Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Nye anklager mod Blair om Irak-løgn

28. februar 2005 - 1:10

Nye anklager mod Blair om Irak-løgn

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af modkraft

Hvornår lovede premierminister Tony Blair egentlig den amerikanske præsident George W. Bush at Storbritannien ville deltage aktivt i en invasion af Irak? Det spørgsmål bliver mere og mere presserende i den britiske offentlighed.

Indtil videre har regeringen konsekvent nægtet at besvare spørgsmålet, men nye oplysninger tyder på, at det militærpolitiske håndslag blev givet så tidligt som april 2002, da Tony Blair mødtes med George W. Bush på hans ranch i Texas, altså næsten et år inden angrebet på Irak.

En afgørelse fra den parlamentariske Ombudsmand, som avisen The Independent on Sunday har set, viser nemlig, at den britiske regering søgte juridisk rådgivning om lovligheden af en mulig invasion af Irak allerede i foråret 2002. Det skete på baggrund af »udtalelser i en bestemt pressemeddelelse«, skriber The Independent.

Dobbeltmoral om FN’s autoritet

Efter al sandsynlighed drejer det sig om en pressemeddelelse fra den britiske udenrigsminister Jack Straw, der fordømte Israel for ikke at opfylde FN’s resolution om tilbagetrækning af militære enheder i de palæstinensiske områder.

Sammen med kravet om, at Israel »respekterer international lov«, citerede pressemeddelelsen den britiske FN-ambassadør, Sir Jeremy Greenstock, for en udtalelse om, at »FN’s politiske og moralske autoritet ikke uden videre kan tilsidesættes«.

Pressemeddelelsen blev offentliggjort dagen efter Blairs to dage lange møde med Bush og opfattelsen er nu, at regeringen umiddelbart efter at en regeringstalsmand dengang afviste, at der var tale om et »krigsråd«, gik i gang med at undersøge lovligheden af en krig mod Irak.

Justitsminister advarede om ulovlig krig

Tony Blair insisterede indtil et stykke ind i 2003 på, at spørgsmålet om britisk militærengagement stod helt åbent. Viser det sig nu, at Blair lovede militær opbakning så tidligt som et år før krigsudbruddet vil det bl.a. underbygge de anklager som den førende internationale advokat og juraprofessor Philippe Sands har offentliggjort en nyudgivet bog med titlen »Lovløs Verden«.

Ifølge Philippe Sands advarede den britiske justitsminister Lord Goldschmidt mindre end to uger inden krigsudbruddet om, at en invasion af Irak kunne være ulovlig. I et 13 sider langt dokument dateret den 7. marts 2003, skal justitsministeren have luftet sin juridiske tvivl overfor Tony Blair. Justitsministeren skulle bl.a. have advaret om, at »hvis sagen blev bragt for en domstol, kunne det meget vel ende med et nederlag, så brugen af magt ville blive fundet ulovlig«.

Og ifølge avisen The Guardian var den britiske regering så bekymret for at blive retsforfulgt for angrebet, at den nedsatte en særlig gruppe af advokater, der skulle være parat til stille op overfor en international domstol.

Politijagt på lækage

Umiddelbart efter udgivelsen af Philippe Sands bog kom det i weekenden frem, at sikkerhedspolitiet for få måneder siden afhørte oppositionspolitikere om ulovligt lækkede dokumenter om krigen.

Ifølge The Independent menes det, at jagten på lækagen er et forsøg på at forhindre den fulde version af justitsministerens juridiske råd til Blair i at komme frem, såvel som andre dokumenter fra den periode et år før Irak-krigen, hvor USA og Storbritannien diskuterede et »regimeskift« i Irak.

Justitsministeren har hidtil nægtet beskyldningerne om, at have holdt sine bekymringer skjult, og da krigen blev indledt, forsvarede Lord Goldschmidt da også angrebet i det britiske parlament.

To-års dagen for det militære angreb på Irak er udråbt til international aktionsdag mod krig. På verdensplan forventes flere hundrede tusinde demonstranter at markere modstanden mod den fortsatte besættelse af landet.

Af Martin Lindblom/Monsun

Læs artikel i The Independent

Læs Philippe Sands ti-punkts gennemgang af sagen i The Guardian

Tjek anti-krigs arrangementer i Modkrafts kalender

Redaktion: 
Nyheder

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96