Den amerikanske repræsentant for transportarbejderforbundet Teamsters, Gilberto Soto, blev fredag skudt bagfra og dræbt af tre ukendte gerningsmænd i byen Usulután i El Salvador.
Gilberto Soto, der oprindeligt stammer fra El Salvador, besøgte landet for at styrke det faglige samarbejde mellem chauffører i Nord- og Mellemamerika; ikke mindst inden for A.P. Møller-Mærsk.
Ifølge SiD’s Fagbladet har Teamsters og det internationale transportarbejderforbund, ITF tidligere anklaget Mærsk for at »true og undvige fagligt aktive chauffører hos underleverandører i El Salvador«.
Rystet eller rasende?
Ifølge Berlingske Tidende har artiklen fået ledelsen i A.P. Møller-Mærsk til at »skumme af raseri«, fordi firmaets navn er sat i forbindelse med mordet.
– Jeg er dybt forarget over, at man på den måde kæder vores navn sammen med et mord på en fagforeningsaktivist, udtalte Jette Clausen, informationschef i A.P. Møller-Mærsk til Ritzau mandag.
Til Fagbladet erklærer Jette Clausen sig imidlertid for »dybt rytet« over mordet:
– Vi har ikke hørt om mordet før nu. Det er dybt rystende. Vi tager naturligvis skarpt afstand fra sådanne handlinger, siger Jette Clausen til Fagbladet, der ligeledes citerer direktøren for Maersk Inc. i USA:
– Vi er dybt berørte over mordet. Vi kendte ikke Gilberto Soto og havde ikke hørt om hans besøg.
Ifølge Charles O’Connor vil Maersk Inc. nu iværksætte sin egen undersøgelse af mordet på Gilberto Soto.
Af Martin Lindblom/Monsun
Fagbladet: Mærsk-aktivist myrdet i El Salvador
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96