Seks polske bygningsarbejdere i København er anledning til at, retsudvalgets formand nu henvender sig til justitsminister Lene Espersen (K), for at få
politiet til at gribe ind mod arbejdsgivere, som udnytter EU-udvidelsen.
Politiet melder hus forbi
Anledningen til ministerhenvendelsen er, at politiet har meldt hus forbi, efter at fagforbundet Træ-Industri-Byg (TIB) har bedt myndighederne om at få stoppet en mulig udnyttelse af den såkaldte »udstationeringslov«, som trådte i kraft den 1. maj i år efter øst-udvidelsen af EU.
Hans Viggo Jensen, chef for Rigspolitiets afdeling E, der tager sig af sager om illegal indvandring, siger til dagbladet Arbejderen, at politiet ikke er noget »arbejdsmarkedspoliti«, og at det ikke er op til dem at vurdere, om en virksomhed opfylder reglerne i udstationeringsloven.
Den udmelding er den direkte anledning til, at formand for retsudvalget Anne Bostrup (SF) nu vil afkræve justitsminister Lene Espersen svar på »hvilke forpligtigelser politiet har at varetage i forbindelse med anmeldelse af en virksomhed for overtrædelse af udstationeringsloven«.
Stop kispus med direktiverne
Mens Justitsministeren går paragrafferne igennem på sit kontor, er TIB gået på gaden under parolen »Stop for social dumpning«.
TIB har forsøgt at tegne en overenskomst med firmaet Øresund A/S på Gråbrødre Torv, som i dag har en aftale med Kristelig Fagforening, for at sikre seks polske arbejdere samme vilkår som deres danske kollegaer. TIB’s forsøg er dog mislykkedes og samarbejdet mellem fagforbundet og Øresund A/S er brudt sammen.
Øresund A/S kan umiddelbart ikke redegøre for polakkernes konkrete ansættelsesforhold. Usikkerheden omkring polakkernes status tyder ifølge TIB på, at firmaet bevidst undergraver løn- og arbejdsforholdene på det danske arbejdsmarked, ved at underbetale de udenlandske arbejdere.
– Problemet er ikke, at der kommer polakker på de danske arbejdspladser. Problemet er, at de ingen overenskomst har og arbejder under dårlige forhold. Derved undergraves det danske arbejdsmarked, siger Anders Olesen, formand for Byggefagenes Samvirke i København, til Modkraft.
Fagforbundet har arrangeret blokade af og varslet konflikt for at stoppe, hvad de betegner som et privat firmas forsøg på at »lege kispus med de danske overgangsbestemmelser og EU’s udstationeringsdirektiver«.
SiD i sympatikonflikt
Målet med blokaden er, at seks polske arbejdere, der er i gang med at renovere stor-resturatør Peter Henrik Tholstrups ejendom på Gråbrødre Torv nr. 8, skal have en overenskomst efter danske normer.
– Hvis ikke Peter Tholstrup tegner en overenskomst, så vil vi gøre, hvad vi kan for at påvirke omsætningen i hans mange restauranter i nedadgående retning, siger Anders Olesen.
Også SiD har taget initiativ til at iværksætte »sympatikonflikter«.
– Vi er nødt til at tage dette slagsmål nu og få stoppet uvæsenet med det samme, inden det breder sig, siger forretningsfører i SiD, Ole Christensen, til Fagbladet.
– Hvis der først breder sig den opfattelse, at danske løn- og arbejdsvilkår kan dumpes, så får vi for alvor import af billig arbejdskraft. Derfor skal det stoppes nu, mener han.
Opfordring til boykot
Udstationeringsloven gælder for virksomheder, og formålet med loven er at forhindre social dumping ved at angive retningslinier for løn- og arbejdsvilkår for de medarbejdere, som midlertidig udstationeres i Danmark.
Dansk Arbejdsgiverforening og LO indgik 1. januar 1993 en aftale, som slår fast, at danske overenskomster skal respekteres ved udstationering af udenlandske medarbejdere i Danmark.
Aftalen indebærer, at fagbevægelsen lovligt kan varsle konflikt for at få det udenlandske firma til at tegne overenskomst.
Hvis ikke Peter Tholstrup vil tegne overenskomst med TIB, opfordrer fagforbundet til at ramme ham økonomisk ved at boykotte Tholstrups restauranter, Restaurant Bøf og Ost, Peder Okses Vinkælder, Skildpadden, Cap Horn, Celeste samt Tholstrup-osten.
Af Rune Eltard-Sørensen/Monsun. Foto: Peter Kristensen/Monsun
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96