borgere i Langeskov initiativ til en antiracistiske demonstration, der skulle vise, at den racistiske bandes opførsel hverken var tolereret eller skulle have lov at fortsætte.

Retssagen forventes afsluttet fredag den 18. november.

Af Linda Hansen/Monsun

Læs de tidligere artikler om sagen i Langeskov på Modkraft.dk:

»Østfyn: Bølge af racistiske overfald«

»Østfyn: Anholdelser og fakkeltog«

»Langeskov: Opgør med racisme«

Redaktion: 
Nyheder

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96