Dødstallet på 2.000 blev nået, da to amerikanske soldater i går blev dræbt i Bagdad. At de netop faldt i Bagdad, mere end to år efter den amerikanske hærs indmarch i byen, illustrerer med al tydelighed historien om USA’s militære nedtur i Irak. De amerikansk ledede koalitionsstyrker har for længst mistet kontrollen med store områder af hovedstaden, hvor kampe og angreb på koalitionsstyrkernes baser hører til dagens orden.

Tidligere på ugen afslørede en meningsmåling bestilt af det britiske militær, at 45 pct. af den irakiske befolkning sympatiserer med angrebene på de udenlandske koalitionstropper, som hele 82 pct. af irakerne ønsker ud af landet.

Lignende meningsmålinger har før peget i samme retning, og det er en kendsgerning, at den USA-ledede koalition, som Danmark deltager i, er uønsket og forhadt af store dele af den irakiske befolkning. Den folkelige opbakning til den væbnede modstand er en del af forklaringen på, at de irakiske oprørere ikke for længst er blevet nedkæmpet.

Tværtimod er oprørerne i stand til med uformindsket styrke at gennemføre utallige daglige angreb på bl.a. amerikanske baser og patruljer rundt om i landet. Indtil de to dræbte i Bagdad i går var 69 amerikanske soldater i forvejen faldet i denne måned. Oktober tegner således til at blive en normal måned, hvor også omkring 500 amerikanere plejer at blive såret. I alt har krigen, udover de 2.000 dræbte, foreløbigt kostet USA mere end 15.000 sårede. Og selv denne dystre statistik er værre end den ser ud til.

Smykkede tabstal

I virkeligheden er US-soldat nummer 2.000 for længst blevet dræbt uden, at vi ved det. Mange tidligere soldater er nemlig gået over til at arbejde i Irak som såkaldte »security contracters«, der hyres af især amerikanske firmaer, men også af den amerikanske hær selv.

Denne privatisering af krigen har den politisk bekvemme effekt, at når en tidligere tjenestegørende soldat i hæren senere bliver dræbt, mens han arbejder som betalt lejesoldat for den selv samme hær, tæller han ikke med i statistikken over faldne amerikanske soldater.

Ifølge en meget ufuldstændig opgørelse, der er foretaget af den anerkendte Iraq Coalition Casualty Count, er mindst 272 forskellige »contracters« blevet dræbt i Irak, men det antages at det reelle tal er langt højere.

Også tallene over sårede US-soldater er smykkede. Til de mere end 15.000 officielle sårede burde føjes andre mange tusinder, der er blevet kvæstet, uden at de optræder i statistikken. I Irak har det amerikanske forsvarsministerium nemlig valgt kun at medregne kvæstelser, der direkte skyldes fjendtlige skud og bomber, men ikke ulykker på baser, under transport, undvigemanøvrer i kamp osv., selvom det er logisk og helt normalt for en hær at regne den slags tab med.

Dertil kommer, at en forbedret personbeskyttelse, evakueringslogistik og kirurgi betyder, at mange nu overlever med kvæstelser, som de ville være døde af i tidligere krige.

I Anden Verdenskrig døde 23 pct. af de sårede amerikanske soldater, i Vietnam var det 17 pct., men i Irak og Afghanistan er tallet nede på ni pct. Det betyder til gengæld, at antallet af svært invaliderede er større end normalt, hvilket udgør et problem på hjemmefronten, hvor flere hundrede hjemsendte soldater uden arme og ben synligt demonstrerer Irak-krigens menneskelige omkostninger for amerikanerne selv.

Værre end Vietnam

De amerikanske krigstilhængere afviser konsekvent at sammenligne Irak-krigen med den Vietnam-krig, der stadigt står som et nationalt traume og symbol på amerikansk nedtur. Mens Bush-administrationen helst vil glemme, så er der ingen tvivl om, at de irakiske oprørere netop skeler til Vietnam som eksempel på, at det ellers så mægtige USA kan tvinges i knæ af langvarig guerillakrig med folkelig støtte.

Parallelerne er da heller ikke svære at få øje på. Med de 2.000 faldne er tabene i Irak på mindre end tre år allerede højere end i Vietnam-krigens første fire år. Her blev »kun« omkring 1.800 amerikanere dræbt i årene 1961-65. Og hvad værre er: Irak har præcist udviklet sig til det udsigtsløse militære hængedynd, der er indbegrebet af Vietnam-krigen.

Resultatløse amerikanske offensiver

Hængedyndet viser sig ved, at en lang række amerikanske offensiver for at »befri« diverse byer ikke har haft nogen som helst effekt med hensyn til at stække oprørerne. Et eksempel er det meget omtalte angreb på Falluja i november sidste år, der var hovedgrunden til, at mere end 1.500 amerikanere blev dræbt eller såret i denne måned. Byens centrum blev jævnet med jorden og mange hundrede, måske tusinder af irakere, civile som oprørere, blev dræbt. Men blodbadet viste sig aldeles formålsløst.

Oprørere opererer igen i og omkring Falluja, hvor amerikanske soldater fortsat falder i baghold. Og sådan er det gået med en række andre byer, hvor amerikanerne i de seneste måder har gennemført storstilede militære kampagner. Kampagner der hver gang fremstilles som det endelige slag, der én gang for alle skal vinde overtaget fra oprørerne.

Men resultatet er næsten hver gang det samme: amerikanerne trænger ind i den pågældende bys centrum, dræber en mængde irakere, som alle påstås at være oprørere og kalder så byen for befriet. I bedste fald går der så nogle uger, før de lokale oprørere har omgrupperet og igen er fuldt ud aktive, måske med endnu større folkelig opbakning på grund af de amerikanske styrkers fremfærd.

Irakiske tab

Krigens største omkostninger bæres af irakerne selv. Ingen kender oprørernes tab, men uanset, hvor store de måtte være, så har de helt åbenbart ingen problemer med at rekruttere nye soldater. Tabene hos USA’s irakiske allierede, Iraks regeringshær og politistyrker, er lidt bedre kendt. Ifølge Iraq Coalition Casualty Count er således mindst 2.150 irakiske soldater og betjente blev dræbt alene i år. Et klart vidnesbyrd om oprørernes styrke og høje aktivitetsniveau.

Siden 28. april i år har endvidere mindst 4.096 civile irakere mistet livet. Der findes ingen opsamling på, hvem der dræber de civile, men mange er ofrene er irakere, der arbejder for den amerikanske hær eller for regeringen. Andre er ofre for amerikanske bombardementer og skyderier og atter andre for terroraktioner mellem forskellige irakiske befolkningsgrupper.

De samlede irakiske tab siden krigens start er vanskelige at opgøre, bl.a. fordi koalitionsstyrkerne ikke holder regnskab med, hvor mange irakere de slår ihjel. Skøn baseret på interviewundersøgelser har vurderet, at krigen har kostet mere end 100.000 irakere livet, heraf de fleste civile dræbt under amerikanske bombardementer.

De mest sikre oplysninger stammer fra det amerikansk-britiske forskningsprojekt Iraq Body Count (IBC). IBC tæller kun bekræftede dødsfald, der er verificeret af flere uafhængige kilder, så der er her tale om forsigtige skøn. Ifølge IBC oktober 2005 havde mellem 26.690 og 30.051 irakere mistet livet siden krigens start i 2003.

Stigende amerikanske tab i Afghanistan

På den anden front i »krigen mod terror«, Afghanistan, er der ingen trøst at hente. Det amerikansk ledede angreb på Taleban-styret i efteråret 2001 lignede umiddelbart en »walk-over«. Så få som 12 US-soldater blev dræbt og 35 såret dette år. Siden er det kun gået den forkerte vej.

I 2002 blev 43 amerikanere dræbt og 72 såret, og i 2003, hvor freden burde have indtaget landet, blev 47 dræbt og 96 såret. I 2004 steg tallet yderligere til 52 dræbte og 214 sårede, og indtil midten af oktober i år er 92 US-soldater dræbt og 166 såret. I alt er 246 amerikanere blevet dræbt og 583 såret i den såkaldte Operation Enduring Freedom i Afghanistan.

Af René Karpantschof/Monsun

Læs Modkraft-artikel: »Irakere vil af med besættelsesstyrkerne«

Besøg Iraq Body Count

Iraq Coalition Casualty Count

Pentagons hjemmeside

Se Tidsskriftcentrets emneliste »Imod besættelsen af Irak«