Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Storkoncerner scorer statsstøtte

10. februar 2005 - 17:50

Storkoncerner scorer statsstøtte

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af modkraft

Investeringsfonden for østlandene (IØ-fonden), der hører under det danske Udenrigsministerium er blevet en sand guldgrube for en række af Danmarks størte koncerner.

Igennem fonden modtager storkoncernerne millioner af kroner i statslige tilskud på trods af, at de forvejen kan fremvise milliardoverskud i deres regnskaber. Statsstøtten går til etablering af produktion i Østeuropa – hvorefter firmaerne nedlægger danske arbejdspladser.

Fagbladet 3F, der i en længere periode har beskrevet industrivirksomhedernes økonomiske malkemaskine, opregner på sin hjemmeside en stribe af de største, heriblandt Carlsberg, TDC, Codan, Nordea og SAS, der tilsammen har modtaget mere end en milliard kroner fra IØ-fonden – penge, der er brugt til at overtage eller drive selskaber i Østeuropa, som kan øge deres koncerners markedsandele.

Millioner til multinational

En række andre konkrete eksempler viser, hvordan selskaber som bl.a. Ecco, Rockwool og Dansk Eternit har modtaget hundreder af millioner til etablering af produktion i forskellige Østlande, for derefter at dreje nøglen om på deres fabrikker i Danmark, så adskillige hundrede mennesker endte i arbejdsløshed.

Og det multinationale selskab Carlsberg, der i de seneste par år har haft mere end syv milliarder i overskud, har ifølge 3F modtaget støtte fra IØ-fonden i form af aktieinvesteringer og lån for 374 millioner kroner til ekspansion i Østeuropa.

Selv bankerne, der er nogle af de mest profitable virksomheder i landet, har formået at hente skattekroner ud af IØ-fonden til at drive banker for i Østeuropa.

Nordea-koncernen, der i de tre første kvartaler af 2004 havde et overskud på 12,3 milliarder kroner før skat, modtog således i 1999 – dengang det stadig hed Unibank – 12 millioner kroner fra fonden til opkøb af tre banker i Polen.

Undergraver landbruget

Selvom Det Økonomiske Råd i sin seneste halvårsrapport kritiserede statsstøtten, kan vicedirektør i IØ-fonden, Frank Norman Larsen, ikke se noget problem:

– Samarbejdet med de store danske virksomheder er med til at sikre, at de fattige øst- og ulande kommer op på niveau med Danmark. Vores formål med investeringerne er at sikre en udvikling, der er til gavn for de pågældende lande i forhold til økonomi, miljø og skabelsen af job, siger han til Fagbladet 3F.

IØ-fonden er tidligere blevet kritiseret for at undergrave det danske landbrug med milliontilskud til store svineproducenter, der flytter deres produktion til for eksempel Polen.

Det fik for nogle måneder siden organisationen Frie Bønder til at opfordre til forbrugerboykot af den danskejede svinefarm Poldanor i Polen, der beskyldes for at ødelægge de små landbrug i både Danmark og Polen, og stå bag åbenlyst miljøsvineri med »store åbne gylle-laguner«.

Af Martin Lindblom/Monsun.

Foto: Mark Knudsen/Monsun

Læs mere i Fagbladet 3F

Se tidligere om tale på Modkraft af IØ-fonden

Besøg IØ-fondens hjemmeside

Redaktion: 
Nyheder

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96