Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Kynismen udstilles

16. juni 2005 - 17:30

Kynismen udstilles

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af modkraft

– Offentligheden har krav på at kende til de uhyrligheder, der foregår, siger Anders Olesen, der er formand for Byggefagenes Samvirke til 3F.

Og eksempler er der nok af. Foråret igennem har der været flere mediesager om underbetaling af især øst-arbejdere i bygge- og anlægsbranchen. Men også farlige arbejdsvilkår fylder i bunken af sager, som forskellige fagforeninger holder godt øje med.

Mest berygtet er blokaden af et byggeri på Falster, der udføres af polske arbejdere til 45 kr. i timen for den norske rigmand Tom Bringsværd.

Anders Olesen, der som formand for Byggefagenes Samvirke udtaler sig for 12 københavnske fagforeninger, siger til 3F:

– Kyniske arbejdsgivere og bygherrer hyrer håndværkere fra østlandene til en løn, der ligger mange gange under, hvad en dansk håndværker får, men det er ikke kun lønnen, der er grotesk. Det er de arbejdsvilkår, øst-arbejderne bydes også.

»Livsfarlige« arbejdsvilkår

Både løn og arbejdsvilkår er under beskydning i sagen om blokaden i Nyhavn. Murernes Fagforening beskriver forholdene for de 6-8 polske arbejdere som værende »kummerlige« og »livsfarlige«.

Derfor er der indledt blokade mod byggeriet, og foretaget politianmeldelse mod den ansvarlige, advokaten Troels Knut Askerud.

Blokaden betyder, at ingen danske håndværkere arbejder på adressen Nyhavn 53. Det betyder også, at det kan blive svært for bygherren at komme af med affald fra byggeriet, fordi renovationsarbejderne ikke vil bryde blokaden og tømme containere udenfor nummer 53.

Der er blokade udenfor Nyhavn 53. Eneste undtagelse var den fyldte container, der tiltrak sig hundredevis af måger. Den blev tømt af hensyn til beboerne i Nyhavn. Foto: Bo Rosschou/Byggefagenes Samvirke

Der blev dog gjort en enkelt undtagelse, da sundhedsmyndighederne bad Troels Knut Askerud om at bortskaffe containeren udenfor bygningen. På grund af madaffald tiltrak containeren nemlig måger i hundredevis. Mågerne efterlod visitkort i form af mere affald og det udgjorde en sundhedsfare, mente myndighederne.

Troels Knut Askerud skaffede ikke affaldet bort, så det tog fagforeningerne initiativ til. Bo Rosschou fra Byggefagenes Samvirke siger til Modkraft:

– Byggefagene har besluttet at dispensere fra blokade og sympatikonflikt, så renovationsarbejderne har fået tilladelse til at fjerne den sundhedsfarlige container.

Fokus og fællesskab

Byggefagenes Samvirke lancerer deres nye side bygsam.dk for at udvide og fastholde fokus på misbruget af udenlandsk arbejdskraft. Problemet er stigende i Danmark efter optagelsen af ti nye lande i EU.

Stigende er også antallet af anmeldelser og bøder. Som vicerigspolitichef for Rigspolitiets udlændingeafdeling, Hans Viggo Jensen, forklarede til 3F i maj måned:

»De flere anmeldelser skyldes formentlig en kombination af, at problemet er voksende, og at fagbevægelsen har sat kraftig fokus på udenlandsk arbejdskraft og dermed bringer mange sager op til overfladen.«

Og det er Byggefagenes Samvirke godt tilfredse med. Her skal alle sagerne helst endevendes. Grundholdningen er, at alt arbejde i Danmark skal foregå på lige vilkår. En målsætning, der ikke kan overlades til myndigheder og arbejdsgivere. På bygsam.dk skriver de:

»Vi ved, at firmaerne ikke vil håndhæve overenskomsterne, så hvis vi skal bevare ordnede løn- og arbejdsforhold samt beskytte de firmaer, som overholder overenskomsterne mod ublu konkurrence, er det nødvendigt, at alle bakker op om fagforeningen og straks kontakter os, hvis man bemærker mistænkelige forhold, herunder manglende sikkerhedsforhold og overnatning i skure.«

Byggefagenes Samvirke skriver videre:

»Problemet er de mange bygherre og firmaer, som øjner muligheden for at tjene nogle hurtige penge ved at underbetale vores udenlandske kollegaer, slække på sikkerheden og velfærden med fare for arbejdernes liv og velfærd. (...) Det er det grundlæggende menneskesyn hos disse firmaer og bygherre, der er problemet.«

Linda Hansen/Monsun

Læs pressemeddelelse fra Byggefagenes Samvirke

Besøg bygsam.dk og se de verserende sager om misbrug af udenlandsk arbejdskraft.

Læs artiklen »Plattenslagere hænges ud på nettet« hos 3F

Se alle Modkraft.dk’s historier om faglige sager og arbejdsmarked

Redaktion: 
Nyheder

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96