Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Forsvundne fanger

23. maj 2005 - 19:15

Forsvundne fanger

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af modkraft

»Hvis han er død, vil vi have hans lig«, siger en hustru til Abdul Mehdi, 57 år gammel. Abdul Mehdi arbejdede som civil-ingenør i Olieministeriet. Den 7. april 2003 tog Abdul Mehdi på arbejde. Øjenvidner fortæller, at han befandt sig nær Shalchiya stationen, da der udbrød skyderi og bombardement. Abdul Mehdi blev fanget i kampene, forlod bilen og gemte sig ved en benzintank.

Til Al Jazeera fortæller Abdul Mehdis hustru, at det sidste hun har hørt, er, at øjenvidner så hendes mand, var såret og blev slæbt væk af to amerikanske soldater.

Trods talrige henvendelser til de amerikanske myndigheder i Irak, har hustruen ikke fået oplysninger om hendes mand.

Amnesty: Hyklerisk krig mod terror

Amnesty International har længe haft fokus på den amerikanske behandling af fanger, både på Guantanamo basen og de øvrige fangelejre, kendte som hemmelige.

Amnesty Internationals seneste udtalelse om USAs praksis er en voldsom kritik, der kræver, at den amerikanske behandling af fanger bringes i overensstemmelse med internationale konventioner og at der gives »et minimum af retssikkerhed for fangerne«.

Amnesty International skriver:

»Hykleri, en altomfattende krigsmentalitet og en disrespekt for basale menneskerettigheder og internationale forpligtelser fortsætter med at præge USAs »krig mod terror«. Alvorlige krænkelser af menneskerettigheder er det uundgåelige resultat.«

De hemmelige CIA-transporter

Et af de mange punkter Amnesty International kritiserer, er den amerikanske praksis med at udlevere fanger til lande, der benytter tortur.

Danske medier har de seneste dage berettet om fly N-379 P fra luftselskab Premier Executive Transport Services, der har fløjet over dansk luftrum 12 gange siden 11. september 2001.

Premier Executive Transport Services er et dækfirma for den amerikanske efterretningstjeneste CIA. Det blev en verdensnyhed, da svensk TV4 og det amerikanske tv-program »60 Minutes« kunne påvise, at flyet havde hentet to terror-mistænkte i Sverige. Flyet landede i Bromma Lufthavn.

To egyptiske terror-mistænkte blev fragtet til lufthavnen, fik klippet deres tøj af, der blev indført bedøvende piller i endetarmen på de to og de blev sat ombord på flyet – med kurs mod Egypten.

De svenske myndigheder havde givet CIA tilladelse til at hente de to egyptere. Men det har den svenske undersøgelseskommission netop erklæret værende i strid med folkeretten.

Den ene af egypterne er nu løsladt. Han har til flere medier fortalt, at begge blev tortureret af både amerikanere og egyptere.

Flyet fra luftselskab Premier Executive Transport Services har ifølge 60 Minutes siden september 2001 fløjet mindst 600 ture til 40 lande.

Blandt andet 30 gange til Jordan, 19 til Afghanistan, 17 til Marokko, 16 ture til Irak, et ukendt antal flyvninger til Egypten, Libyen og Guantanamo-basen.

Såvel 60 Minutes og Amnesty International beskriver de hemmelige flyvninger med terrormistænkte som en del af en strategi.

Ved at udlevere mistænkte til lande, hvor tortur er dagligdag og menneskerettigheder en undtagelse, undgår amerikanerne selv skandaler som f.eks. Abu Ghraib-fængslet.

Amerikansk kommission frikender amerikanere

Udleveringen af terror-mistænkte til lande, der praktiserer tortur, betyder for USA, at det ikke længere er nødvendigt at anbringe fanger på Guantanamo-basen. Det manglende retslige grundlag for den mangeårige indespærring under stærkt kritisable forhold, er stadig en torn i øjet på den amerikanske administration.

Men der er stadig verserende sager og nyligt sammenstød i Afhghanistan og andre lande, hvor Newsweeks reportage om skænding af Koranen på Guantanamo-basen, medførte opløb op dødsfald.

Amnesty International skriver om Guantanamo-fangelejren:

»Som beviser på tortur og inhuman og ydmygende behandling tårner sig op, er det af største vigtighed, at bringe Guantanamo-lejren og alle andre faciliteter i og udenfor USA i fuld overensstemmelse med international lov og standarder. Det eneste alternativ er at lukke dem.«

En senats-kommission i USA har undersøgt kritikken fra bl.a. Amnesty International. Det betød bl.a. en afhøring af CIA-chefen Porter Goss. Han sagde i følge BBC til kommissionen:

– Tortur er ikke produktivt. Det er ikke professionel afhøring. Vi bruger ikke tortur.

Kommissionen skulle bl.a. klarlægge fire tilfælde, hvor mistænkte omkom i amerikansk varetægt. I ingen af tilfældene er der blevet placeret skyld hos amerikanske soldater eller agenter.

Ifølge avisen New York Times har mindst en af undersøgelserne været præget af sjusk eller overlagt svindel. Dokumenter og billeder er forsvundne undervejs, og myndighederne har været meget lidt samarbejdsvillige.

Af Linda Hansen/Monsun

Læs om USAs krænkelser af menneskerettigheder hos Amnesty International

Redaktion: 
Nyheder

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96