Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Annan: Irak-krigen var ulovlig

17. september 2004 - 17:34

Annan: Irak-krigen var ulovlig

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af modkraft

Kofi Annans opsigtsvækkende og lidet diplomatiske udtalelse faldt i forbindelse med et interview på BBC World Service, hvor journalisten gentagne gange forsøgte at få generalsekretæren til at svare klart på, om krigen var ulovlig.

Intervieweren spurgte Annan, om han mente, at den FN-resolution, der blev vedtaget inden angrebet på Irak, gav juridisk opbakning til det, der skete. Derpå fulgte følgende ordveksling:

Annan: »Jeg er en af dem, der mener, at der skulle have en ny resolution, fordi Sikkerhedsrådet havde indikeret, at der ville være konsekvenser, hvis Irak ikke samarbejdede. Men det var op til Sikkerhedsrådet at godkende eller afgøre, hvad disse konsekvenser skulle bestå i«.

Intervieweren: »Så du mener ikke, at der var legalt grundlag for krigen?«.

Annan: »Jeg har klart erklæret, at den ikke var i overensstemmelse med Sikkerhedsrådet – med FN deklarationen.

Intervieweren: »Den var ulovlig?«.

Annan: »Ja, hvis du synes«.

Intervieweren: »Den var ulovlig?«.

Annan: »Ja, jeg har erklæret, at den efter vores mening ikke var i overensstemmelse med FN deklarationen, og at den set fra deklarationens synspunkt var ulovlig«.

»Lammet« FN

Kofi Annan hentyder til den resolution 1441, der blev vedtaget i FN’s Sikkerhedsråd i november 2002, og som pålagde Irak at samarbejde med de internationale våbeninspektører i deres søgen efter påståede masseødelæggelsesvåben.

Hvis Irak ikke opfyldte det krav tilfredsstillende, ville det altså medføre »konsekvenser«. Men hvad de konsekvenser konkret skulle bestå i, har Sikkerhedsrådet aldrig udtalt sig om.

Alligevel er resolution 1441 det grundlag, som USA og dets allierede – herunder den danske regering – valgte at angribe Irak på. Og det er altså ifølge Kofi Annan ulovligt.

Både de krigsførende lande og den irakiske overgangsregerings leder, Allawi, afviser blankt Annans vurdering af krigens juridiske grundlag.

Især den australske premiereminister John Howard skælder ud, og kalder FN en »lammet« institution, der er ude af stand til at håndtere internationale kriser.

Den britiske regering udtaler, at krigen var »ikke alene lovlig, men nødvendig«, mens den polske, bulgarske og japanske regering ligeledes hævder, at FN-lederen tager fejl.

Tony Blair under angreb

I det kontroversielle interview advarede Kofi Annan desuden om, at det forestående valg i Irak kan miste sin troværdighed, hvis den politiske vold i landet fortsætter som hidtil. Men det afviser den amerikansk støttede midlertidige irakiske premiereminister Allawi blankt.

Han mødes i denne uge med Tony Blair, der insisterer på, at valget skal gennemføres for at demonstrere, at demokrati kan rodfæste sig efter en konflikt. Men alene mødet med Allawi møder modstand fra Blairs politiske bagland, der også op til krigsudbruddet var præget af voldsomme offentlige skænderier, der bl.a. resulterede i, at flere prominente politikere tog deres afsked i protest.

Alan Simpson, der er næstformand for den venstreorienterede »Kampagnegruppe for Labour parlamentsmedlemmer, udtalte til BBC, at »det er fornærmende, at Allawi kommer. Alle ved, at han er Bush’s valg. Han vil ikke føres sit land frem til et meningsfuldt demokrati. Han vil føre Irak ind i den samme krigsherre-isme, som i Afghanistan«.

Flere andre britiske politikere bruger Annans udtalelser mod Blair, og dagbladet The Independent skriver i sin leder fredag, at »dommen over den illegale krig i Irak knuser Mr. Blairs sidste forvarslinier«. Avisen vurderer desuden, at Annans udtalelser kan komme til at skade Blair mere end Bush, netop fordi kritikken af angrebskrigen er så udtalt i Storbritannien.

Omvendt beskylder den tidligere amerikanske regeringsrådgiver, Randy Scheunemann, Kofi Annan for at ville påvirke det amerikanske præsidentvalg med sin udtalelse, skriver Politiken.

»At sige sådan 51 dage før et valg i USA lugter af politisk indblanding«, siger han til BBC.

I næste uge skal George W. Bush skal tale i FNs generalforsamling i New York, og iagttagere forudser, at tonen kan blive anspændt oven på generalsekretærens udtalelser.

»En kynisk krig«

Tony Blair bliver imidlertid ikke kun mødt af kritik fra den politiske scene i Storbritannien. Senest langer en tidligere britisk soldat ud efter de manglende planer for et efter-krigstids Irak, og den unødvendigt brutale krigsførsel.

Officeren Tim Collins, der deltog i invasionen af Irak fordømmer ikke bare den amerikanske og britiske regerings manglende planer for freden, men sætter også spørgsmålstegn ved selve motivet for at angribe Irak.

Til BBC’s radioprogram »Today« beskriver officeren overgreb mod den irakiske befolkning som et en direkte konsekvens af, at alliancens ledere konsekvent omtalte de civile irakere som »fjenden« – og den holdning blev efterhånden overtaget af soldaterne i felten, siger han.

»Enten var det en krig, der skulle befri det irakiske folk, og i så fald var der massiv inkompetence, eller også var det simpelthen en kynisk krig, der skulle finde sted under alle omstændigheder for at give luft for en form for vrede mod Saddam Husseins regime uden hensyn til konsekvenserne for det irakiske folk. I det tilfælde er det et simpelt overfald – og beviserne peger i retning af det sidste«.

Tim Collins er ikke i tvivl om, at det var rigtigt at befri det irakiske folk fra Saddam Husseins regime, men om det kunne være gjort på en anden måde »må historien dømme«, udtaler han.

»Beviserne vil vise, i bakspejlet, at forberedelserne af et frit og retfærdigt Irak ikke blev foretaget, og man må derfor stille spørgsmål ved motivationen for de magter, der angreb landet. Der var meget lidt forberedelse eller tanke for, hvad der skulle følge efter invasionen«.

Tim Collins blev selv anklaget for at have slået en irakisk fange med sin pistol, men blev senere frikendt. Kort efter forlod han den britiske hær, skriver The Independent.

Af Martin Lindblom/Monsun

Læs de væsentligste uddrag af interviewet med Kofi Annan på BBC (engelsk)

Redaktion: 
Nyheder

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96