VK-regeringen er glade for ordningen, hvor arbejdsløse skal opkvalificeres ved at arbejde i virksomheder, der så får et kontant tilskud fra staten, som dækker en del af lønnen. Det betyder billig arbejdskraft for firmaerne, et faktum som fagforeningerne ikke har været sene til at påpege.
Fagforbundet 3F lavede en opgørelse i februar, der påviser, at der siden 2001 er forsvundet 2.040 ufaglærte stillinger som f.eks. gartnere, brolæggere og rengøringsassistenter i den offentlige sektor.
Samtidig er der oprettet 1.312 aktiveringsjobs indenfor de samme brancher.
Dengang afviste beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) kritikken. Og Arbejdsmarkedsstyrelsen, som skulle redegøre for Folketinget om kritikken var berettiget, gav et alt for positivt billede af ordningen. Det har i dag kostet den ansvarlige, nemlig beskæftigelsesministeren, en kraftig kritik fra Rigsrevisionen, en såkaldt næse.
Undersøgelse af løntilskud
Rodet i administrationen vil ministeren gerne påtage sig ansvaret for, men Claus Hjort Frederiksen tilføjer:
»Det er dybt beklageligt og ærgerligt, hvis Rigsrevisionens helt berettigede kritik giver anledning til at så tvivl om løntilskudsordningen. (...) Derfor vil jeg være ked af, hvis nogen skulle bruge Rigsrevisionens kritik af administrationen af ordningen til at stille spørgsmål ved, om ordningen bliver misbrugt.«
Ministerens nervøsitet for yderligere kritik af ordningen imødegås derfor med en undersøgelse. Claus Hjort Frederiksen skriver:
»Rigsrevisionens beretning giver ikke belæg for at sige, at almindelige job bliver lavet om til løntilskudsjob. Beretningen giver omvendt heller ikke belæg for at sige, at det ikke sker. Derfor har jeg allerede iværksat en uvildig en undersøgelse af brugen af løntilskudsordningen.«
Siden kritikken først lød er reglerne allerede blevet strammet. 3F skriver blandt andet om den nye praksis:
»Tillidsrepræsentanten er vigtig fordi det er hans eller hendes opgave at godkende at der er tale om ekstra beskæftigelse og at der ikke finder misbrug af ordningen sted ved at en ordinær arbejdsplads forsvinder til fordel for billigere arbejdskraft med løntilskud.«
Der foreligger indtil videre ikke en dato for, hvornår Beskæftigelsesministeriets undersøgelse foreligger.
Af Linda Hansen/Monsun
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96