»Dan kæder, hold fast i hinanden«, råbte en mand og en kvinde fra højttalervognen. Men næsten forgæves. Opfordringen til at holde fast i hinanden, skyldtes det massive politiopbud. Men deltagerne ville for størstedelens vedkommende bare danse, drikke bajere og have det sjovt.
Frem og tilbage
Stedet var Kgs. Nytorv i København, umiddelbart efter den store Stopbush-demonstration, der sluttede nogle hundrede meter derfra.
Kl. 17.00 mødtes et par hundrede unge mennesker til en Reclaim The Streets-fest. Formålet var, at vise modstanden mod Bush’s politik – og tage gaderne tilbage til dans, musik for at ende på Christiania, hvor der var fest.
Men politiet rykkede straks ind, omringede demonstrationen med biler og kampklædte betjente... Og efter nogle anspændte minutter trak betjentene sig tilbage. Og sådan var det hele vejen igennem.
»Dans i stedet for«
På Kgs. Nytorv tog demonstranterne de første dansetrin til solskins-musik fra vognen.
Så blev alle gennet ind på selve pladsen, så trafikken ikke blev blokeret. Til stor fortrydelse for en del af de fremmødte.
»Hvorfor må Bush spærre trafikken«, blev der råbt. Men der kom intet svar.
Fra scenen lød der sprøde toner fra Zaki og Little T, der mellem numrene opfordrede folk til at danse – og ikke være så interesserede i, hvad politiet foretog sig.
En flok unge valgte alligevel at sætte sig på kørebanen, og blev prompte anholdt.
Så begyndte hele det dansende optog at gå med retning mod Knippelsbro. Og derfra mod Christiania til lyden af flere opfordringen om at holde fast i hinanden.
De fleste dansede videre.
Lettere kaotisk
Gatas Parlament leverede takten til turen. Med klingende norsk politisk hip-hop og råb som »Fuck Bysh«, som det lød i danske ører. Den fornøjelige stemning var genoprettet, men den sidste del af turen blev alligevel ganske langsommelig.
Der blev mere skubberi mellem betjente og demonstranter. Demonstrationen delte sig på Christianhavns Torv i to, og blev først genforenet hundrede meter før Christiania. Politiets store Hollændervogne kørte i rutefart i gennem demonstrationen, og flere situationer grænsede til det kaotiske.
Ved optogets mål var der affald og lignende, som lå antændt og flød på gaden foran Christianias hovedindgang. Og det fik nerverne hos de svedende betjente på højkant.
Så da optoget endelig nåede hovedindgangen gik der næsten et kvarter, før betjentene rykkede tilbage – og festen kunne ende på Fristaden med kolde øl i græsset.
Af Linda Hansen. Fotos: Mark Knudsen/Monsun
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96