Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Direktører tager sig godt betalt

16. september 2004 - 17:02

Direktører tager sig godt betalt

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af modkraft

Lektor Ken Bechmann fra Handelshøjskolen i København har gennemgået årsregnskaberne i Danmarks 50 største virksomheder, og konklusionen er ikke til at tage fejl af:

Topchefer bliver stadig bedre betalt. Og det uafhængigt af, hvordan det går i virksomheden i øvrigt, dokumenterer Ken Bechmanns undersøgelse, som er foretaget for LO’s Ugebrevet A4.

De seneste 20 år er danske direktørers løn således i gennemsnit steget med 152.000 kroner hvert år.

Udbud og efterspørgsel

– Det marked, direktørerne befinder sig på, er meget specielt. Det bærer præg af, at udbud og efterspørgsel er uhyre småt, og derfor kan det ikke sammenlignes med resten af arbejdsmarkedet. Man kan se, at lønstigningen afspejler, at efterspørgslen er større end udbuddet, siger formanden for forretningsudvalget i Danmarks største investeringsfond, ATP, Jørgen Søndergaard til Ugebrevet A4, om lønstigningerne på de bonede gulve.

Forskellen på afløning af almindelige lønmodtagere og topchefer er til at tage og føle på.

Eksempelvis tjente en HK-kassedame i 2003 cirka 230.000 kroner årligt. En direktør i et af de store selskaber tjente i gennemsnit 3.882.000 kroner – eller mere end 17 gange mere.

International tendens

Også i resten af Europa er direktørernes løn på himmelflugt.

I England viser lignende undersøgelser, at en gennemsnitlig direktørpension ligger på 1,8 millioner, hvilket er 26 gange mere end en almindelig lønmodtager i England.

En opgørelse over de 30 største børsnoterede selskaber i Tyskland viser, at cheflønningerne er steget 300 procent siden 1998, hvor medarbejdernes løn i de samme virksomheder er steget under 20 procent, skriver Ugebrevet A4.

Af Rune Eltard-Sørensen/Monsun

Læs mere i Ugebrevet A4

Redaktion: 
Nyheder

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96